Den 31. marts 2021 trådte den omdiskuterede lov om vanvidskørsel i kraft. Loven indebar at køretøjer, der er anvendt til såkaldt vanvidskørsel, som hovedregel skal konfiskeres. En ejer af en bil vil derfor som udgangspunkt få sin bil konfiskeret, selvom det ikke er ejeren, der har ført bilen. Dette gælder også et leasingselskab, der i stedet må søge sit tab dækket ved at gøre et erstatningskrav gældende mod leasingtageren eller føreren.
Tredjemandskonfiskation ved vanvidskørsel
Reglerne indeholder snævre undtagelser til det obligatoriske udgangspunkt om tredjemandskonfiskation. Ejeren af køretøjet skal kunne godtgøre, at konfiskationen vil være uforholdsmæssigt indgribende. Heri ligger et krav om, at ejeren ikke vidste eller kunne vide, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel (påregnelighedsaspektet), og at ejeren har taget alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i tilfælde af, at bilen alligevel bliver anvendt til vanvidskørsel (det økonomiske aspekt).
Lovens forenelighed med EU-retten
Højesteret tog tilbage i oktober 2022 (U.2023.228H) stilling til, hvorvidt udgangspunktet om tredjemandskonfiskation er i strid med EU-rettens samt Den Europæiske Menneskerettighedskonventions beskyttelsesregler om ejendomsrettens ukrænkelighed.
Højesteret fandt, at loven ikke på det generelle plan var i strid med bestemmelserne, ligesom beslaglæggelserne ej heller var i strid med bestemmelserne.
Højesteret lagde i præmisserne op til, at der i hver enkelt sag skal ske en konkret vurdering af, om konfiskationen vil være uforholdsmæssigt indgribende.
Højesteret afgør principielle spørgsmål
De nye kendelser fra Højesteret viser, at der er ganske snævre rammer for muligheden for at undgå konfiskation.
De seks sager udgør derfor et centralt bidrag til at skabe en større klarhed over, hvornår betingelserne for konfiskation er opfyldt. Afgørelserne behandler spørgsmålet om tredjemandskonfiskation i sager om leasing og biludlejning samt udlån mellem privatpersoner.
Leasing og biludlejning
Det centrale for vurderingen af, om leasingselskabet eller udlejningsselskabet ikke vidste eller kunne vide, at en bil vil blive anvendt til vanvidskørsel er, om der er udvist agtpågivenhed i forbindelse med aftalernes indgåelse. Ifølge Højesteret skal der lægges vægt på, om ejerne ved indhentelse af private straffeattest eller anmodning om en tro- og loveerklæring, har undersøgt om brugeren af køretøjet tidligere har begået flere eller grove lovovertrædelser.
Det er også relevant for vurderingen, om ejerne har taget alle rimelige skridt til at sikre deres økonomiske stilling. Her er det ifølge Højesteret relevant for ejerne at undersøge brugernes økonomiske forhold og betalingsevne. Disse oplysninger kan for eksempel indhentes igennem E-skatdata ved indhentelse af årsopgørelser, lønsedler eller lignende.
Af lovforarbejderne fremgår det, at udgangspunktet om konfiskation kan fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Endvidere fremgår det, at der ved vurderingen af ejerens økonomiske stilling i tilfælde af konfiskation også skal tages i betragtning, om ejeren har mulighed for at få dækket sit tab.
Selvom der var udvist agtpågivenhed, og der på baggrund af foreliggende økonomiske oplysninger kunne argumenteres for, at en konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende over for for leasinggiver, opretholder Højesteret beslaglæggelserne i to af de tre leasingsager, der forelå til påkendelse i Højesteret.
I relation til det økonomiske aspekt henviser Højesteret i den ene leasingsag til, at leasinggiver ikke har godtgjort, at leasingtager ikke ville være i stand til at erstatte leasinggivers tab ved afvikling over en længere periode.
I den anden sag anfører Højesteret, at det er behæftet med betydelig usikkerhed, om lejeren af en udlejningsbil ville være i stand til at erstatte bilens værdi til udlejningsselskabet, der havde leaset bilen hos et leasingselskab.
Uagtet ovenstående fastholdes beslaglæggelserne i disse to sager. I præmisserne henvises der til, at det i lovforarbejderne er forudsat, at særligt virksomheder, der erhvervsmæssigt leaser eller udlejer biler, kan dække deres tab som følge af konfiskation ved at fastsætte leasing- eller lejeydelserne således, at de samlede indtægter kan dække det tab, som opstår ved, at en enkelt leasing- eller udlejningsbil konfiskeres.
I den tredje og sidste leasingsag blev beslaglæggelsen ikke opretholdt.
Der var her tale om et leasingselskab, der havde leaset en trækker ud til et mindre vognmandsvirksomhed med 10 til 11 ansatte.
En af leasingtagers chauffører havde kørt spirituskørsel – hvilket var upåregneligt for leasingtager – og trækkeren blev herefter beslaglagt.
Chaufføren, der var bosiddende i Ukraine, havde forklaret under sagen, at han forventede en meget beskeden månedlig indtægt fremadrettet, og Højesteret fandt herefter, at det var behæftet med betydelig usikkerhed, om chaufføren ville kunne erstatte trækkerens værdi.
