Formalitetsafgørelsen omhandlede tre forskellige forhold:
- 1. Er en verserende voldgiftssag parterne imellem til hinder for, at en aftaleseddel kan prøves under en hurtig afgørelse, hvis der i sagerne er overlap mellem de underliggende anbringender, selvom den konkrete aftaleseddel ikke behandles i voldgiftssagen?
- 2. Kan der fremlægges skriftlige vidneerklæringer under en hurtig afgørelse?
- 3. Kan en påstand vedrørende en aftaleseddel forhøjes i replikken?
Samme tvist
Det første spørgsmål i sagen angik, hvorvidt entreprenøren kunne fremsætte krav om ekstrabetaling for leje af mobilkraner grundet angivelig utilstrækkelig byggestrøm til drift af tårnkran, eller om tvisten allerede var omfattet af en verserende voldgiftssag mellem parterne.
Af AB 18 § 68, stk. 2, fremgår, at "En sag om hurtig afgørelse ikke kan iværksættes, hvis der verserer voldgiftssag om samme tvist". I givet fald skal nævnet afvise en anmodning om at behandle tvisten efter reglerne om hurtig afgørelse.
Den verserende voldgiftssag angik en tvist mellem entreprenøren, bygherren og totalrådgiver om betaling af vejrligsbestemte vinterforanstaltninger, energiforbrug samt ekstraarbejder opstået i forbindelse med udførelse af entreprisen. Voldgiftsnævnet fandt, at den pågældende aftaleseddel ikke var indtalt i den verserende voldgiftssag. Entreprenøren havde imidlertid i sin replik anført, at der ved byggesagens opstart ikke var tilstrækkelig tilgængelig byggestrøm og bemærket, at bygherren var forpligtet til at sikre etablering af strøm, samt at sikre den nødvendige kapacitet for strømforsyningen var til stede for entreprenørens udførelse af arbejdet.
Voldgiftsnævnet fandt på denne baggrund, at der i begge voldgiftssager skulle tages stilling til, om der havde været tilstrækkelig strøm til byggepladsen, og om det var bygherrens forpligtelse at etablere tilstrækkelig strøm til byggepladsen.
Uanset den pågældende aftaleseddel ikke var indtalt i den første sag, og at indsigelsen først blev fremført efter afgivelse af replik i den hurtige afgørelse, afviste Voldgiftsnævnet at behandle entreprenørens krav om betaling af leje af mobilkraner. Nævnets afvisning ses som værende et udtryk for, at kravet i den hurtige afgørelse relaterede sig til et centralt bevistema og tvistepunkt i den verserende voldgiftssag, og derfor måtte opfattes som at angå den samme tvist, selvom sagerne ikke angik det samme krav.
Fremlæggelse af skriftlig vidneerklæring ikke tilladt
Det andet spørgsmål i sagen omhandlede, hvorvidt entreprenøren kunne fremlægge en skriftlig vidneerklæring afgivet af en projektleder tilknyttet entreprenøren.
Af hensyn til fremdriften i en sag om hurtig afgørelse bemærkede bygherren, at der ikke bør være mulighed for fremlæggelse af vidneerklæringer, da fremskaffelse heraf ofte er forbundet med besvær og tidsforbrug, der står i misforhold til formålet med en hurtig afgørelse.
Entreprenøren bemærkede, at bygherren under sagen havde haft samme mulighed for at fremlægge berettende erklæringer efter det almindelige princip om fri bevisførelse. Til støtte herfor fremhævede entreprenøren bl.a. afgørelsen i U.1989.158V, hvor Vestre Landsret fastslog, at retsplejeloven ikke indeholder regler, der afskærer fremlæggelse af berettende dokumenter.
Voldgiftsnævnet nåede frem til, at der ikke kunne fremlægges skriftlig vidneerklæring og henviste til AB Betænkning 1570/2018, side. 176, hvor det bl.a. fremgår, at:
Udvalget finder, at der er behov for en hurtig og enkel proces, baseret på skriftligt grundlag og eventuelt besigtigelse, men uden afhøring af parter og vidner. (…) En hurtig afgørelse er langt billigere og hurtigere end voldgift. For nogle konflikter vil den ikke være egnet. Det gælder navnlig dem, der kræver bevisførelse ved forklaring.
Forhøjelse af påstand efter indgivelse af anmodning om hurtig afgørelse
Det tredje og sidste spørgsmål i sagen angik, om entreprenøren efter indgivelse af anmodning om hurtig afgørelse i replikken kunne forhøje sin påstand med yderligere kr. 495.000.
Ønsket om at forhøje påstanden skyldtes, at entreprenøren i sin anmodning om hurtig afgørelse ikke havde krævet fuld betaling i henhold til en bestemt aftaleseddel men kun for en af posterne på aftalesedlen. Entreprenøren anførte, at påstandsforhøjelsen var en direkte følge af bygherrens anbringender i svarskriftet, hvor bygherren bestred betaling af den fulde aftaleseddel i sin helhed og ikke blot delvist med henvisning til, at ekstraarbejdet ikke var færdigudført.
Det blev tiltrådt af bygherren, at der var tale om ekstraarbejde, men bygherren ville først forholde sig til opgørelsen af kravet, når arbejderne var fuldført.
Påstandsforhøjelsen blev af bygherren opfattet som en ny tvist om, hvorvidt arbejderne var færdiggjort og berettigelsen til at modtage fuld betaling i henhold til den pågældende aftaleseddel. Som følge heraf gjorde bygherren gældende, at tvisten ikke burde tillades medtaget i sagen.
Voldgiftsnævnet henviste også her til AB Betænkning 1570/2018, side. 198, hvor det fremgår, at en hurtig afgørelse er begrænset til den tvist, som fremgår af anmodningen om hurtig afgørelse. Bygherren fik derfor medhold i, at der ikke kunne ske forhøjelse af påstanden med kr. 495.000,00, da det ville indebære en udvidelse af tvisten, jf. AB 18 § 68, stk. 4.
Afsluttende bemærkninger
Hurtig afgørelse er en relativ ny procesform, hvorfor de nærmere rammer stadig skal afsøges i praksis. Konklusionen på afgørelserne viser – udover de konkrete forhold – at Voldgiftsnævnet tager de snævre rammer for procesformen ret bogstaveligt. Formentlig for at fastholde det oprindelige formål om en relativ strømlinet proces, der sikrer hurtige enkle afgørelser, og ikke drukner i processuelle spørgsmål og vidtløftiggørelse af tvisten mv. undervejs.
Advokat Martin Stimpel Stenled har repræsenteret bygherren under den hurtige afgørelse.