I dag træder miljøvenligt designkrav i kraft

Ecodesign-forordningen har til formål at fastlægge en ramme for fastsættelse af miljømæssige krav til design af produkter, som skal opfyldes, før produkterne kan bringes i omsætning eller tages i brug i EU. Forordningen sigter mod at øge produkters bæredygtighed og forbedre cirkulariteten med det formål at gøre bæredygtige produkter til standarden på det indre marked samt reducere det samlede CO2- og miljøaftryk, som disse produkter genererer gennem deres livscyklus.

Hvilke produkter er omfattet?

Ecodesign-forordningen bygger på erfaringerne fra Ecodesign-direktivet, som har bidraget til at reducere energiforbruget for energirelaterede produkter med 10 % samt medført en besparelse på 120 mia. euro i energiudgifter. Med forordningen er anvendelsesområdet blevet udvidet betydeligt, idet forordningen sætter krav om "miljøvenligt design" for næsten alle produktgrupper, der sælges på det europæiske marked med undtagelse af motorkøretøjer, fødevarer, foder, dyr og medicin. De specifikke produktkrav for hver produktgruppe fastsættes af EU-Kommissionen via delegerede retsakter og vil blive implementeret gradvist frem mod 2030.

Som eksempel på produkter der er omfattet, kan følgende nævnes:

• Tekstil, herunder tøj og sko
• Legetøj
• Møbler
• Hvidevarer, batterier og andre elektriske produkter
• Vaske- og rengøringsmidler
• Jern, stål og aluminium
• Maling og kemikalier

Hvori består kravene om miljøvenligt design?

Ecodesign-forordningen tillægger Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at fastsætte specifikke krav til miljøvenligt design, hvorefter industrien har 18 måneder til at opfylde dem. Forordningen specificerer de minimumskrav, som Kommissionen er forpligtet til at stille krav om i de delegerede retsakter.

De konkrete produktkrav til miljøvenligt design, som Kommissionen skal fastsætte, skal vedrøre ydeevne og produktoplysninger. Krav til produktets ydeevne indebærer, at der skal fremsættes krav til specifikke produktparametre, der forbedrer produktets holdbarhed, genanvendelighed, energiforbrug m.v., hvis disse er relevante for den pågældende produktgruppe. Som eksempel herpå kan nævnes krav om minimums- eller maksimumsniveau for energiforbruget i produktionsfasen eller mængden af et givet materiale, der indgår i produktet. Herudover skal Kommissionen fastsætte oplysningskrav til produkterne, der som minimum skal omfatte krav vedrørende (i) digitalt produktpas og (ii) oplysning om problematiske stoffer.

Nedenfor er opstillet en oversigt over nogle af de krav, som Kommissionen har mulighed for at fastsætte i henhold til forordningen:

Ydeevnekrav

Krav til parametre der forbedrer produktets ydeevne:

• Holdbarhed
• Pålidelighed
• Genanvendelighed
• Opgraderingsmuligheder
• Reparerbarhed
• Muligheden for vedligeholdelse og renovering
• Energiforbrug og energieffektivitet
• Vandforbrug og vandeffektivitet
• Miljøpåvirkning, herunder CO2- og miljøaftryk

Oplysningskrav

Obligatoriske oplysningskrav:

• Digitalt produktpas
• Oplysninger om problematiske stoffer

Øvrige oplysningskrav:

• Oplysninger til kunder/aktører om installation, anvendelighed, vedligeholdelse m.v.
• Oplysninger om returnering eller håndtering af produkter der er udtjent
  
  

Digitalt produktpas

Med forordningen indføres et digitalt produktpas, som skal stilles til rådighed for alle aktører i produkters værdikæde. Produktpasset er en teknisk løsning til at dokumentere digitale bæredygtighedsdata af fysiske produkters livscyklus og giver mulighed for at verificere, styre og synliggøre produkters bæredygtighed i praksis. Produktpasset har til formål at give forbrugere, virksomheder, offentlige institutioner og slutbrugere mulighed for at foretage informerede og mere bæredygtige valg, når de handler samt understøtte reparatørers eller genvindingsvirksomheders adgang til relevante produktoplysninger.

Oplysningerne i produktpasset afhænger af det specifikke produkt men vil blandt andet omfatte information om produkters ydeevne, herunder holdbarhed og genanvendelighed, tilstedeværelsen af kemiske stoffer, energiforbrug og energieffektivitet samt indhold af genanvendt materiale m.v. Herudover er det et krav, at produktet giver information om producenten og importøren.

Forholdet til SMV'er

Forordningen indfører en væsentlig administrativ byrde for virksomheder, hvoraf særligt små og mellemstore virksomheder bliver hårdest ramt. Når Kommissionen vedtager delegerede retsakter, sørger den for at inkludere digitale værktøjer og retningslinjer, der er tilpasset SMV'ers behov i de relevante produktsektorer. Dette skal hjælpe virksomhederne med at overholde forordningen ved at lette den administrative byrde. Herudover skal medlemsstaterne træffe de passende foranstaltninger for at hjælpe SMV'er med at leve op til de miljøvenlige designkrav. Denne hjælp kan omfatte finansiel støtte, adgang til finansiering, uddannelse af personale samt teknisk assistance.

Forbud mod destruktion af ikke-solgte forbrugerprodukter

Som led i opnåelsen af en mere bæredygtig og cirkulær økonomi har forordningen indført et forbud mod destruktion af ikke-solgte forbrugerprodukter fra den 19. juli 2026. Forbuddet omfatter destruktion af visse typer beklædningsgenstande og tilbehør hertil samt visse typer af fodtøj. Mikrovirksomheder og småvirksomheder er ikke omfattet, mens forbuddet først vil gælde for mellemstore virksomheder fra 2030. Forbuddet har til formål at gøre op med den såkaldte "brug og smid væk-kultur", som er skadelig for miljø og økonomi. Begrebet "forbrugerprodukter" henviser til produkter, der er bestemt til forbrugerne, herunder produkter der ikke er blevet udbudt til salg eller produkter, der er blevet returneret af forbrugere. Begrebet "destruktion" henviser til genanvendelse, anden nyttiggørelse og bortskaffelse. Forberedelse til genbrug, istandsættelse og genfremstilling betragtes således ikke som destruktion.