Lovforslaget om forsyning med teknisk vand, som er sendt i høring 12. november 2024, indeholder en ny hovedlov, som skal regulere de selskaber, der udfører forsyningsaktivitet med teknisk vand.
Først og fremmest har lovforslaget centrale konsekvenser for den måde, hvorpå nye "teknisk vand-selskaber" kan organisere sig.
Forholdet mellem naturlige monopoler i vandsektoren og nye "teknisk vand-selskaber"
I dag er vand- og spildevandsforsyningsselskaber naturlige monopoler og underlagt økonomisk regulering. Teknisk vand-selskaber er derimod ikke monopolselskaber, men skal agere på markedsvilkår.
Lovforslaget stiller derfor krav om, at forsyningsaktiviteter med teknisk vand skal være selskabs- og regnskabsmæssigt adskilt fra vand- og spildevandsselskaber, hvilket skal medvirke til en beskyttelse af vandforbrugerne. Kravet gælder uanset ejerskab.
Hvad er teknisk vand?
Teknisk vand er en fælles betegnelse for vand, som selskabet ikke leverer til drikkevand. Teknisk vand kan derfor være ultrarent vand, vand af drikkevandskvalitet, vand af lavere kvalitet end drikkevand eller alt imellem. I lovforslaget er "teknisk vand" ikke blevet defineret eller afgrænset, da en definition eller afgræsning af selve begrebet kan vise sig uholdbar på længere sigt.
Hvad er baggrunden for lovforslaget?
Baggrunden for lovforslaget er, at der forventes en stigende efterspørgsel efter vand til industrien, herunder til fx life science og Power-to-X.
Med de nuværende rammer for vandforsyning i Danmark er den letteste løsning for industrien at bruge drikkevand. For at undgå overudnyttelse af grundvandsressourcer kan vandbehovet dækkes af ”teknisk vand”, som kan komme fra mange kilder fx renset spildevand, forurenet drikkevand og havvand. På den måde kan den nye regulering sikre en mere bæredygtig brug af Danmarks vandressourcer.
Teknisk vand er en ny, selvstændig forsyningsart
Med lovforslaget bliver forsyning med teknisk vand en ny, selvstændig forsyningsart i vandreguleringen, som er forskellig fra vand- og spildevandsforsyning, da det fremover vil skulle operere på markedsvilkår, som nævnt ovenfor.
Begrebet "forsyningsaktivitet med teknisk vand" defineres som "Indvinding, behandling, transport eller levering af vand, der udelukkende foretages med henblik på anden anvendelse end drikkevand, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om vandforsyning m.v., og som sker med henblik på levering af vandet til en eller flere aftagere efter aftale.". jf. § 2, nr. 1).
Ifølge lovforslagets specielle bemærkninger skal ordet "udelukkende" forstås sådan, at loven alene omfatter levering af vand, hvor det er hensigten, at vandet ikke skal anvendes som drikkevand. Hensigten skal være til stede i alle dele af produktionskæden for teknisk vand. Hvis en del af produktionskæden, f.eks. indvindingen og transport, foregår samlet for vandforsyning og forsyning med teknisk vand, vil forsyningsaktiviteten ikke blive omfattet af definitionen. I praksis vil det derfor efter vores opfattelse ikke være udelukket, at en almen vandforsyning også fx leverer vand til andre formål end drikkevand.
Formålet er at afkoble afgrænsningen af teknisk vand fra drikkevandskvalitetskrav. Derfor vil reguleringen omfatte forsyning med vand, der ikke skal anvendes som drikkevand, uanset hvilken kvalitet vandet har.
Økonomisk regulering
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer, at forsyningsaktiviteter med teknisk vand ikke skal være omfattet af den gældende økonomiske regulering for vandsektoren. Det betyder, at forsyningsaktivitet med teknisk vand hverken omfattes af kravene om økonomiske rammer og effektiviseringer, hvile i sig selv-princippet, eller krav om kommunal godkendelse af takster og leveringsbetingelser.
Kommunal lånegaranti
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har vurderet, at det vil være uhensigtsmæssigt, hvis kommunerne fremadrettet har mulighed for at stille garanti for lån til teknisk vand-selskaber.
Kommuner vil i stedet skulle finde anden finansiering til etablering af kommunale teknisk vand-selskaber, såsom indskud eller lånefinansiering fra private aktører eller med kommunens kapitalindskud ved stiftelsen eller overtagelsen af teknisk vand-selskabet.
Høringsfrist og ikrafttræden
Høringsfristen er d. 10. december 2024.
Det foreslås, at loven skal træde i kraft d. 1. juli 2025.
Link til høring