Miljø- og Ligestillingsministeriet har sendt et lovforslag i høring, der udvider spildevandsselskabers forsyningspligt til at omfatte terrænnært grundvand i tilfælde, hvor det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.
Over de seneste 30 år er det terrænnære grundvand steget med op til en meter. Det terrænnære grundvand giver problemer med vand i bygningsfundamenter og kældre og underminering af infrastruktur. Derudover udgør terrænnært grundvand en udfordring for spildevandsforsyningsselskaberne, fordi uvedkommende (grund)vand siver ind i renseanlæg via kloakledninger.
Ansvaret for grundvand i dag
I dag skal grundejerne håndtere terrænnært grundvand gennem individuelle løsninger – fx ved omfangsdræn. Også selvom det i en række tilfælde kan være samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt at håndtere det med kollektive løsninger.
Spildevandsselskaber kan således som udgangspunkt ikke i dag håndtere drænvand bortset fra særlige former for drænvand. Fx drænvand fra kirkegårde og private omfangsdræn.
Spildevandsselskaberne får ansvaret
Hvis lovforslaget vedtages, skal spildevandsselskaberne lave grundvandssænkende foranstaltninger i områder udpeget af kommunen, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt. Foranstaltningerne skal som udgangspunkt forsyne hele områder og ikke enkelte ejendomme. Kommunen kan kun udpege områder, hvor spildevandsselskabet også skal forsyne for tag- og overfladevand.
Foranstaltningerne skal finansieres over de almindelige spildevandstakster fra alle forbrugere i spildevandsselskabets forsyningsområde. Terrænnært grundvand vil således skulle anses som spildevand.
Kommunalbestyrelsen får ansvaret for planlægning
Kommunerne får planlægningsopgaven og skal i deres spildevandsplaner fastlægge hvilke områder, som skal forsynes med grundvandssænkende foranstaltninger i det omfang, at det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.
Frister for planlægning
Det er hensigten, at der skal fastsættes en tidsfrist på halvandet år, fra loven træder i kraft til at foretage den første planlægning på baggrund af eksisterende viden. Desuden skal planlægningen opdateres på baggrund af eventuel yderligere viden inden for tre år, fra loven træder i kraft.
Kommunerne skal derfor inden for halvandet år fra ikrafttræden spildevandsplanerne fastsætte hvilke områder, der skal forsynes for terrænnært grundvand, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt. Den plan skal både miljøvurderes og sendes i høring samt vedtages inden for fristen. Derfor er det en god ide at gøre klar til at sætte i gang i det øjeblik
Kravet om samfundsøkonomiske beregninger
Spildevandsselskaberne skal beregne om de grundvandssænkende foranstaltninger er samfundsøkonomisk hensigtsmæssige i de områder, som kommunen udpeger i spildevandsplanen. Der vil blive fastsat nærmere regler om disse beregninger, som tager udgangspunkt i de regler, der gælder i dag for beregning af det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige serviceniveau for tag- og overfladevand.
Spildevandsselskaberne skal kun gennemføre de foranstaltninger, som er samfundsøkonomisk hensigtsmæssige.
Det fremgår ikke af lovforslaget, om der skal gælde en frist for at foretage beregningerne på baggrund af kommunernes udpegning inden for halvandet års fristen.
Justering af omkostningsbekendtgørelsen
Omkostningsbekendtgørelsen bliver justeret, så den fremover også kommer til at indeholde regler om, hvilke udgifter til håndtering af terrænnært grundvand spildevandsselskaberne kan indregne i taksterne. Reglerne om spildevandsselskabers projekter med andre parter bliver også tilpasset, så de kan rumme projekter om terrænnært grundvand.
Finansiering og økonomiske rammer
Det er forventningen, at spildevandsselskaberne kan få tillæg til deres økonomiske ramme til de forøgede omkostninger til håndtering af terrænnært grundvand inden for de eksisterende regler om tillæg til kommunalt fastsatte, pålagte eller godkendte mål.
Tillæggene vil blive givet med fradrag for afledte besparelser. Fx besparelser på driften andre steder i spildevandsselskabet, fordi grundvandet ikke længere medfører omkostninger som uvedkommende vand.
Tillæggene bliver omfattet af effektiviseringskrav, ligesom det i øvrigt gælder for tag- og overfladevand.
Vandsektortilsynet
Vandsektortilsynet skal føre tilsyn med, om spildevandsselskaberne kun finansierer foranstaltninger til håndtering af terrænnært grundvand, der opfylder de kommende krav i omkostningsbekendtgørelsen.
Eksisterende drænsystemer
Der findes i dag en række drænsystemer, som er reguleret af vandforsyningsloven, men som håndterer det problem, som lovforslaget skal løse. Det er ikke fuldstændigt klart i lovforslaget, om spildevandsselskaber vil kunne overtage disse anlæg. Meget taler dog for, at det er muligt, hvis det er samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt, at spildevandsselskabet overtager disse anlæg.
Webinar:
Vi holder et webinar om lovforslaget den 13. december 2024, kl. 8.15-8.45. Læs mere, og tilmeld dig her