Coronavirussen og den seneste hastelovgivning

Indtil coronavirus kom til Danmark for et par uger siden, var epidemiloven ikke noget, som nogen beskæftigede sig med. Den næsten 50 år gamle lov – der godt nok er opdateret ind imellem – blev nu lige pludselig en central størrelse at se på for både regering og erhvervsliv. Regeringen skulle finde en værktøjskasse, som kunne bringes i anvendelse til at modvirke udbredelsen af coronavirus i Danmark, der udvikler sig eksponentielt mod niveauer, som ingen kender grænsen for. Også erhvervslivet kiggede i epidemiloven for at se, hvordan de direkte og afledte skadevirkninger kunne håndteres.

Fokus kom på epidemilovens § 27, der – kort fortalt – gav hjemmel til erhvervsdrivende og andre at søge om erstatning for de tab, som foranstaltninger mod smitteudbredelse mv. ville forårsage. Den bestemmelse er nu blevet ophævet i lyset af, at der samtidig med vedtagelse af epidemiloven er blevet forberedt og indgået aftaler om kompensations- og støtteordninger for erhvervslivet under den verserende krise. Disse ordninger sigter i høj grad på at hjælpe virksomhederne med fastholdelse af likviditet i den periode, hvor deres omsætning og aktivitetsniveau er præget af udbruddet. Særligt for så vidt angår koncertarrangører er der indført bestemmelser om konkret kompensation for de tab, der lides ved nu pligtmæssige aflysninger af sådanne arrangementer.

Derudover er der følgende nyskabelser:

• I den tidligere epidemilov var den centrale udøvende myndighed de såkaldte "epidemikommissioner". Epidemikommissionerne eksisterer stadig efter den nye lov, men er blevet begrænset til at eksekvere de foranstaltninger, der besluttes og formuleres på et helt centralt sted; nemlig hos sundhedsministeren.
• Sundhedsministeren har med den nye lov fået en vidtstrakt adgang til at udstede påbud og forskrifter for de foranstaltninger, der skal gennemføres til opfyldelse af lovens grundlæggende formål, som fortsat er at hindre udbredelsen af smitsomme sygdomme i landet og at hindre sådanne smitsomme sygdommes indførelse i eller udførelse fra Danmark.
• I sundhedsministerens værktøjskasse er der herefter indsat helt konkrete bestemmelser om mulige indgreb i den personlige frihed for mennesker, der udgør en risiko. Personer kan således isoleres tvangsmæssigt, ligesom der ud fra et forebyggelseshensyn nu bliver mulighed for tvangsmæssigt at vaccinere særlige "risikogrupper" i befolkningen.
• Den nye lovs § 6 giver sundhedsministeren hjemmel til at udstede bindende forskrifter om restriktioner for og forbud mod "forsamlinger" og arrangementer mv. Alle de tidligere opfordringer til koncertarrangører, museer, kulturinstitutioner osv. må nu forventes omdannet til strafsanktionerede påbud og forbud.
• Den nye lovs § 12 a giver sundhedsministeren adgang til at "fastsætte regler om forbud mod adgang til transportmidler eller restriktioner på transportmidler …. og om, at der for skibe ikke må ske samkvem med personer i land." Ifølge bemærkningerne til loven gælder adgangen til regulering generelt af transportmidler som bus, metro, luftfartøjer og færger. Men forbud og restriktioner vil også kunne rettes mod konkrete ruter. Bemærkningerne til lovforslaget præciserer også, at bemyndigelsen kan bruges til at fastsætte regler om forbud mod, at besætninger og passagerer fra skibe, herunder krydstogtsskibe, kan få adgang til at gå i land.
• Lovens § 12 b bestemmer, at når det er nødvendigt for at forebygge eller inddæmme udbredelse af en almen farlig sygdom, kan sundhedsministeren nedlægge forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til at bruge lokaler, som erhvervsdrivende råder over, og hvortil offentligheden har adgang. Bemærkningerne til loven præciserer, at de såkaldte forretningslokaler ikke bare omfatter store installationer som færgeterminaler og lufthavne, men også visse typer af lokaler, herunder fitnesscentre og solarier.
• Lovens § 12 c giver nu mulighed for at forbyde eller begrænse besøgendes adgang til offentlige og private plejehjem og sygehuse.
• Med den nye § 12 e er der fastsat en helt generel bestemmelse, hvorefter sundhedsministeren kan fastsætte regler om, at pligter, der ifølge lovgivningen påhviler private over for det offentlige, kan fraviges, hvis der gennemføres foranstaltninger, som gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt for den private at opfylde sin pligt. Som eksempel er der i bemærkningerne nævnt, at forsamlingsforbud vil kunne forhindre gennemførelsen af generalforsamlinger i selskaber, og dette vil kunne umuliggøre selskabers pligt til at få godkendt og indsendt årsrapporter og udbetale udbytte, fordi det skal godkendes på generalforsamlingen. Bemærkningerne understreger, at dette kun er et eksempel, hvilket klart tyder på, at rækkevidden af den pågældende bestemmelse endnu ikke er helt klar.
• Der er indsat et helt kapitel 3 a, der omvendt regulerer "fravigelse af det offentliges forpligtelser og privates rettigheder ifølge anden lovgivning". Bestemmelserne tilsigter at give hjemmel til at kunne begrænse (suspendere) private rettigheder over for det offentlige, hvis det er nødvendigt at hensyn til at opfylde lovens formål. De pligter for det offentlige, der her er tænkt på, vedrører i al væsentlighed det offentlige Danmarks leverancer af ydelser inden for sundhed, undervisning og infrastruktur.