Det er med den allerstørste sorg, at vi har modtaget underretning om, at Hortens forperson, Line Markert, partner Andreas Christensen og deres fælles søn, Gustav, omkom i en flyulykke mandag den 17. marts. Vores varmeste tanker går til de efterladte i denne svære tid. 

I mere end 20 år har Line og Andreas været en vigtig del af vores virksomhed. For mange af os var de selve indbegrebet af Horten. De var kendetegnet af dyb faglighed, stærk ansvarsfølelse og et højt ambitionsniveau. Altid satte de Horten først. Samtidig formåede de begge at leve et professionelt liv, hvor vi altid kunne mærke dem som mennesker. Den autenticitet besad de såvel sammen som hver for sig – til stor inspiration for os alle.

Line og Andreas forstod at leve livet til fulde. Det var et aktivt liv med sejlsport, cykling, skiløb og jagt. Men der blev også tid til at rejse og ikke mindst til familiesamvær – om bord på deres båd og i familiesommerhuset på Ærø.

I det forgangne døgn har vi modtaget hilsner og kondolencer fra mange mennesker og organisationer, der over årene har haft berøring med Line og Andreas. Tak til alle jer, som stod Line og Andreas nær, og som har rakt ud til os. Jeres støtte er dybt værdsat.

Line og Andreas er her ikke mere. I den kommende tid sletter vi deres navne fra mailinglister, fra telefonoversigter og fra skiltene foran deres kontorer. Men vi sletter ikke erindringen om dem fra vores hjerter. De vil altid være en del af Horten.

Æret være deres minde.