Arbejdsgiver ikke ansvarlig for medarbejders psykiske lidelse

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at det som følge af medarbejderens uddannelse og erfaring måtte være påregneligt for medarbejderen, at han ville blive udsat for truende og voldelig adfærd.

Sagen kort

Sagen vedrørte en medarbejder, der gennem en årrække havde beskæftiget sig med udadreagerende patienter på en børne- og ungepsykiatrisk afdeling på et hospital.

Medarbejderen var involveret i en række episoder med patienter, der blandt andet i forbindelse med fastholdelsessituationer havde en voldelig og truende adfærd. Episoderne fandt primært sted i en periode, hvor afdelingen blev udvidet til at skulle rumme flere patienter, og hvor der derfor blev brugt flere vikarer end normalt.

Medarbejderen blev efter den sidste episode sygemeldt med psykiske problemer, der blev anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring som en erhvervssygdom.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring anerkendte den anmeldte psykiske sygdom, der blev diagnosticeret som PTSD, som en arbejdsskade og tilkendte medarbejderen et varigt mén og et erhvervsevnetab.

Spørgsmålet for først by- og dernæst landsretten var, om arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig for medarbejderens psykiske lidelse, og i bekræftende fald om der var årsagssammenhæng mellem arbejdsforholdene og medarbejderens psykiske lidelse.

Under sagen blev der indhentet udtalelser fra Retslægerådet vedrørende spørgsmålet om årsagssammenhæng.

Byrettens dom

Byretten fandt, at arbejdsgiveren ikke havde tilrettelagt arbejdet fuldt forsvarligt i forbindelse med udvidelsen af afdelingen på hospitalet, og at arbejdsgiveren derfor måtte være erstatningsansvarlig for skader, der måtte være opstået i forbindelse hermed.

Byretten frifandt dog alligevel arbejdsgiveren, da byretten med henvisning til Retslægerådets svar ikke fandt det bevist, at der var årsagssammenhæng mellem episoderne på arbejdspladsen og medarbejderens psykiske lidelse.

Landsrettens dom

Landsretten fandt – modsat byretten – ikke, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig. Landsretten lagde ved sin vurdering vægt på, at det ikke kan lægges til grund, at episoderne skyldtes, at personalenormeringen, herunder brugen af vikarer, var uforsvarlig, eller at arbejdet på afdelingen generelt set ikke var tilrettelagt og blev udført fuldt forsvarligt.

Landsretten lagde desuden vægt på, at det som følge af medarbejderens uddannelse og erfaring måtte have stået ham klart, at det kunne være et belastende at arbejde, hvor der forekommer udadreagerende adfærd hos patienterne. Landsretten fandt desuden, at episoderne med de udadreagerende patienter, som havde haft en voldelig og truende adfærd, efter deres karakter og antal ikke kan anses for at gå ud over, hvad det var påregneligt at blive udsat for som led i arbejdet på afdelingen.

Da der i øvrigt ikke var påvist omstændigheder, der kunne begrunde et erstatningsansvar, stadfæstede landsretten byrettens dom.

Horten bemærker

Dommen giver et interessant bidrag til forståelsen af, hvad en medarbejder i visse tilfælde må tåle og forvente i forbindelse med arbejdets udførelse.

Dommen viser også, at der er visse typer af arbejde, hvor blandt andet vold og trusler ikke kan udgås i arbejdet med udadreagerende borgere eller patienter, og hvor det derfor efter omstændighederne må være påregneligt for medarbejderne, at dette kan ske, uden at arbejdsgiveren nødvendigvis har handlet ansvarspådragende ved ikke at forhindre den udadreagerende adfærd.

Horten repræsenterede arbejdsgiveren i begge instanser.