Horten tog i maj 2024 skarpt afstand fra nu tidligere partner Nicolai Dyhrs udtalelser i TV2's programserie "Den sorte svane" og afbrød samarbejdet med ham. Herefter besluttede Hortens bestyrelse at få gennemført en ekstern undersøgelse af forløbet.

Horten kan nu offentliggøre resultaterne af undersøgelsen.

Den eksterne undersøgelse er foretaget af advokat, partner og ph.d. inden for insolvensret, Birgitte Jørgensen, DAHL Advokatpartnerselskab. Hun vurderer, at Nicolai Dyhr i flere tilfælde kan have været inhabil, og at han derved potentielt ikke har opfyldt sine forpligtelser som kurator og rekonstruktør. Ifølge undersøgeren er der ikke grundlag for at konkludere, at Nicolai Dyhr under sin sagsbehandling bevidst har haft til hensigt at unddrage aktiver fra bobehandlingen eller at skaffe uvedkommende økonomisk vinding på bekostning af kreditorerne i boerne.

Samtidig bemærker undersøgeren, at der ikke er fundet anledning til at kritisere øvrige medarbejdere eller arbejdskulturen i Horten.

I den eksterne undersøgelse har Horten med bistand fra PwC gennemgået et omfattende dataudtræk med mere end en halv million af Nicolai Dyhrs e-mails fra perioden 2014-2024. I denne gennemgang er der identificeret en række forhold, som ifølge undersøgeren bekræfter hendes kritik af Nicolai Dyhrs dømmekraft og objektivitet som kurator. Der er ikke i dataudtrækket fundet grundlag for at antage, at Nicolai Dyhr har begået kriminelle handlinger, svindel eller ageret i egen økonomisk interesse, ligesom der heller ikke er fundet grund til at kritisere andre medarbejdere i Horten.

Horten noterer sig kritikken og tager denne til efterretning.

Sådan forholder Horten sig til kritikken af Nicolai Dyhr

Undersøgelsen, der omfatter 12 sager, indeholder kritik af Nicolai Dyhrs ageren i fire af disse sager. Horten vil nu nærmere vurdere implikationerne heraf og vil i relevant omfang række direkte ud til berørte parter med henblik på, at de kan overveje deres retsstilling i denne anledning.

Horten er i dialog med relevante myndigheder i anledning af forløbet.

Nye tiltag

Med afsæt i forløbet, den eksterne undersøgelse og gennemgangen af e-mails har Horten vedtaget en række nye tiltag, da det er afgørende for Horten, at alle partnere og medarbejdere altid agerer i overensstemmelse med de forpligtelser, der gælder for en advokatvirksomhed, og handler i tråd med Hortens værdier.

Blandt tiltagene er nye interne retningslinjer, som er gældende for behandling af konkursboer, udover de almindeligt gældende regler i lovgivningen, reglerne om god advokatskik mv., som det naturligvis kræves, at vores partnere og medarbejdere efterlever.

Herudover gennemføres tiltag, som skal sikre øget kontrol af nye klienter og sager, styrkede retningslinjer for compliance samt skærpet adgangskontrol ift. gæster til møder hos Horten.

Som vi tidligere har offentliggjort, har Horten rekrutteret advokat Troels Tuxen, som kommer med stor erfaring fra det insolvensretlige område. Han bliver ny teamleder i afdelingen for Insolvens og Rekonstruktion i Hortens hovedsæde i Hellerup og vil sammen med afdelingen arbejde for, at både sagsbehandling og kultur stemmer overens med Hortens værdisæt.

Udtalelser fra Hortens direktør

Oven på undersøgelsens konklusioner udtaler Hortens direktør Anders Bager Jensen:

"Det er vigtigt, at vi med disse undersøgelser nu har fået et nærmere indblik i kendsgerningerne omkring forløbet. Jeg vil gerne på Hortens vegne sige undskyld for, at vi har haft en partner, der ikke har ageret, som man bør kunne forvente af os. Jeg glæder mig samtidig over, at der ikke er fundet anledning til at kritisere øvrige medarbejdere eller arbejdskulturen i Horten. Vi værdsætter klienters og omverdenens tillid, og vi vil tage de fornødne skridt til at sikre, at den tillid består."

Han betegner Nicolai Dyhr som en medarbejder, der handlede på egen hånd:

"Undersøgelsen bekræfter vores formodning om, at Nicolai Dyhr handlede på egen hånd, uden at medarbejderne omkring ham havde det fulde billede af de enkelte sager. Som virksomhed kan vi aldrig gardere os fuldstændigt imod, at en enkelt person vælger at handle i modstrid med vores værdier. Men med vores nye række af initiativer styrker vi de interne processer for bedst muligt at hindre, at det kan ske igen."

Baggrund

Torsdag den 2. maj 2024 modtog Hortens ledelse en e-mail fra TV2 angående udtalelser, som daværende partner og advokat i Horten, Nicolai Dyhr, fremsætter i programserien ”Den sorte svane”. E-mailen indeholdt skriftlige uddrag fra de optagede samtaler og overordnede oplysninger om den forestående programserie, der sidenhen blev offentliggjort den 28. maj 2024.

Det stod straks klart for Hortens ledelse, at der var tale om udtalelser, som på ingen måde afspejler, hvordan personer i Horten, herunder en advokat og partner, bør agere, og Horten valgte derfor at afbryde samarbejdet med Nicolai Dyhr.

Horten har utvetydigt taget afstand fra Nicolai Dyhrs udtalelser og klart givet udtryk for, at hans adfærd har været helt uforenelig med Hortens værdier.

Birgitte Jørgensens konklusioner findes i en sammenfatning til offentliggørelse, som kan læses her.

Kontakter

Anders Bager Jensen

Direktør

Jesper Boe Nordal

Head of Communications