Den 31. marts 2021 trådte den omdiskuterede lov om vanvidskørsel i kraft. Ændringen medførte, at motorkøretøjer, der er anvendt til såkaldt vanvidskørsel, skal konfiskeres. Det gælder fx kørsel med en promille på over 2 og hastighedsoverskridelse med 100 % (minimum 100 km/t).
Der er tale om en væsentlig skærpelse af de hidtidige regler, da der skal foretages konfiskation uanset ejerforholdet til bilen. Det betyder, at hvis en leaset bil bliver konfiskeret som følge af vanvidskørsel, vil leasinggiver som det klare udgangspunkt også blive ramt af konfiskationen, selvom det ikke er leasinggiver, der har ført bilen. Leasinggiver må i stedet søge sit tab dækket ved at gøre et erstatningskrav gældende mod leasingtager/føreren.
Den konkrete sag
I den konkrete sag, som verserede ved retten på Frederiksberg, var der indgået en leasingaftale mellem leasingselskabet, L og leasingtager, F. L havde forinden leasingaftalens indgåelse foretaget en kreditværdighedsvurdering af F.
I leasingaftalen var der opremset en specifik personkreds, der måtte benytte bilen. Årsagen til at leasingaftalen indeholdt en specifikt afgrænset personkreds var bl.a., at bilens kaskoforsikring alene dækkede skader på bilen, hvis bilen var ført af en af de personer, der var anført i leasingaftalen.
Derudover fremgik det af leasingaftalens almindelige vilkår, at F ved underskrift af leasingaftalen bekræftede på tro- og love, at han ikke tidligere var straffet for vanvidskørsel, ligesom at dem han måtte overlade bilen til ikke ville køre i bilen på en sådan måde, at kørslen var i strid med lov om vanvidskørsel.
Fører og leasingtagers økonomiske forhold afgørende for sagens udfald
Efter leasingaftalen blev indgået, udlånte F bilen til M, som førte bilen med over 140 km/t i en 60km/t-zone. M blev efterfølgende sigtet og senere dømt for vanvidskørsel, ligesom bilen på den baggrund blev beslaglagt. M var ikke en del af den personkreds, der var angivet i leasingaftalen, og som havde lov til at føre bilen.
Mens konfiskationssagen mod leasingselskabet verserede for retten, lykkedes det leasingselskabet at få ”trykprøvet” F’s økonomi i fogedretten ved at indbringe et erstatningskrav mod F for retten. Under fogedsagen kom det frem, at F havde afgivet insolvenserklæring i anden sag.
Under konfiskationssagen kom det desuden frem, at M var registreret i RKI.
Retten fandt, at L’s muligheder for at kunne vide, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel, var ganske begrænsede især på baggrund af følgende punkter:
- Leasingselskabets kreditværdighedsvurdering af F forud for leasingaftalens indgåelse
- Den specifikt afgrænsede personkreds i leasingaftalen
- Den i leasingaftalens almindelige vilkår indeholdte tro- og loveerklæring
- RKI-registreringen af M, som L ikke havde kendt til på beslaglæggelsestidspunktet
- At F havde afgivet insolvenserklæring i fogedretten.
L’s muligheder for og anledning til at tage alle rimelige skridt for at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af bilen, fandtes på samme baggrund at have været ganske begrænset, og L’s mulighed for at forfølge et erstatningskrav mod enten F eller M til opnåelse af erstatning for konfiskation måtte efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder anses for illusorisk (urealistisk), hvilket L ikke med rimelighed ville have kunnet forudse.
Retten fandt derfor, at konfiskation over for L ville være uforholdsmæssigt indgribende og frifandt L for den nedlagte konfiskationspåstand.
Lov om vanvidskørsel
Ændringsbestemmelsen har følgende ordlyd (færdselslovens § 133a, stk. 2):
”Konfiskation skal ske, hvis ejeren af et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert har gjort sig skyldig i spirituskørsel med en alkoholkoncentration i blodet under eller efter kørslen på over 2,00 promille eller en alkoholkoncentration i udåndingsluften under eller efter kørslen på over 1,00 mg pr. l luft eller i et forhold, der medfører ubetinget frakendelse af førerretten efter § 126, stk. 1, nr. 4, 10 eller 11. I tilfælde, hvor køretøjet føres af en anden person end køretøjets ejer og føreren har gjort sig skyldig i en eller flere af de i 1. pkt. nævnte overtrædelser, skal konfiskation ske, medmindre konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en eller flere af de overtrædelser, der nævnes i 1. pkt., og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.”
