Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har evalueret og udgivet en rapport over erfaring med fødevarehandelsloven. Her får du et overblik over fokusområderne og de vigtigste konklusioner.

Fødevarehandelsloven trådte i kraft 1. juli 2021. Loven implementerer EUs UTP-direktiv (2019/633) og har til formål at regulere urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningssektoren. Efter fødevarehandelsloven er nogle former for handelspraksis altid forbudt (den sorte liste), mens anden handelspraksis er forbudt, medmindre parterne har indgået en klar og tydelig aftale (den grå liste).

Evaluering af fødevarehandelsloven: Fokusområder og fremgangsmåde

Ved implementering af UTP-direktivet i Danmark i 2021 blev det besluttet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skulle foretage en løbende overvågning af fødevarehandelslovens effekter. Styrelsen skulle samle op på resultaterne i 2024.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har identificeret seks centrale fokusområder for evalueringen af fødevarehandelsloven:

  1. Fødevarehandelslovens betydning for danske leverandørers konkurrenceevne over for udenlandske købere
  2. Risiko for fravalg af mindre leverandører
  3. Udviklingen i forbrugerpriser
  4. Uønskede effekter på landdistrikter og lokalområder
  5. Kreditfacilitering
  6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelse af loven.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har undersøgt de seks fokusområder ved årligt at udsende spørgeskemaer til relevante virksomheder, afholde møder og løbende dialog med relevante brancheorganisationer og ved at foretage analyse af relevante tal og dat

Status på urimelig handelspraksis

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ser kun i begrænset omfang tegn på urimelig handelspraksis. Det skyldes efter styrelsens vurdering, at virksomhederne i vid udstrækning har tilpasset deres forretningspraksis til de nye regler om urimelig handelspraksis siden lovens ikrafttræden. Når der opstår udfordringer, vurderer styrelsen, at leverandører, købere og brancheorganisationer i de fleste situationer håndterer uoverensstemmelserne gennem dialog frem for formelle klager eller myndighedsinddragelse.

Baseret på resultaterne fra styrelsens overvågning og evaluering af fødevarehandelsloven konkluderer styrelsen, at loven i dens nuværende form i tilstrækkelig grad imødekommer formålet med det bagvedliggende UTP-direktiv.

Kun én klage over urimelig handelspraksis i aftaler om landbrugs- og fødevarer

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndterer klager og træffer afgørelser over urimelig handelspraksis efter fødevarehandelsloven.

Siden lovens ikrafttræden 1. juli 2021 har styrelsen kun modtaget én klage. Klagen blev dog trukket tilbage. Der er derfor endnu ikke truffet afgørelser om urimelig handelspraksis efter fødevarehandelsloven.

Urimelig handelspraksis: Altid plads til forbedringer

Selvom der kun har været én enkelt klage, er der stadig plads til forbedringer. Det mener flere brancheorganisationer, som særligt fremhæver tre typer af handelspraksis, hvor virksomhederne oplever udfordringer:

  1. Leverandører bliver opkrævet betaling for ydelser eller forhold, der ikke har nogen direkte relation til salget af landbrugs- og fødevarer.
  2. Købere foretager ensidige ændringer i leveringaftalen.
  3. Leverandører bliver pålagt at dække forringelse eller tab, selvom forringelsen eller tabet skyldes køberens forsømmelighed eller fejl.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen konstaterer, at udfordringerne skyldes reglerne i UTP-direktivet og ikke den danske implementering af direktivet i fødevarehandelsloven.

Hortens bidrag

Reglerne om urimelig handelspraksis mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden spiller en vigtig rolle i vores arbejde med virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningssektoren.

Selvom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens evaluering viser, at Fødevareloven i sin nuværende form opfylder formålet i UTP-direktivet, er der fortsat områder, hvor der er plads til forbedringer, for at sikre ligeværdige vilkår og balance i fordeling af ansvar i aftaler mellem virksomhederne.

Horten følger fortsat udviklingen af fødevarehandelsloven og fortolkningsbidrag hertil tæt.

Kontakter

Marie Løvbjerg

Director, advokat

Andrea Hilt Dyrby

Advokat