Højesteret stadfæster landsrettens dom, men med en ændret begrundelse.
Sagen kommer i kølvandet på Capinordic Bank-sagen og Eik Bank-sagen. I disse sager har Højesteret været tilbageholdende med at statuere et erstatningsansvar for ledelsesmedlemmer ved tab på engagementer i perioden omkring finanskrisen.
The Business Judgement Rule
Højesteret henviste i dommen til den retlige doktrin om ledelsens forretningsmæssige skøn ('The Business Judgement Rule'), hvorefter domstolene skal udvise forsigtighed med at tilsidesætte det forretningsmæssige skøn, som ledelsen i en virksomhed har udøvet.
Derimod skal der ikke udvises forsigtighed med at tilsidesætte det forretningsmæssige skøn, hvis det må antages, at dispositionerne ikke kun er foretaget ud fra forretningsmæssige hensyn, men også ud fra andre uvedkommende hensyn.
Princippet, der blev slået fast af Højesteret i Capinordic Bank-sagen (UfR 2019.1907 H) indebærer, at følgende fire kriterier skal indgå i vurderingen af, hvorvidt der kan statueres et culpaansvar i forhold til et fejlslået engagement:
- Formålet med lånet.
- Låntagers økonomiske forhold.
- Den stillede sikkerhed.
- Kundens evne til at drive sin virksomhed set i lyset af den almindelige økonomiske konjunktur.
Sagen mod den tidligere direktør i ebh bank
Finansiel Stabilitet havde rejst et samlet krav på ca. 550 mio. kr. mod tidligere ledelsesmedlemmer af banken. Sagen blev behandlet ved landsretten i 1. instans.
Landsretten frifandt ebh banks tidligere direktør for to ud af tre påstande. I ét af de to forhold, hvor der skete frifindelse, vurderede landsretten, at direktøren havde handlet ansvarspådragende. Da Finansiel Stabilitet ikke kunne påvise at have lidt et tab, skete der alligevel frifindelse.
Sagen for Højesteret angik kun de tre påstande mod den tidligere direktør, hvor den samlede erstatningspåstand var begrænset til 100 mio. kr.
De tre omtvistede engagementer handlede om:
- Udstedelse af pantebrevsgarantier for i alt 130 mio. kr., hvilket overskred direktørens bemyndigelse. Landsretten frifandt, da et tab ikke kunne påvises.
- En mulig forpligtelse for banken til at tilbagekøbe nogle aktier samt kreditgivning til samme gruppe af investorer. Landsretten frifandt.
- Tilbagekøb af nogle pantebreve, hvorefter banken led et tab på ca. 2 mio. kr. Landsretten fandt, at direktøren var erstatningsansvarlig.
Udstedelse af pantebrevsgarantier
Højesteret fandt, at direktøren havde handlet ud over sin bemyndigelse, da han stillede pantebrevsgarantier for 130 mio. kr. Direktionen havde kun bemyndigelse til at stille garanti for 15 mio. kr.
Pantebrevsgarantierne var udstedt for pantebreve, som blev solgt af fonden, der ejede 45 % af ebh bank og bankens datterselskab.
På den baggrund anførte Finansiel Stabilitet, at der ved garantistillelsen blev varetaget hensyn, der var banken uvedkommende, hvorfor der ikke skulle udvises tilbageholdenhed ved vurderingen af det forretningsmæssige skøn.
Højesteret lagde vægt på, at fondens primære formål var at yde støtte til og på enhver måde virke til gavn for banken. De andre garantier blev udstedt for pantebreve solgt af bankens datterselskab. Højesteret fandt derfor ikke, at der var grundlag for at fastslå, at der var varetaget uvedkommende hensyn. Engagementet skulle derfor vurderes efter forsigtighedsprincippet.
Højesteret fandt, at direktørens overtrædelse af sin bemyndigelse i sig selv ikke kunne begrunde et erstatningsansvar.
Højesteret vurderede, at ebh bank havde fornødent kendskab til de solgte pantebreve fra fonden og datterselskabet. Disse fremstod ikke som nødlidende på daværende tidspunkt. Der blev også foretaget en intern vurdering af pantebrevene, hvori det blev vurderet, at pantebrevene havde god dækning i ejendommenes værdi. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte direktørens forretningsmæssige skøn. Modsat landsretten fandt Højesteret, at der derfor ikke var handlet ansvarspådragende.
Tilsagn om tilbagekøb af aktier
Finansiel Stabilitet havde også støttet et krav på, at direktøren angiveligt skulle have givet nogle investorer tilsagn om tilbagekøb af aktier i et ejendomsselskab. De samme investorer havde fået kreditter i ebh bank.
Højesteret fandt det ikke bevist, at direktøren havde givet tilsagn om tilbagekøb af aktierne.
Ifølge Finansiel Stabilitet havde fonden, der ejede 45 % af banken, en interesse i at aktierne blev solgt. Direktøren skulle igen have varetaget uvedkommende hensyn til fonden ved bevillingen af kreditterne. Højesteret henviste til deres tidligere vurdering af forholdet mellem fonden og banken. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte forsigtighedsprincippet.
Højesteret fandt, at der efter en forsigtig vurdering ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kreditterne – der blev givet inden finanskrisen – var uforsvarlige. Direktøren blev derfor også frifundet for dette krav.
Tilbagekøb af pantebreve
Højesteret fandt, ligesom landsretten, at direktøren var erstatningsansvarlig for tilbagekøb af nogle pantebreve.
En køber af to pantebreve af banken havde udtrykt utilfredshed med et af pantebrevene. Herefter tilbagekøbte ebh bank pantebrevet. Det samme skete med en anden kunde.
Herefter tilbagekøbte ebh bank, på eget initiativ, tre yderligere pantebreve. Det skete, efter at udstederen af pantebrevene havde anmeldt betalingsstandsning. Ved det senere salg af ejendommen, der var stillet som sikkerhed, led banken et tab på ca. 2 mio. kr. på et af de pantebreve, som banken på eget initiativ havde tilbagekøbt.
Højesteret fandt, at ebh bank hverken havde haft en forpligtelse eller forretningsmæssig interesse i at tilbagekøbe pantebrevene. Dispositionen har følgelig ikke fremstået som værende en varetagelse af vedkommende hensyn. Dertil kommer, at direktøren ikke havde forelagt engagementet for bestyrelsen, som påkrævet efter den dagældende lov om finansiel virksomheds § 76.
Tendenser
Højesterets dom i ebh bank-sagen illustrer tendensen i retspraksis om en tilbageholdende tilgang til at tilsidesætte ledelsesmedlemmers forretningsmæssige skøn.