Lovændringen har den konsekvens, at både leasing- og udlejningsselskaber samt andre aktører i bilbranchen risikerer at blive mødt med et krav om konfiskation af deres biler, hvis bilen anvendes til vanvidskørsel af leasingtager eller andre personer.
Ifølge bestemmelsen er det helt klare udgangspunkt, at hvis en bil benyttes til vanvidskørsel, skal bilen konfiskeres, uanset at den er ejet af en anden person end føreren.
Undtagelse til krav om konfiskation
Færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., indeholder en undtagelse til det obligatoriske udgangspunkt om tredjemandskonfiskation, hvis konfiskationen vil være uforholdsmæssigt indgribende.
Det betyder, at ejeren skal godtgøre:
- at ejeren ikke vidste eller kunne vide, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel (aspektet om god tro) og
- at ejeren har taget alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i tilfælde af, at bilen alligevel bliver anvendt til vanvidskørsel (det økonomiske aspekt).
Ifølge forarbejderne til loven er der lagt op til en særdeles snæver undtagelsesmulighed. Helt i tråd med forarbejderne er det også alene få gange i praksis lykkedes for leasingselskaber at undgå konfiskation, navnlig i tilfælde af brugstyveri samt tilfælde, hvor en udenlandsk arbejdstager i arbejdstiden har ført et køretøj i alkoholpåvirket tilstand.
Ejeren af bilen er forpligtet til at udvise fornøden agtpågivenhed
For så vidt angår aspektet om god tro fremgår det af lovforarbejderne, at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. I vurderingen skal det indgå, om ejeren har kendskab til eller har benyttet alle tilgængelige muligheder for at opnå viden om forhold, som kan belyse risikoen for, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel.
Det fremgår af lovens forarbejder, at ejeren fx kan bede føreren eller den person, som bilen overdrages til, om en privat straffeattest eller en tro og love-erklæring på, at vedkommende ikke tidligere har begået vanvidskørsel.
Ejeren skal sikre sin økonomiske stilling
Med hensyn til ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling (det økonomiske aspekt) fremgår det bl.a. af forarbejderne, at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det kan fx være tilfældet, hvis særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk.
Alene omstændigheder, som ejeren af bilen ikke med rimelighed ville have kunnet forudse, kan begrunde, at konfiskation undlades med henvisning til, at et eventuelt erstatningskrav er illusorisk. Førerens død eller konkurs i tilfælde, hvor førerens bo ikke kan dække kravet, kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt til at kunne anvende undtagelsesbestemmelsen, forudsat at ejeren af bilen ikke kendte eller burde have kendt til de omstændigheder, der gør kravet mod boet dækningsløst. Det forhold, at føreren i en årrække alene vil kunne betale mindre afdrag, vil ikke i sig selv medføre, at kravet kan anses som illusorisk.
Konkret vurdering fra sag til sag og hurtig afklaring af økonomiske forhold er afgørende
Afgørelsen er én blandt få afgørelser, hvor der sker frifindelse af et leasingselskab for udgangspunktet om tredjemandskonfiskation. Afgørelsen illustrerer hvor vigtigt det er, at det vurderes konkret i hvert enkelt beslaglæggelsestilfælde, hvorvidt undtagelsesbestemmelsen kan komme i spil.
Derudover illustrerer afgørelsen, at det er vigtigt hurtigt at få afklaret, hvorvidt føreren/leasingtager er betalingsdygtig eller ej. I den konkrete sag var det med andre ord afgørende for udfaldet, at det var lykkedes at konstatere, at leasingtager var erklæret insolvent i fogedretten forud for konfiskationssagens afgørelse.
Anklagemyndigheden har anket afgørelsen til Østre Landsret, og Rasmus Bytoft Sundstrup, advokat hos Horten, repræsenterede leasingselskabet under byretssagen.