Præmisserne for, at Højesteret når frem til, at trækkeren ikke skal beslaglægges, lyder som følger:
"I forarbejderne er det forudsat, at leasing- og udlejningsselskabet ved indgåelse af kontrakter og ved eventuel ved tilpasning af deres forretningsmodel har mulighed for at indrette sig på den risiko, der følger af, at køretøjer kan konfiskeres.
Der er ikke holdepunkter for antage, at denne forudsætning også kan lægges til grund for så vidt angår andre virksomheder, og der er ikke tilvejebragt oplysninger, som sandsynliggør at leasingtager, der er en mindre fragtvirksomhed med 10 til 11 ansatte, ville kunne overvælte tabet på sine kunder.
Det er et nødvendigt led i leasingtagers virksomhed at benytte ansatte chauffører. Som følge af det anførte, og efter oplysningerne om den agtpågivenhed, som leasingtager har udvist, og om de økonomiske konsekvenser for virksomheden, af en eventuel konfiskation finder Højesteret, at der er grund til at antage, at konfiskationen vil være uforholdsmæssigt indgribende."
Læses de tre afgørelser under ét, er det således helt klart, at det alene er hensynet til leasingtageren – vognmandsvirksomheden – der gør, at udfaldet i den sidste sag bliver anderledes end de to andre sager.
Branchemæssige overvejelser
Med Højesterets nye afgørelser er den i forvejen spinkle mulighed for at undgå tredjemandskonfiskation yderligere indskrænket for leasing- og udlejningsvirksomheder.
På basis af Højesterets afgørelser er det givet, at leasing- og udlejningsselskaber bør indregne konfiskationsrisikoen i deres forretningsmæssige kalkulationer, og at konfiskation kun vil kunne undgås i særlige situationer.
Det er ikke muligt at udlede af afgørelsen, hvor stort et antal leasing- eller udlejningsforhold man skal op på, for at leasing- og udlejningsselskaber bør kalkulere tab som følge af konfiskation i ind leje- eller leasingydelsen. Det må dog forventes, at der formentlig ikke skal mange kontraktforhold til, før man som professionel leasinggiver eller udlejer vil stå med stærkt begrænsede muligheder for at undgå konfiskation.
Det må antages, at afgørelsen kunne have fået et andet udfald, hvis der eksempelvis var tale om et mindre autoværksted, der lejlighedsvist tilbyder lånebiler til sine kunder.
Tilsvarende gælder muligvis den situation, hvor der leases biler ud til en forhandler, som bruger bilen som demo-, eller værkstedsbil, og hvor en beslaglæggelse eller konfiskation kan være uforholdsmæssigt indgribende set i forhold til forhandleren.
Selvom mulighederne for at undgå konfiskation er blevet begrænset for leasing- og udlejningsselskaber med baggrund i Højesterets afgørelser, er der fortsat grund til at foretage en konkret vurdering i hver enkelt sag.
Som eksempler herpå kan nævnes:
-
Sager, hvor der utvivlsomt ingen betalingsevne er hos vanvidsbilisten.
-
Sager, hvor hensynet til leasingtagers virksomhed kan føre til andet resultat.
-
Sager, hvor vanvidskørslen sker efter leasingaftalens ophævelse eller udløb
-
eller kombinationer heraf.
Herudover er der grund til at være opmærksom på, at leasingtager typisk er afskåret fra at indtræde som part i konfiskationssager, hvor bilen er ført af en anden end leasingtager. Det er med andre ord alene føreren og ejeren (leasing- eller udlejningsselskabet), der har ret til repræsentation, også selvom leasingtager eller lejer på basis af det kontraktuelle forhold skal bære det endelige tab.
Da leasingtager er afskåret fra at varetage sin egen økonomiske interesse i situationen, er det vigtigt, at leasingselskabet ikke blot accepterer konfiskationen, da det kan være udtryk for en tilsidesættelse af leasingselskabets loyale tabsbegrænsningspligt. Det må dog skønnes at være i ganske få tilfælde, at en leasingtager eller lejer vil kunne komme igennem med et synspunkt om, at det kontraktuelle krav mod denne skal nedsættes, på baggrund af at leasingselskabet ikke har varetaget sin loyale tabsbegrænsningspligt i konfiskationssagen.
Privates udlån af biler
I de tre sager om private udlån, hvor køretøjet er udlånt mellem privatpersoner, er det centrale spørgsmål, om det må anses for påregneligt for ejeren, at bilen vil blive benyttet til vanvidskørsel. Højesteretskendelserne viser, at der lægges vægt på den indbyrdes relation mellem ejeren og føreren. Dette indebærer, at en privatperson, der har udlånt køretøjet, formodes at have tilstrækkeligt kendskab til låneren - og dermed også er i stand til vurdere - om der er risiko for, at køretøjet vil blive anvendt til vanvidsbilisme. Højesteret fandt, at det ud fra de konkrete omstændigheder i sagerne, ikke var helt upåregneligt for ejerne, at bilerne ville blive anvendt til vanvidskørsel.
For så vidt angår det økonomiske aspekt finder Højesteret i alle tre sager, at det ikke er godtgjort, at vanvidsbilisten ikke ville kunne erstatte bilens værdi eventuelt over en længere periode og beslaglæggelserne blev derfor opretholdt.
Se også: Konfiskation af leasingbil i forbindelse med vanvidskørsel nægtet