Erfaring og ekspertise inden for miljø-, plan & byggeret

Horten er blandt landets få advokatkontorer, som yder full service rådgivning inden for miljøret, planret og byggeret. Vores rådgivning omfatter alle discipliner i den kommunale tekniske forvaltning og virkefeltet for de kommunale forsyningsvirksomheder. Virksomheder og private kan få rådgivning om alle regulatoriske forhold vedrørende virksomhedsdrift og ejendommens forhold i øvrigt.

Vores særegne ekspertise stammer fra tidligere ansættelser i relevante ministerier med ansvar for blandt andet lovgivning, ministeriel sagsbehandling samt betjening af ministre og decentrale myndigheder. Derudover har vi en lang advokaterfaring, hvor vi yder konkret rådgivning i form af høringssvar til lovforslag, bistand til udformning af ansøgninger, afgørelser og politiske indstillinger. Vi har ført nogle af de største og mest principielle retssager inden for dansk miljø-, plan- og byggeret. Og så har vi stor erfaring med projekt- og procesledelse samt juridisk og kommerciel rådgivning fra mange due diligence forløb, complianceprogrammer og virksomheds- og ejendomsoverdragelser.

Vi forstår og tager højde for relevante hensyn til sikker myndighedsdrift og behersker den kommunale miljøret, planret og byggeret. Kommunale virksomheder og forsyningsselskaber drager fordele af vores ekspertise i deres driftsudøvelse. Og vi ved, at for de fleste private virksomheder udgør reguleringen på området et kommercielt udviklingspotentiale. Her er vores viden og unikke netværk i den private og offentlige sektor til stor nytte.

Vi har bred international erfaring og rådgiver om konsekvenserne af EU-regulering, globale klimaaftaler og særregler i de enkelte jurisdiktioner. Vores internationale rådgivning sker i tæt samarbejde med miljøretsspecialister verden over.

Vores klienter

Vores klienter er private og offentlige virksomheder samt kommuner og andre offentlige myndigheder. Vi rådgiver også privatpersoner med miljøretlige, planretlige eller byggeretlige problemstillinger i forbindelse med myndighedsbehandling, køb og salg af fast ejendom eller byggeri. Mange af disse sager drejer sig om køb af en ejendom, der viser sig at være forurenet.

Vores ydelser inden for miljøret, planret og byggeret

Når vi rådgiver erhvervsvirksomheder, bistår vi med:

  • at sikre, at virksomheden alene underkastes lovlige myndighedskrav til adfærd og indretning,
  • at sikre, at myndigheders regulering af virksomheders adfærd og indretning overholder de forvaltningsretlige krav om blandt andet sagsoplysning, partshøring og aktindsigt,
  • godkendelser, tilladelser, dispensationer,
  • at sikre, at yderligere selvvalgt regulering varetager og forfølger virksomhedens strategi og mål,
  • tilsyns-, håndhævelses- og straffesager,
  • miljø-, plan- og byggespørgsmål i forbindelse med ejendoms- og entrepriseprojekter,
  • miljøretlig due diligence i forbindelse med virksomhedsoverdragelser og køb/salg af ejendomme,
  • screening af virksomhedens miljøretlige risici som redskab for ledelsen i sammenhæng med strategier, investeringer og planer,
  • udformning af miljøklausuler,
  • udarbejdelse af kontraktvilkår om  alle miljøforhold, herunder forurenings- og planmæssige forhold,
  • klagesager og erstatningssager for taksationskommissioner,
  • retssager og voldgiftssager.

Når vi rådgiver offentlige virksomheder og myndigheder, bistår vi med:

  • vurdering af juridiske problemstillinger, ofte i en teknisk og økonomisk sammenhæng,
  • udarbejdelse af redegørelser og indstillinger til politiske udvalg og byrådet,
  • udformning af myndighedsafgørelser og andre offentligretlige instrumenter, herunder regulativer og planer,
  • håndhævelse af afgørelser og repræsentation af offentlige myndigheder i retssager, klagesager, klager over kommunal myndighedsadfærd for Statsforvaltningerne, sager for klagenævnet for udbud og sager i taksationskommissionssystemet,
  • udbud og salg af fast ejendom (sælger due diligence)
  • Planret

    Horten har en omfattende og unik erfaring med rådgivning i forhold til planlovgivningen. Som rådgiver for både kommuner og private virksomheder i et meget stort antal plansager har vi opbygget en bred ekspertise på området.

    Vi rådgiver blandt andet om:

    • Lokalplaner – herunder dispensation fra lokalplaner
    • Bevarende lokalplaner
    • Klimalokalplaner
    • Sager om forbud efter planlovens § 12 og § 14
    • Projektforløb ved VVM (Vurdering af Virkninger på Miljøet)
    • Miljøvurderinger
    • Erstatningssager
    • Retlig og/eller fysisk lovliggørelse af byggeri

    Vores specialister har stor erfaring med at føre sager for og imod offentlige instanser. Det gælder blandt andet byggeriers lovlighed, planlovgivningens rækkevidde i sager om ekspropriation og offentlig overtagelse mod erstatning.

