Den aktuelle COVID-19-krise giver en række samfundsmæssige og økonomiske udfordringer, som i høj grad er egnet til at påvirke den almindelige forbrugers betalingsevne. Det giver anledning til at yde henstand med betalinger på låneforhold. Det er i denne forbindelse afgørende, at henstanden ydes under iagttagelse af kreditaftalelovens ufravigelige regler, herunder om oplysningspligt.
Kreditaftalelovens regler gælder for alle fysiske og juridiske personer, der yder/tilbyder finansiering som led i sit erhverv, og denne orientering retter sig således ikke kun mod penge- og realkreditinstitutter. Kreditaftalelovens regler om oplysningspligt er dog alene rettet mod forbrugere og gælder således ikke for kreditaftaler i erhvervsforhold.
Henstand uden omkostninger for forbrugeren
Hvis en kreditgiver yder henstand med betalinger – uanset om det er begrundet i de særlige omstændigheder knyttet til COVID-19-krisen eller ej – har kreditgiveren ikke nogen særlig oplysningspligt ifølge kreditaftaleloven, hvis henstanden ydes omkostningsfrit, jf. kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 3 og 7.
Med omkostningsfri henstand menes der, at henstanden ikke må udløse nye gebyrer og/eller omkostninger for forbrugeren. Det er derimod ikke udtryk for en ny omkostning, at forbrugeren på grund af henstanden vil pådrage sig øgede renteudgifter som følge af, at afbetalingen af et ydet lån vil strække sig over en længere periode end oprindeligt aftalt.
Henstand med omkostninger for forbrugeren
Hvis en kreditgiver derimod yder henstand med betalinger og i denne forbindelse opkræver omkostninger (fx i form af gebyrer) eller ændrer rentesatsen, vil kreditgiveren være forpligtet til at give fornyede oplysninger om kreditaftalen til forbrugeren i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7a. Denne oplysningspligt er prækontraktuel og skal således gives forud for indgåelsen af en aftale om henstand.
Kreditgiveren kan således ikke blot henholde sig til de kreditoplysninger, som forbrugeren modtog i forbindelse med den oprindelige aftaleindgåelse. Dette medfører, at kreditgiveren på ny skal give oplysninger til forbrugeren om bl.a. kreditaftalens løbetid, ÅOP, debitorrenten, omkostninger og konsekvensen ved misligholdelse.
Herudover er det et krav, at henstandsaftalen affattes på et varigt medium (papir eller digitalt), og at dette sker i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 8. Denne forpligtelse vedrører således kreditgiverens forpligtelser i forbindelse med parternes aftale.
Opmærksomhed mod henstandsaftaler
Finanstilsynet har den 27. marts 2020 udsendt en kortfattet nyhed, hvor Finanstilsynet bringer ovenstående i erindring, og The European Banking Authority har forud herfor den 23. marts 2020 på tilsvarende vis adresseret, at COVID-19-krisen ikke må give anledning til, at der slækkes på forbrugerbeskyttende regler.
Strafferetlige sanktioner
Den strafferetlige sanktion for ikke at overholde reglerne om oplysningspligt er bødestraf. Dette forudsætter dog, at den manglende overholdelse enten et udtryk for grov eller gentagende overtrædelser. Hertil kommer, at retten til at drive virksomhed med kreditgivning i visse tilfælde kan blive inddraget.
Civilretlige sanktioner
Hvis de samlede kreditomkostninger ikke oplyses i overensstemmelse med reglerne om oplysningspligt, vil den civilretlige sanktion være, at kreditgiver afskæres fra at kræve anden betaling end det lånte beløb tillagt Nationalbankens officielle udlånsrente + 5 %.
Der gælder en undtagelse til dette udgangspunkt, hvis forbrugeren på anden vis har haft et forsvarligt grundlag til at bedømme kreditomkostningerne på. Det er dog forudsat i det lovforberedende arbejde til bestemmelserne om oplysningspligt, at denne undtagelsesregel har et snævert anvendelsesområde. Det er således vanskeligt for en kreditgiver at løfte bevisbyrden for, at forbrugeren havde et andet forsvarligt bedømmelsesgrundlag.