At kontrakten er international har i mange henseender ingen betydning. De fleste reguleringstemaer vil være de samme, uanset om der er tale om en international eller en rent dansk kontrakt. Men på en række områder skal kontraktens internationale karakter iagttages:
1. Kulturelle forskelle
Først og fremmest vil modparten være udenlandsk, og det betyder, at man skal tage kulturelle forskelle i betragtning. Selvom mange virksomheder er vant til at arbejde internationalt, ændrer det ikke, at der meget vel kan være forskelle på de involveredes mentalitet, tilgang til forhandlinger og generelle adfærd, afhængig af, hvor i verden de kommer fra. Disse forskelle kan ofte være subtile og muligvis noget man end ikke registrerer under samarbejdet. Men uanset hvor iøjnefaldende de er, kan de have mærkbar betydning. Man bør derfor sætte sig ind modpartens (forretnings)kultur.
2. Internationale forhandlingsmøder
En international kontrakt lægger op til international forhandling. Rejser til forhandlingsmøder vil være nødvendige, men jo større geografisk afstanden mellem parterne er, jo mere kalder dette på, at ikke alle møder afholdes med fysisk tilstedeværelse men i stedet foregår virtuelt. Virtuelle forhandlinger er et glimrende redskab – forudsat at parterne er velforberedte og stiller op med personer, der kan træffe de nødvendige beslutninger.
3. Engelsk som kontraktsprog
I kraft af internationaliseringen vil forhandlingerne typisk foregå på engelsk, hvilket desuden medfører, at også kontrakten vil blive skrevet på engelsk. Selvom de fleste danskere mestrer engelsk – herunder på forhandlingsniveau – skærpes den sproglige kompleksitet, når det gælder engelsk som kontraktsprog. Kontrakten skal naturligvis så vidt muligt skrives, så parterne forstår den – på plain English – men sproglige nuancer og engelske juridiske termer vil ofte udgøre en væsentlig faldgrube, hvis man ikke er bevidst om betydningen heraf – uanset hvilket lands lov, kontrakten er underlagt, jf. nedenfor. I mange tilfælde vil noget så simpelt som et enkelt ordvalg have enorm betydning. Så hvis ikke man allerede har allieret sig med kompetencer, der er vant til at arbejde med engelske kontrakter, er det skødesløst ikke at gøre det.
4. Lovvalgs- og værnetingsklausuler
Når parterne hører til i forskellige lande, opstår spørgsmålet om, ved hvilket lands domstole en evt. tvist skal afgøres, og hvilket lands lov kontrakten er underlagt. Disse forhold behandles typisk i en lovvalgs- og værnetingsklausul i kontrakten. Selvom parterne næppe forventer tvister, når de forhandler kontrakten, er det en klausul, som parterne bør udarbejde med stor omhu og efter grundige overvejelser. Hvis tvisten opstår, kan det være meget ubelejligt, hvis den skal afgøres ved en fremmed domstol og i henhold til et andet lands lov – især hvis man ikke har været bevidst om dette, da man indgik kontrakten.
5. Valuta
Valuta bliver et tema, hvis kontraktens ydelser ikke skal afregnes i danske kroner. Valutaudsving udgør en risiko, hvis kontrakten involverer import eller eksport, og man bør forholde sig til, hvordan sådanne udsving kan påvirke ens indtjening, balanceposter og cash flow. Valg af afdækningsstrategi bliver derfor relevant, om end dette næppe vil blive reguleret i kontrakten, men alene være en konsekvens af kontraktens internationale karakter.
6. Eksportkontrol
Et internationalt samarbejde, der involverer varer, software og/eller teknologi, lægger op til eksport af disse aktiver. På den baggrund bliver regler om eksportkontrol relevante, hvilket bør håndteres i kontrakten. Kan aktiverne anvendes til både civile og militære formål (såkaldt dual use)? Hvortil skal aktiverne eksporteres? Hvor er aktiverne (og dele deraf) produceret? Hvilke landes eksportkontrolregler er relevante? Disse og mange flere spørgsmål kan pludseligt vise sig væsentlige at besvare.
Alle seks områder bidrager til andre typer af risici end de, der præger en rent dansk kontrakt, og håndteringen er afgørende for kontraktens risikoprofil.