Den 26. februar 2025 fremsatte Folketinget et lovforslag om supplerende bestemmelser til AI-forordningen, der omhandler udpegning af nationale kompetente myndigheder.

Det følger af AI-forordningen, at hver medlemsstat skal udpege mindst én bemyndigende myndighed og mindst én markedsovervågningsmyndighed.

Med dette lovforslag foreslås det, at Digitaliseringsstyrelsen bliver den bemyndigende myndighed, mens både Digitaliseringsstyrelsen, Datatilsynet og Domstolsstyrelsen deler kompetencen som markedsovervågningsmyndighed på hver deres respektive områder.

Hvordan vil arbejdsfordelingen være?

Digitaliseringsstyrelsen foreslås udpeget som markedsovervågningsmyndighed for tilsynet med visse forbudte AI-systemer i henhold til AI-forordningen. Det drejer sig om AI-systemer, der fx anvender bevidst manipulerende teknikker, eller AI-systemer som udnytter sårbarheder på grundlag af alder eller handicap.

Datatilsynet foreslås udpeget som markedsovervågningsmyndighed for tilsynet med visse forbudte AI-systemer, som bruges til at foretage risikovurderinger baseret på profilering af personlighedstræk og personlige egenskaber med henblik på at vurdere eller forudsige risikoen for, fx at en fysisk person begår en strafbar handling.

Domstolsstyrelsen foreslås udpeget som markedsovervågningsmyndighed for tilsynet med visse forbudte AI-systemer, som vedrører domstolenes anvendelse af AI-systemer, når domstolene ikke handler i deres egenskab af domstol. Det indebærer, at Domstolsstyrelsens tilsyn alene omfatter administrative forhold.

Det foreslås, at de tre udvalgte markedsovervågningsmyndigheder også tildeles beføjelser som led i deres tilsynsopgave. Det vil bl.a. bestå i at kunne foretage uanmeldte kontrolbesøg, udstede påbud og udstede midlertidigt forbud.

Lovforslaget er et nødvendigt skridt på vejen mod reguleringen af AI-systemer. Der er lagt op til en ikrafttrædelse fra 2. august 2025, hvis lovforslaget vedtages i sin nuværende form.

Lovforslaget fremsættes til 1. behandling 13. marts 2025.

Kontakter

Anne Baandrup

Partner

Emilie Loiborg

Director, advokat