Højesteret afsagde 11. januar 2022 dom i en principiel sag om anvendelsesområdet for virksomhedspant i goodwill. Dommen sætter derfor det endelige punktum i sagen, hvor de juridiske dommere har været enige om udfaldet i både byretten, landsretten og nu Højesteret.
Godtgørelse efter handelsagentloven
Omdrejningspunktet for sagen er en godtgørelse, som kan tildeles handelsagenter ved en agenturaftales ophør. Godtgørelsen er reguleret i handelsagentlovens § 25, som har følgende ordlyd:
"Ved agenturaftalens ophør har handelsagenten krav på en godtgørelse, hvis og i det omfang
(1)
agenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds og forbindelsen med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele, og
(2)
betaling af godtgørelse er rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig agentens tab af provision af aftale med disse kunder."
I den konkrete sag var spørgsmålet, om en godtgørelse tildelt efter handelsagentloven er omfattet af et tinglyst virksomhedspant.
Virksomhedspant i goodwill
En långiver kan som sikkerhed for gælden få virksomhedspant i låntagerens goodwill, domænenavne og rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om halvlederprodukters udformning (topografi), jf. tinglysningslovens § 47c, stk. 3, nr. 7.
Spørgsmålet for Højesteret var, om en godtgørelse efter handelsagentlovens § 25 kan karakteriseres som låntagerens goodwill og dermed kan virksomhedspantsættes.
Højesteret: Godtgørelse udgør ikke goodwill, der kan virksomhedspantsættes
Efter domsforhandling i såvel Københavns Byret som Østre Landsret, meddelte Procesbevillingsnævnet tilladelse til at indbringe Landsrettens dom til Højesteret.
Pantsætter gjorde for Højesteret gældende, at godtgørelsen gives som kompensation for mistet goodwill i form af bl.a. den opbyggede kundekreds, som måtte tilhøre handelsagenten indtil det tidspunkt, hvor agenturaftalen ophører, og den opbyggede goodwill som følge heraf går tabt for handelsagenten.
I den sammenhæng fremhævede Horten på vegne af panthaver bl.a., at det er agenturgiverens kundekreds, der omtales i handelsagentlovens § 25, og at der således ikke er tale om goodwill eller andet tilhørende handelsagenten. Derimod må bestemmelsen forstås sådan, at godtgørelsen gives som vederlag for den arbejdsindsats, som handelsagenten har ydet med opbygningen af agenturgiverens kundekreds i løbet af agenturaftalens levetid.
Sidstnævntes synspunkter var Højesteret enig i, og med Højesterets dom er det dermed fastslået, at en godtgørelse efter handelsagentlovens § 25 for handelsagenten ikke udgør goodwill, der kan virksomhedspantsættes.
Du kan læse mere om den konkrete sag og Østre Landsrets dom her: Ny landsretsdom om virksomhedspant i goodwill
Højesteretssagen blev ført af partner Nicolai Dyhr med sparring fra advokat Stefan Simmelsgaard Hansen og advokatfuldmægtig Clara Sneholm Bruhns.
Brugen af virksomhedspant
Virksomhedspant er et let anvendeligt og effektivt kreditinstrument, og der findes efterhånden praksis inden for de fleste sædvanlige grænseområder vedrørende pantets omfang.
Hvis et pengeinstitut finansierer virksomheder, som har agenturaftaler, er Højesterets afgørelse vigtig, da den oparbejdede goodwill netop tilhører agenturgiveren og ikke handelsagenten.
Et pengeinstitut, der har stillet en kreditfacilitet med virksomhedspant til rådighed for en kunde, hvis primære aktiv er handelsagentaftaler, med en kredit etableret med sikkerhed i, at pantet omfatter en eventuel godtgørelse efter handelsagentlovens § 25, bør dog overveje at gennemgå engagementet og sikkerhedspakken for at sikre, om pengeinstituttets risiko er dækket af.