Byretten kom for nylig i en konkret sag frem til, at en retsvildfarelse ikke kunne anses som en suspensionsgrund i henhold til forældelsesloven § 3, stk. 2. Det fremsatte tilbagebetalingskrav var derfor forældet.
Sagen handlede om en garantierklæring afgivet i anledning af en familiesammenføring. Horten førte retssagen for kommunen, der blev frifundet.
Baggrund – Højesterets dom 2020
Højesteret afsagde 21. april 2020 dom i en sag, som ændrede kommunernes praksis vedrørende garantierklæringer på udlændingeområdet. I sagen fra 2020 var en kvindes svigermor blevet meddelt tidsbegrænset ophold i Danmark. Tilladelsen var imidlertid betinget af, at kvinden kunne forsørge svigermoren, og kvinden havde derfor underskrevet garantierklæringer, hvorved hun påtog sig den fulde forsørgelse af sin svigermor. Nogle år senere fik svigermoren tidsubegrænset opholdstilladelse, og kommunen havde i overensstemmelse med erklæringen i den periode opkrævet betaling for udbetalt hjælp.
Højesteret kom frem til, at garantierklæringen skulle anses for bortfaldet på det tidspunkt, hvor svigermoren fik tidsubegrænset opholdstilladelse.
Efter Højesterets dom genoptog kommunerne tilsvarende sager og tilbagebetalte op-krævede beløb 3 år tilbage (svarende til den ikke-forældede periode).
Den aktuelle sag
Den konkrete sag vedrørte forældelse af et tilbagebetalingskrav fra en borger i forbindelse med en garantierklæring afgivet i anledning af en familiesammenføring. Kommunen havde uberettiget inddrevet forsørgelsesbetaling fra borgeren i bl.a. 2014, efter familiemedlemmet havde fået meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse. Dermed var der tale om et tilfælde omfattet af Højesterets ændring i 2020.
Spørgsmålet i sagen var herefter, om forældelsen kunne anses for suspenderet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, da inddrivelserne var sket før 21. april 2017 (3 år før Højesterets dom).
Byrettens begrundelse
Retten fandt ikke, at der var grundlag for at anerkende retsvildfarelsen i sagen som suspensionsgrund. Retten lagde vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at kommunen konkret havde bidraget til vildfarelsen eller i øvrigt havde handlet i strid med den på daværende tidspunkt anerkendte praksis (før Højesterets dom).
Suspensionsreglen i forældelseslovens § 3, stk. 2, fandt derfor ikke anvendelse, og kravet var således forældet.
Information
Sagen er blevet anket til landsretten.
Dommen kan fremsendes i en anonymiseret udgave ved henvendelse til advokat Bo Juul Jensen (bjj@horten.dk) eller advokatfuldmægtig Janne Bach Stisen (jbs@horten.dk).
|