Lov om vanvidskørsel
Den 31. marts 2021 trådte den omdiskuterede lov om vanvidskørsel i kraft. Loven indebar at køretøjer, der er anvendt til såkaldt vanvidskørsel, som hovedregel skal konfiskeres. En ejer af en bil vil derfor som udgangspunkt få sin bil konfiskeret, selvom det ikke er ejeren, der har ført bilen. Dette gælder også et leasingselskab, der i stedet må søge sit tab dækket ved at gøre et erstatningskrav gældende mod leasingtageren eller føreren.
Beslaglæggelse af "erstatningskøretøjer"
I kølvandet på lov om vanvidskørsel og Vestre Landsrets afgørelse af 20. marts 2023 refereret i U 2023.2627 V har der hersket usikkerhed om rækkevidden af politiets adgang til at beslaglægge såkaldte erstatningskøretøjer. Dvs. køretøjer der anskaffes som substitut for et køretøj benyttet til vanvidskørsel, hvor "forseelseskøretøjet" når at blive bortsolgt, inden politiet foranlediger køretøjet beslaglagt.
Herunder har der også hersket usikkerhed om adgangen til, at politiet ville kunne beslaglægge et erstatningskøretøj, som føreren efterfølgende har leaset som erstatning for forseelseskøretøjet.
U 2023.2627 V
I afgørelsen U 2023.2627 V var et køretøj benyttet til vanvidskørsel. Der var i afgørelsen ikke sammenfald mellem tiltalte (føreren) og ejeren af forseelseskøretøjet. Det var med andre ord ikke ejeren af køretøjet, der var fører på gerningstidspunktet. I henhold til det obligatoriske udgangspunkt om tredjemandskonfiskation, skulle køretøjet således beslaglægges med henblik på tredjemandskonfiskation, hvilket ikke var bestridt under sagen.
Det lykkedes imidlertid ejeren at sælge forseelseskøretøjet og anskaffe sig et erstatningskøretøj (til eje), inden politiet fik mulighed for at beslaglægge forseelseskøretøjet. I denne sag var ejeren af forseelseskøretøjet og erstatningskøretøjet derfor den samme person.
Vestre Landsret fandt, at der i denne situation var hjemmel til at beslaglægge erstatningskøretøjet med henblik på konfiskation.
Den konkrete sag
I den konkrete sag var A i november 2023 dømt for i juni 2022 at have kørt spirituskørsel med en promille på over 2. A ejede det køretøj, som blev benyttet under forseelsen ("forseelseskøretøjet").
Forseelsen klassificerede sig som såkaldt vanvidskørsel i henhold lov om skærpet indsats mod vanvidskørsel. Køretøjet skulle således som udgangspunkt beslaglægges med henblik på konfiskation.
Da anklagemyndigheden ikke i perioden mellem forseelsen og domsafsigelsen søgte køretøjet beslaglagt, blev køretøjet solgt af A i november 2022.
I september 2023 leasede A sammen med sin samlever B et nyt køretøj hos leasingselskabet F ("erstatningskøretøjet").
Den 2. november 2023 traf byretten kendelse om at beslaglægge erstatningskøretøjet som surrogat for forseelseskøretøjet. Dette skete blandt andet med henvisning til U 2023.2627 V.
F var ikke underrettet om det forudgående retsmøde.
Vestre Landsrets afgørelse
Byretskendelsen blev efterfølgende kæret til Vestre Landsret. Leasingselskabet indtrådte som part i sagen under kæremålet.
Vestre Landsret traf kendelse i sagen den 5. marts 2024.
Vestre Landsret fandt, at der ikke i den konkrete situation, hvor forseelseskøretøjet erstattes med et leaset køretøj, var hjemmel til konfiskation. Landsretten ophævede derfor beslaglæggelsen.
Kommentar
Afgørelsen fra Vestre Landsret sætter klare grænser for politiets adgang til at beslaglægge erstatningskøretøjer, som er anskaffet som substitut for et bortskaffet køretøj, der har været benyttet til vanvidskørsel.
Som det klare udgangspunkt er der derfor ikke hjemmel til beslaglæggelse af et leaset erstatningskøretøj med henblik på konfiskation.
Afgørelsen adskiller sig fra omstændighederne i U 2023.2627 V ved, at erstatningskøretøjet ikke var anskaffet til eje, men blot var leaset. Afgørelsen understøtter derfor implicit, at rækkevidden af U 2023.2627 V ikke kan udstrækkes til at gælde erstatningskøretøjer, som ikke ejes af ejeren af forseelseskøretøjet, herunder fx leasing- og udlejningskøretøjer.
Advokat Rasmus Bytoft Sundstrup og advokat, partner Michael Gregersen bistod leasingselskabet for landsretten.