  • Byggelovgivning

    Horten har lang erfaring med rådgivning i sager, der skal behandles efter byggelovgivningen, herunder BR-reglerne. Horten bistår i den forbindelse også med håndtering af den komplekse kobling mellem byggeloven og planloven samt jordforureningslovgivningen, herunder også hvad angår håndhævelse og lovliggørelse.

    Af sagsområder kan nævnes:

    • Byggebegrebet
    • Sagsbehandling for så vidt angår alle ansøgninger, tilladelser og fritagelser efter byggeloven
    • Tilsyn, håndhævelse, lovliggørelse af ulovligt byggeri og straf
    • Påbud og forbud
    • Klagesager ved Statsforvaltningerne
    • Retssager
  • Naturbeskyttelse og habitatregulering

    Horten har en særlig erfaring inden for naturbeskyttelsesområdet og regulering af habitater. Vi rådgiver virksomheder og offentlige instanser om fortolkning og overholdelse af danske såvel som EU- og internationale naturbeskyttelses- og habitatregler.

    Særligt har vi stor erfaring med de særlige bestemmelser til sikring af særligt beskyttede arter, der gælder for byggeprojekter og planlægning af råstofindvinding.

    Vi rådgiver tillige om de mere traditionelle elementer i naturbeskyttelsen – herunder:

    • Fredning
    • Beskyttelseslinjer
    • Adgangsregler
    • Skiltning
    • Nationalt beskyttede områder
  • Jordforurening

    Horten har stærke kompetencer inden for rådgivning om jordforurening. Vores ekspertise bygger på repræsentation i et stort antal sager om forskellige jordforureningsproblemer – herunder:

    • Ansvar for forurening
    • Retsforholdet mellem køber og sælger af forurenet ejendom
    • Myndigheders regulering af forurenede ejendomme og dets ejere/brugere

    De arealer, der er forurenede, omfatter en meget betragtelig del af industri- og byområder i Danmark. Byggeri på forurenet jord er derfor ganske sædvanligt, men frembyder helt særlige problemstillinger, som skal håndteres. Vi rådgiver virksomheder og private om deres rettigheder og navigationsmuligheder i denne situation.

    Vi hjælper vores klienter med specialiseret rådgivning om, hvordan man kan forholde sig, når en ejendom kortlægges som forurenet på vidensniveau 1 (mistanke) eller vidensniveau 2 (viden om forurening). Er jorden klassificeret efter jordforureningsloven, rådgiver vi endvidere om genanvendelse af den forurenede jord.

  • Affald

    Horten har mange års erfaring med rådgivning inden for affaldsområdet. Vores specialister har indgående kendskab til den omfattende regulering af affald og stor indsigt i affaldsselskabernes forhold. Vi deltager i OPP- og OPS-projekter inden for området, repræsenterer både kommuner og virksomheder, og fører sager for begge parter.

    Vi bistår med:

    • Opkrævning af affaldsgebyrer og affaldsafgifter
    • Håndtering af affald
    • Udformning og fortolkning af affaldsrelaterede regulativer
    • Forholdet til miljøkrav og affaldsafgift
    • Vedtægtsmæssige forhold

    Vi har også stor og lang erfaring med affaldsforbrænding og selskabsgørelse af fælleskommunale og kommunale forbrændingsanlæg.

  • Vandløb, vandforsyning og vandplaner

    Reguleringen af vandplaner, vandløb og vandforsyning skal gå op i en højere enhed – sammen med de andre planer.

    Udover rådgivning til kommunerne (og tidligere også amterne) om de mange initiativer på vandplanområdet, har vi gennem mange år navigeret kommuner, kommunale forsyninger, private virksomheder og private lodsejere igennem disse komplekse og spændende områder.

    Vi har bistået kommuner med kommentering af de statslige vandplaner; mange interessenter i vandløbssager, herunder i regulativudformning og i sager om vedligeholdelse, restaurering og regulering. På vandforsyningsområdet har vi ydet rådgivning til kommuner i sager om blandt andet indvindingstilladelser og store forureningssager, hvor de særlige snitflader til de kommunale forsyninger kommer i spil og skal håndteres rettidigt og korrekt. 

Teamet for miljø-, plan-, og byggeret

Henriette Soja

Partner (H)

Anne Sophie Kierkegaard Vilsbøll

Partner (H)

Tue Trier

Director, advokat (L)

Poul Hvilsted

Advokat (H)

Eigil Worm

Senioradvokat (L)

Marie Bockhahn

Specialistadvokat (H)

Andrea Hilt Dyrby

Advokat

Karen Sofie Gehl Hove

Advokat

Sofie Dehlholm Skovgaard

Senioradvokat

Emma Hougaard Jensen

Advokatfuldmægtig

Janne Bach Stisen

Advokatfuldmægtig

Julie Ingemann Pedersen

Advokatfuldmægtig

Horten has a continuous focus on optimising their advice to their clients. They are adaptable and responsive to the client’s needs.

Legal 500, 2024

Experienced and with a strong focus on solutions. The team understands the nature of the organization they consult and what may be needed. Transparent and informative.

Legal 500, 2022