I en klagesag om vejbidrag ophævede Vejdirektoratet 12. september 2019 kommunens opkrævning af vejbidrag, fordi grundlaget ikke var tilstrækkeligt klart og præcist beskrevet. Vi giver her en kort gennemgang af den nye praksis på kommuners opkrævning af vejbidrag.
Sagen handlede om en ejendom i et område, hvor kommunen planlagde byudvikling. Byudviklingen medførte bl.a. omlægning og nedlægning af nogle eksisterende veje samt anlæg af en ny fordelingsvej. Vejanlægget ville medføre, at den ene af ejendommens ejers (klager) to eksisterende vejadgange blev nedlagt. Kommunen var derfor, jf. vejlovens § 48, stk. 2, forpligtet til at tage nærmere stilling til de fremtidige adgangsforhold for klagers ejendom, herunder om der skulle etableres ny vejadgang til ejendommen, og hvor en sådan ny vejadgang i givet fald skulle placeres.
Klager modtog først sent i forløbet orientering om, at kommunen ville give ejendommen vejadgang til den nyanlagte vej, og først i forbindelse med vejens anlæg blev den nærmere placering af vejadgangen fastlagt.
Kommune gav påkrav om vejbidrag
Kommunen mente selv, at den i tilstrækkeligt omfang havde taget stilling til og hørt klager om de fremtidige adgangsforhold. Kommunen henviste herved til, at det i partshøringsbrevet til klager om den påtænkte beslutning om vejbidrag også fremgik, jf. et medfølgende oversigtskort med forskellige signaturer, at klagers ejendom ville blive pålagt vejbidrag, og at ejendommen skulle have vejadgang ad den nye vej.
Vejdirektoratets afgørelse
Vejdirektoratet fandt imidlertid ikke, at kommunen gennem partshøringsbrevet til klager havde dokumenteret, at der på tidspunktet for pålæg af vejbidrag til klager var truffet beslutning om, hvor den planlagte nye vejadgang til erstatning for den hidtidige lovlige adgang fremtidigt skulle etableres. Vejdirektoratet lagde til grund, at den nye vejadgang hverken var beskrevet i den på afgørelsestidspunktet gældende lokalplan eller i det senere ekspropriationsgrundlag. På det grundlag vurderede Vejdirektoratet, at der ikke var den nødvendige præcision og klarhed over kommunens planer om ejendommens vejadgangsforhold, herunder vejadgang til den nye vejstrækning. Kommunen havde derfor ikke haft hjemmel i vejlovens § 33, stk. 1, til at opkræve vejbidrag.
Skærpede krav til præcision og klarhed, når kommuner opkræver vejbidrag
Afgørelsen er interessant, fordi den handler om kravene til præcision og klarhed i vejmyndighedernes planlægning, hvis planerne skal danne grundlag for at opkræve vejbidrag fra grundejerne. Der er tale om en bebyrdende afgørelse, når en vejmyndighed pålægger en grundejer et vejbidrag – i det konkrete tilfælde et beløb på over 700.000 kr. Derfor må der ifølge Vejdirektoratet stilles krav til kvalificering af hjemmelsgrundlaget. Som kommune skal man således være særligt opmærksom på, at det faktiske grundlag for at kunne opkræve vejbidrag er opfyldt og kan dokumenteres, før der træffes afgørelse herom.