Vestre Landsret har den 16. oktober 2024 fastslået, at et malerfirma som arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for en medarbejders psykiske lidelse, der var opstået som følge af seksuel chikane på arbejdspladsen. Medarbejderen var herudover også berettiget til godtgørelse efter ligebehandlingsloven.

Arbejdsmiljøloven forpligter en arbejdsgiver til at sikre, at medarbejderens arbejdsforhold er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige, hvilket også omfatter det psykiske arbejdsmiljø. Herudover påhviler der efter ligebehandlingsloven arbejdsgiver en pligt til at sikre et chikanefrit arbejdsmiljø, herunder også at sikre mod seksuel chikane på arbejdspladsen.

En arbejdsgiver kan blive erstatningsansvarlig for en medarbejders skader opstået som følge af chikane, mobning og seksuel chikane på arbejdspladsen, som arbejdsgiveren er eller burde have været bekendt hermed, hvis arbejdsgiveren ikke har grebet effektivt og tilstrækkeligt ind over for denne adfærd. Det er i den forbindelse ikke afgørende, hvem der udøver fx chikanen, når adfærden finder sted i forbindelse med medarbejderens udførelse af sit arbejde.

Den konkrete sag

Sagen angik en kvindelig malersvend (”medarbejderen”), der i perioden august-december 2017 blev udsat for seksuel chikane bestående af krænkende skriverier af seksuel karakter omhandlende medarbejderen. De krænkende tekster blev blandt andet skrevet på væggene i elevatorer.

Medarbejderen henvendte sig til ejerne af malerfirmaet, der jævnligt kom på byggepladsen, og gjorde opmærksom på de krænkende skriverier. Ved henvendelsen til den ene ejer fremviste hun et billede, som hun havde modtaget af en kollega med et uddrag af skriverierne. Til dette sagde ejeren, at medarbejderen skulle opfatte det som et kompliment. Den anden af ejerne malede efterfølgende teksterne i elevatorerne over, men herefter fremkom teksterne på ny. Det kom ikke frem under sagen, hvem der var ansvarlig for skriverierne. Malerfirmaet foretog sig ikke yderligere.

Medarbejderen blev efterfølgende sygemeldt og diagnosticeret med en uspecificeret belastningsreaktion. Skaden blev anerkendt som en arbejdsskade af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings afgørelse.

På vegne af medarbejderen rejste Malerforbundet over for malerfirmaet et krav om godtgørelse efter ligebehandlingsloven, godtgørelse for svie og smerte samt krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter erstatningsansvarsloven. Malerfirmaet afviste kravet om godtgørelse efter ligebehandlingsloven samt erstatningskravet efter erstatningsansvarsloven blandt andet under henvisning til, at der var en bramfri omgangstone på byggepladsen. Under forklaringerne i retssagen kom det endvidere frem, at ejerne af malerfirmaet ikke var klar over, at medarbejderen var ked af skriverierne.

Landsrettens begrundelse

Landsretten kom – ligesom byretten – frem til, at malerfirmaet var bekendt med, at medarbejderen blev udsat for uønsket seksuel chikane, og at firmaet ikke havde grebet effektivt eller tilstrækkeligt ind over for den seksuelle chikane. Malerfirmaet havde dermed tilsidesat sin forpligtelse til at sikre et chikanefrit arbejdsmiljø efter ligebehandlingsloven, og medarbejderen blev derfor tilkendt en godtgørelse på kr. 30.000.

Landsretten fandt endvidere, at malerfirmaet som arbejdsgiver havde undladt at sikre et sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt psykisk arbejdsmiljø, hvorved malerfirmaet ligeledes havde handlet ansvarspådragende over for medarbejderen.

Landsretten fandt endvidere, at der forelå årsagssammenhæng mellem den seksuelle chikane og de psykiske gener, som havde ført til medarbejderens sygemelding og som følge heraf tabt indtægt. Landsretten lagde herved vægt på Retslægerådets udtalelse, hvor det fandtes, at den seksuelle chikane med mere end 50 % sandsynlighed indgik i årsagskomplekset til sygemeldingen. Landsretten tiltrådte derfor byrettens vurdering af, at medarbejderen havde løftet bevisbyrden for, at der var den fornødne årsagssammenhæng. Medarbejderen fik dermed erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte efter erstatningsansvarsloven.

Hortens bemærkninger

Dommen viser, at der påhviler arbejdsgiveren en pligt til at sikre et chikanefrit arbejdsmiljø, og at forpligtelsen gælder, uanset hvem der udfører chikanen, når chikanen opstår i forbindelse med medarbejderens udførelse af sit arbejde.

Det kan endvidere udledes af dommen, at det ikke er afgørende, om medarbejderen klart har tilkendegivet, at hun anså sig for krænket over skriverierne, idet skriverierne havde et sådant omfang og en sådan karakter, at arbejdsgiveren var – eller i hvert fald burde være – bekendt med, at der var tale om uønsket seksuel chikane.

Endelig viser dommen i overensstemmelse med tidligere praksis, at det ikke er tilstrækkeligt, at arbejdsgiver iværksætter tiltag som følge af en orientering om chikane, mobning eller seksuel chikane, hvis disse tiltag reelt ikke er effektive eller tilstrækkelige til at sikre et chikanefrit arbejdsmiljø.

Kontakter

Thomas Christian Thune

Director, advokat

Erik Wendelboe Christiansen

Advokat (H)

Signe Rydahl Werming

Specialistadvokat (L)

Sune Schmidt Jensen

Advokat