En voldgiftsklausul indgår i mange kontrakter. Bestemmelsen om voldgift står som regel i slutningen af kontrakten, og man får ikke sjældent det indtryk, at den ikke har været genstand for videre opmærksomhed. Parterne er løbet tør for energi, når de kommer til de sidste bestemmelser i kontrakten, og der bliver derfor ofte vedtaget en standardbestemmelse, som ikke er vurderet i forhold til den konkrete transaktion og de potentielle tvister, som kan opstå.
Man skal imidlertid passe meget på med en sådan 'stedmoderlig' behandling af voldgiftsklausuler. En forkert formuleret voldgiftsbestemmelse kan gøre det meget besværligt og dyrt at få afgjort en tvist – at opnå en voldgiftskendelse for et berettiget krav.
Tvister og voldgift
En aftale om voldgift afskærer de almindelige domstoles kompetence, og det er således ikke muligt for den ene part i tvisten at fravælge voldgiften, når tvisten er opstået, og i stedet anlægge retssag ved de almindelige domstole. Parterne kan i fællesskab aftale dette. Det vil sige at aftale at sløjfe voldgiftsklausulen og i stedet afgøre tvisten ved de almindelige domstole. En sådan aftale kan dog være svær at indgå, efter tvisten er opstået, idet den ene part på dette tidspunkt kan have en interesse i, at tvisten netop er vanskelig og dyr at forfølge for den anden part.
Horten har de seneste måneder været involveret i flere tvister, hvor voldgiftsklausulen har givet udfordringer i forhold til en hensigtsmæssig løsning af tvisten. Her gennemgår vi to sager, som vi har været involveret i. De er på hver deres måde illustrative for problemstillingen – at det er vigtigt at tænke sig om, når voldgiftsklausulen formuleres.
Den dyre voldgift
Den første sag vedrører en medarbejder, som køber en mindre aktiepost i et selskab. Købesummen for aktierne er nogle få hundrede tusinde kroner, som skal afdrages over tre år. Selskabet erklæres konkurs få måneder efter investeringen. Medarbejderen føler, at hun er blevet fejlinformeret om selskabets situation og har investeret på et forkert grundlag. Hun ønsker handlen ophævet, så hun ikke de næste ca. tre år skal afdrage på købesummen for de nu værdiløse aktier. Sælger fastholder handlen.
I overdragelsesaftalen er det bestemt, at enhver tvist vedrørende aktiehandlen skal afgøres af en voldgiftsret med tre medlemmer, som skal udpeges af henholdsvis Danske Advokater, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og præsidenten for Østre Landsret. Der er desuden fastsat regler for skriftvekslingen og for en mundtlig forhandling af tvisten for voldgiftsretten. Endelig er det bestemt, at voldgiftsretten selv fastsætter regler og procedurer for sagens behandling.
Parterne har på den måde aftalt, at hvis der opstår en tvist imellem dem, skal de kontakte tre forskellige institutioner, som skal udpege hver sin voldgiftsdommer (i nogle tilfælde mod gebyr), hvorefter de tre voldgiftsdommere skal formulere specifikke procesregler for afgørelsen af netop denne tvist. Herefter skal der udveksles processkrifter, hvor hver part skriftligt skal redegøre for sit standpunkt, hvorefter der skal være en mundtlig forhandling (der skal lejes et lokale), hvor parterne, dommerne, vidner mv. skal komme tilstede.
Restgælden på tidspunktet for konkursen står ikke mål med en sådan omkostningsfuld proces.
Denne sag er netop et eksempel på, at en uhensigtsmæssig voldgiftsbestemmelse kan gøre det meget vanskeligt og dyrt at få afklaret en tvist. I den omtalte sag er der aftalt en omfattende og kompleks voldgift for et forholdsvist simpelt og lille krav, og omkostningerne ved afgørelsen af tvisten vil hurtigt nærme sig det omtvistede beløb. Dette er selvsagt uhensigtsmæssigt og kan ende med at forhindre en løsning af tvisten.
Voldgiftsbestemmelsen kommer i praksis ikke til at virke efter hensigten. Den forhindrer en løsning af tvisten i stedet for at facilitere den.
En for simpel voldgift
Den anden sag er på mange måder den først omtalte sags modsætning. I denne sag var der gennemført en mellemstor virksomhedsoverdragelse mellem en dansk sælger og en svensk køber. Den handlede virksomhed fik hurtigt økonomiske problemer, og der opstod en tvist mellem køber og sælger. Parterne var bl.a. uenige om forståelsen af visse garantier givet i forbindelse med virksomhedsoverdragelsen.
I overdragelsesaftalen var det bestemt, at tvister skulle afgøres efter en forsimplet procedure ved et internationalt voldgiftsinstitut. Den forsimplede procedure indebar, at hver part som udgangspunkt alene skulle afgive ét skriftligt indlæg til voldgiftsretten, hvorefter voldgiftsretten skulle træffe afgørelse på skriftligt grundlag. Der var desuden en række restriktioner af muligheden for at føre vidner (der blev kun tilladt begrænsede skriftlige vidneerklæringer), idet sagen netop ikke skulle forhandles mundtligt.
Også i denne sag var voldgiftsklausulen uhensigtsmæssig. Den tog ikke højde for forholdene i den konkrete transaktion og de potentielle tvister, som kunne opstå. Den aftalte voldgift var egnet til en hurtig og billig afklaring af ukomplicerede tvister. Dette hænger dårligt sammen med den aktuelle virksomhedsoverdragelse, hvor det måtte forventes, at eventuelle tvister kunne blive komplekse med omfattende bilagsmateriale og behov for udførlige vidneforklaringer.
Voldgiftsklausulen – måske den vigtigste klausul i kontrakten
I de to omtalte sager havde parterne været bedre stillet, hvis voldgiftsklausulerne var byttet om. I den sidste sag lykkedes det at aftale nogle andre og mere hensigtsmæssige regler for afviklingen af voldgiften. Det er imidlertid langtfra altid, at det kan lade sig gøre. Det er derfor langt at foretrække, at der fra starten er aftalt en hensigtsmæssig voldgift, som er afpasset den konkrete transaktion og de potentielle tvister, som kan opstå.
Sammenfattende er det således vigtigt, at voldgiftsklausulen ikke nedprioriteres, blot fordi den traditionelt står sidst i kontrakten. Når der opstår uenighed, og kontrakten skal stå sin prøve, er voldgiftsklausulen den måske vigtigste bestemmelse i kontrakten.