Byretten har for nylig afsagt dom i en sag, der omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en kommunes behandling af en borgers sag om ret til førtidspension eller fleksjob var udtryk for såkaldt langsommelig sagsbehandling.
Horten førte retssagen for kommunen, der blev frifundet.
Sagen angik en borger, der over en 10-årig periode havde været på først sygedagpenge og dernæst kontanthjælp. Efter de 10 år tilkendte kommunen førtidspension.
Borgeren mente, at kommunen burde have tilkendt førtidspension (eller fleksjob) fra et tidligere tidspunkt. Derudover argumenterede borgeren også for, at kommunens handlinger (og undladelser) i sagen var udtryk for langsommelig sagsbehandling.
Til støtte for sit synspunkt fremlagde borgeren lægefaglige erklæringer og oplysninger om gennemførte praktikforløb, som efter borgerens opfattelse viste, at der på et tidligere tidspunkt end vurderet af kommunen var grundlag for at tilkende førtidspension eller fleksjob.
Krav om varig nedsættelse af arbejdsevnen
Tilkendelse af førtidspension eller fleksjob kan bl.a. først ske, når arbejdsevnen anses for varigt begrænset eller varigt nedsat. Det følger af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 116, stk. 1, og lov om socialpension § 16, stk. 3, nr. 1.
Varighedskriteriet indebærer,
at borgerens arbejdsevne skal være nedsat i en sådan grad, at der ikke inden for en periode på omkring 5 år må være mulighed for, at borgeren kan blive selvforsørgende med indtægtsgivende arbejde, og
at der ikke er mulighed for, at borgerens arbejdsevne kan forbedres, fx ved behandling.
Rettens afgørelse
Retten kom frem til, at borgeren ikke havde løftet bevisbyrden for, at borgerens erhvervsevne var varigt nedsat forud for det tidspunkt, hvor kommunen iværksatte den sagsbehandling, som førte til tilkendelse af førtidspension.
Retten fandt desuden, at en sagsbehandlingstid på fire måneder - efter det tidspunkt, hvor kommunen havde tilstrækkelig dokumentation for at vurdere spørgsmålet om retten til førtidspension - ikke var at anse for langsommelig sagsbehandling.
Information
Advokatfuldmægtig Julie Ingemann Pedersen førte sagen på vegne af kommunen.
Kopi af dommen kan rekvireres ved henvendelse til advokat Bo Juul Jensen, bjj@horten.dk eller advokatfuldmægtig Julie Ingemann Pedersen, jic@horten.dk.
|