Sagen omhandlede en bil, der var finansieret på en forbrugerkøbekontrakt med ejendomsforbehold. Køber havde punktligt betalt alle ydelser på kontrakten indtil sin død, og der forelå således ikke misligholdelse af kontrakten på det tidspunkt, hvor køber afgik ved døden.
Da kreditgiver fik kendskab til dødsfaldet, anmeldte selskabet det fulde krav i henhold til købekontrakten over for skifteretten. Boet blev efterfølgende udleveret til bobestyrerbehandling, og bobestyreren meddelte herefter kreditgiver, at boet ikke ønskede at indtræde i købekontrakten, og at bilen ville blive afleveret til kreditgiver. Bobestyreren oplyste desuden, at boet – der var solvent - var uden likviditet, og afviste samtidig, at kreditgiver var berettiget til at anmelde restkravet efter salg af bilen.
Bilen blev herefter solgt, og kreditgiver anmeldte restkravet i boet. Bobestyrer afviste imidlertid kravet under henvisning til, at kreditgiver efter hans opfattelse var forpligtet til at tilbagetage bilen til fuld og endelig afgørelse.
Sagsanlæg mod boet
Kreditgiver anlagde herefter sag mod boet med påstand om, at boet skulle anerkende kreditgivers adgang til at anmelde restkravet i boet. Herunder blev det overordnet gjort gældende, at bestemmelsen i kreditaftalelovens § 48, stk. 2 om udenretlig tilbagetagelse ikke fandt anvendelse, og at kreditgiver derfor ikke var forpligtet til at tilbagetage bilen til fuld og endelig afgørelse.
Kreditgiver nærmere gældende, at der ikke forelå misligholdelse på det tidspunkt, hvor køber afgik ved døden, og at dødstidspunktet måtte anses for at være det afgørende tidspunkt for vurdering af, hvorvidt kontrakten var misligholdt.
Heroverfor gjorde boet gældende, at forholdet var omfattet af kreditaftalelovens § 48, stk. 2, og at kreditgiver derfor ikke var berettiget til at anmelde restkravet.
Boet påberåbte sig Højesterets afgørelse refereret i U2004.2062 H, og henviste til, at boets manglende betalingsvilje i henhold til Højesterets afgørelse ikke kunne anses for at være en særlig omstændighed, der gjorde, at kreditgiver kunne gøre sit restkrav gældende.
Endelig gjorde boet gældende, at boet havde været uden likviditet og således ikke havde betalt nogen ydelser på købekontrakten, hvorfor der de facto forelå misligholdelse på tidspunktet for boets meddelelse om, at man ikke ønskede at indtræde i købekontrakten.
Retten i Hjørring: Kreditgiver var berettiget til at anmelde restkrav
Retten i Hjørring fandt, at kreditgiver var berettiget til at anmelde restkravet i boet, idet Retten indledningsvis slog fast, at reglen i kreditaftalelovens § 48, stk. 2 regulerer forholdet mellem parterne i en situation, hvor der som følge af forbrugerens misligholdelse er aftalt udenretlig tilbagetagelse af det solgte.
Derudover fandt Retten, at der ikke var tale om betalings- eller anden misligholdelse af kontrakten, da køber afgik ved døden, og at der desuden ikke forelå oplysninger i sagen, der gav grundlag for at antage, at der uden dødsfaldet ville være sket misligholdelse. På den baggrund, og da boet ikke, uanset den manglende betaling af ydelser i månederne efter dødsfaldet, burde stilles bedre, end køber selv havde været stillet, fandt Retten, at boet skulle anerkende restkravet.
Vestre Landsret stadfæster byrettens afgørelse
Vestre Landsret stadfæstede byrettens afgørelse i sagen og slog fast, at kreditgiver var berettiget til at anmelde restkravet i boet med følgende begrundelse:
”Købekontrakten var ikke misligholdt, da K afgik ved døden, og dødsfaldet kan efter vilkårene i kontrakten ikke i sig selv anses for en misligholdelse eller en anteciperet misligholdelse.
Bestemmelsen i Kreditaftalelovens § 48, stk. 2 har til formål at beskytte forbrugere. Bestemmelsen kan ikke påberåbes af et bobestyrerbo, som vælger at misligholde kontrakten for at tilgodese arvingerne fremfor kreditor.”
Dommens betydning fremadrettet
Præmisserne er temmelig kortfattede, men Vestre Landsret slår fast, at Kreditaftalelovens § 48, stk. 2 ikke finder anvendelse, da der ikke forelå misligholdelse af kontrakten. Landsretten anerkender dermed samtidig kreditgivers synspunkt om, at tidspunktet for dødsfaldet skal anses for at være skæringsdato for vurderingen af, om der foreligger misligholdelse, og dermed om § 48, stk. 2 finder anvendelse.
Landsretten afviser desuden, at et bobestyrerbo kan spekulere i at bringe sig i misligholdelse med det formål at kunne aflevere det købte til kreditgiver til fuld og endelig afgørelse.
Afgørelsen betyder, at kreditgivere i forbrugerkøbekontrakter med ejendomsforbehold fremadrettet vil være berettiget til at anmelde restkravet på kontrakten i købers dødsbo, såfremt der ikke foreligger misligholdelse af kontrakten på det tidspunkt, hvor køber afgår ved døden.
Kreditgivers interesser i den pågældende sag blev varetaget af partner Tanja Lykke Stougaard.