Afvisning af ankesager om leasingtvister

Afgørelserne lægger sig i strømmen af den praksis, som Højesteret åbnede for i 2016: Der er grænser for, på hvor tyndt et grundlag en leasingtager kan indlede en ankesag.

Hvornår kan en ankesag afvises som udsigtsløs?

Ifølge retsplejelovens § 368 a kan landsretten afvise en ankesag, hvis der ikke er udsigt til, at sagen vil få et andet udfald end i byretten, og hvis sagen hverken er principiel eller rummer særlige grunde til, at sagen skal behandles af landsretten.

Bestemmelsen er ifølge forarbejderne navnlig tiltænkt såkaldt kreditanker; sager, hvor anke hovedsagelig sker med det formål at udsætte afslutningen af sagen og dermed betaling.

Udover kreditanker nævner forarbejderne også, at ankesager kan afvises, hvis anken udelukkende går på samme beviser og argumenter som anført i byretten. At bestemmelsen ikke udelukkende anvendes ved kreditanke, har Højesteret også fastslået i 2016 i en sag, hvor Hortens afdeling for Leasing, Inkasso & Finansielle services repræsenterede leasinggiver.

Rettens bevisvurdering kan ikke altid ankes

Sagen i 2016 angik, hvorvidt leasingtager havde indgået den pågældende leasingaftale. Byretten fandt det bevist, at det var leasingtager, som havde underskrevet leasingaftalen. Leasingtager ankede herefter dommen, hvorefter landsretten afviste anken med henvisning til den fremlagte bevisførelse og byrettens vurdering af beviserne.

Sagen nåede Højesteret, som stadfæstede afvisningen med henvisning til, at leasingtager hverken havde fremført nye beviser eller argumenter under ankesagen – og at der som følge heraf ikke var udsigt til, at landsretten ville nå et andet resultat end byretten.

Fortsat flere ankesager om leasingtvister afvises

I de to sager, som Horten førte i slutningen af 2024, nåede landsretten samme konklusion: Ankesagerne var udsigtsløse og måtte afvises.

Den ene sag angik spørgsmålet om, hvorvidt leasingtager var frigjort af en leasingaftale ved at tilbagelevere den leasede bil til en bilforhandler, selvom det fremgik af leasingaftalen, at bilen skulle tilbageleveres til leasinggiver på dennes forretningssted. Byretten fandt i overensstemmelse med leasinggivers påstand, at det burde have stået leasingtager klart, at aftalen var indgået med leasinggiver, hvorfor tilbagelevering ikke kunne ske til bilforhandleren.

Den anden sag angik spørgsmålet om leasingaftalens gyldighed. Leasingaftalen var underskrevet af en person, som på underskriftstidspunktet ikke var tegningsberettiget for leasingtager. Personen, der havde underskrevet, blev dog tegningsberettiget blot en uge senere, og selskabet havde benyttet sig af bilen og betalt leasingydelse i tiden efter aftalens indgåelse. Byretten fandt herefter, at leasingtager var bundet af leasingaftalen.

I begge sager ankede leasingtager dommen til landsretten uden at fremkomme med nye argumenter eller beviser til støtte for anken. I vurderingen af, om ankesagerne skulle afvises, lagde landsretten vægt på, at byrettens havde foretaget en konkret vurdering og var nået et resultat, som var begrundet i sagens beviser. Da leasingtagerne hverken havde fremført nye argumenter eller ny bevisførelse, var der således ikke udsigt til, at sagerne ville få et andet udfald end i byretten.

Leasingtager nægtet kæretilladelse til Højesteret

Efter retsplejelovens § 391, stk. 4, kan landsrettens dom om afvisning alene kæres til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse. En sådan tilladelse gives kun, hvis der er grund til at formode, at Højesteret vil omgøre landsrettens beslutning om at afvise ankesagen.

I den ene af sagerne fra 2024 anmodede leasingtager Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at kære afvisningsdommen. I marts 2025 afslog nævnet leasingtagers anmodning.

Afvisningen understreger, at landsrettens praksis for afvisning af anke i de to leasingtvister er helt i tråd med de retningslinjer, som Højesteret har udstukket.

Overvej grundlaget for anke uanset om du eller modparten anker

Afgørelserne illustrerer, at man altid bør vurdere, om der er reelle nye beviser eller juridiske argumenter, der kan føre til et andet resultat, inden man anker en dom.

Ligeledes illustrerer afgørelserne, at det altid er en overvejelse værd, om modpartens anke eventuelt kan afvises som udsigtsløs, når modparten ikke i forbindelse med anken fremkommer med noget nyt, der kan tale for, at byrettens afgørelse skal ændres.