Andreas Schønbeck er optaget som partner i Hortens team for Energi, Forsyning & Infrastruktur pr. 1. oktober 2022.

Andreas Schønbeck har mere end 10 års erfaring som inhouse-advokat fra nogle af verdens førende offshore og onshore vindmølleproducenter, Vestas Offshore Wind og Vestas Wind Systems og er nok den danske advokat, der har mest erfaring med kontrakter i vindbranchens supply chain. Han er specialiseret i rådgivning om komplekse kontrakter – både med udarbejdelse, forhandling, fortolkning og tvister om kontrakterne. Andreas har arbejdet internationalt og forhandlet kontrakter globalt, siden han blev cand.jur. i 2009.

Andreas Schønbeck skiftede til advokatbranchen, da han i 2020 kom fra Vestas til Horten til en stilling som senioradvokat i afdelingen for Energi, Forsyning & Infrastruktur. I marts 2022 blev han udnævnt til director i samme afdeling, hvor han nu pr. 1. oktober indtræder som partner.

I de internationale opslagsværker Legal 500, IFLR1000 og Chambers anerkendes Horten og flere af Hortens partnere som førende inden for energi, infrastruktur og projektudvikling, og denne Top tier-position skal Andreas Schønbeck være med til at konsolidere og sikre kontinuiteten af gennem rådgivning til aktørerne i den grønne omstilling – producenterne af vedvarende energi og virksomhederne bag dem og bag nye, bæredygtige energiløsninger og infrastruktur.

Andreas Schønbeck har desuden gennem syv år været ekstern lektor ved Aarhus Universitet og skrevet lærebøger om fortrolighedsaftaler, produktansvar og internationale kontrakter og en række artikler om kontrakter.

I 2018 blev Andreas udpeget til Berlingske Business Talent 100 i kategorien "rådgivere".

Kontakt

Andreas Schønbeck

Partner