Efter mere end 35 år i branchen takker Hortens partner og finans- og leasing-ekspert, Michael Gregersen, af.
Michael Gregersen har allerede fået en farvelflaske med portvin fra en af de klienter, han indledte samarbejde med i starten af 1990'erne. Klienten er blot en ud af mange trofaste, som har fulgt ham gennem de forskellige advokatfirmaer, han har arbejdet i.
"Jeg fik min bestalling i 1990 af Hans Engell, der dengang var justitsminister. Jeg lærte hurtigt at udarbejde standardkontrakter og købekontrakter. Man skulle kunne sin kreditaftaleret. Det har været basis for min rådgivning af klienterne lige siden," siger Michael Gregersen.
Michael Gregersen startede som nyudklækket cand.jur. i Jyske Bank, hvor han blandt andet arbejdede med datterselskabet Jyske Finans. Derefter fik han 15 år i advokatfirmaet Olesen og Lyager, før han tog 15 år mere i Delacour, der senere blev indlemmet i Horten.
Han beskriver sine seks år i Horten som de bedste. Mest af alt kommer han til at savne sine kolleger.
Privat har han netop købt en grund på Helgenæs med udsigt til Samsø, som han vil sætte et sommerhus på og nyde stilheden fra telefon og mails. Han satser på at bruge sit otium på at være sammen med familien, ikke mindst børnebørnene, og lystfiskeri. Måske lidt golf, selvom teknikken ikke er der helt endnu.
Horten siger et stort tak Michel Gregersen for hans store indsats. Ikke mindst det gnidningsfrie generationsskifte til partner Tanja Lykke Stougaard, der nu overtager ansvaret for samarbejdet med hans kunder.