Virksomhedspant er en flydende panterettighed, hvor de omfattede aktiver ikke individualiseres og registreres enkeltvis. Pantet omfatter derimod de til enhver tid værende aktiver indenfor de aktivgrupper, der fremgår af tinglysningslovens § 47 c, bl.a. i goodwill.
Sagen kort fortalt
Sagen omhandlede en bank, som til sikkerhed for sit lån til et selskab havde fået virksomhedspant i selskabets aktiver, herunder i goodwill, domænenavne og rettigheder i henhold til patentloven, varemærkeloven, designloven, brugsmodelloven, mønsterloven, ophavsretsloven og lov om halvlederprodukters udformning (topografi), jf. tinglysningslovens § 47c, stk. 3, nr. 7.
Selskabet fungerede som handelsagent og fik under en voldgiftssag tilkendt en godtgørelse efter handelsagentlovens § 25 som følge af, at en agenturgiver havde opsagt parternes agenturaftale. Denne godtgørelse afleverede selskabet til banken til nedbringelse af gælden.
Da selskabet senere gik konkurs, blev banken dog kontaktet af kurator, som mente, at denne betaling var omstødelig efter konkurslovens regler. Ifølge kurator var godtgørelsen efter handelsagentlovens § 25 ikke omfattet af bankens virksomhedspant, og den skulle derfor fordeles mellem konkursboets kreditorer.
Banken delte kurators opfattelse omkring virksomhedspantets omfang og betalte godtgørelsen tilbage til konkursboet. Da det efter konkursens afslutning stod klart, at banken ikke opnåede fuld dækning for den samlede gæld, rettede banken sit krav på restgælden mod selskabets ejer, da denne havde kautioneret personligt for selskabets gæld over for banken.
Ejeren mente ikke, at banken burde have tilbagebetalt godtgørelsen efter handelsagentlovens § 25 til konkursboet, da denne godtgørelse efter ejerens mening var omfattet af virksomhedspantet i aktivgruppen goodwill. Af denne grund ville ejeren ikke betale den del af bankens gæld, der svarede til godtgørelsen, og sagen måtte afgøres ved domstolene.
Horten repræsenterede banken under sagen både ved Københavns Byret og i Østre Landsret.
Rettens afgørelse
Handelsagentlovens § 25, stk. 1, har følgende ordlyd:
"Ved agenturaftalens ophør har handelsagenten krav på en godtgørelse, hvis og i det omfang
(1)
agenten har skaffet agenturgiveren nye kunder eller en betydelig udvidelse af handelen med den bestående kundekreds og forbindelsen med disse kunder fortsat vil give agenturgiveren betydelige fordele, og
(2)
betaling af godtgørelse er rimelig under hensyn til samtlige omstændigheder, herunder navnlig agentens tab af provision af aftale med disse kunder."
Ejeren argumenterede for, at bestemmelsen og forarbejderne til denne skulle fortolkes sådan, at handelsagenten ved ophør af agenturaftalen mister sin andel af den goodwill og kundekreds, som er opbygget gennem agentens arbejde, og at godtgørelsen derfor gives for agentens mistede goodwill.
Efter ejerens mening måtte godtgørelsen derfor anses for goodwill i tinglysningslovens § 47 c's forstand og dermed omfattet af bankens virksomhedspant.
Horten argumenterede på vegne af banken for, at der som følge af agenturaftalen er blevet opbygget en kundekreds og goodwill, som kun tilhører agenturgiveren – ikke handelsagenten. Godtgørelsen gives derfor ikke for mistet goodwill, men derimod som en kompensation for handelsagentens arbejde og tab af fremtidig provision, fordi agenturaftalen ophører. Banken mente, modsat ejeren, at bestemmelsen og dens forarbejder netop udtrykker dette.
Bankens opfattelse var derfor, at godtgørelsen ikke var omfattet af det stillede virksomhedspant i selskabets goodwill. Derfor havde banken berettiget tilbagebetalt godtgørelsen til konkursboet, og var derfor også berettiget til at kræve det tilsvarende tab dækket af kautionisten.
Både byretten og landsretten gav banken medhold, og landsretten udtalte eksplicit, at godtgørelsen efter handelsagentlovens § 25 ikke kan anses for at udgøre betaling af goodwill, som er omfattet af virksomhedspant i selskabets goodwill.
Ejeren har efterfølgende ansøgt om tredjeinstansbevilling til at anke landsrettens dom til Højesteret, og parterne afventer nu Procesbevillingsnævnets svar.
Der er efter Hortens opfattelse tale om en korrekt afgørelse.
Brugen af virksomhedspant
Virksomhedspant er et let anvendeligt og effektivt kreditinstrument, og der findes efterhånden praksis inden for de fleste sædvanlige grænseområder.
Såfremt et pengeinstitut finansierer virksomheder, som har agenturaftaler, bør dommen ikke virke afskrækkende, eftersom den oparbejdede goodwill netop tilhører agenturgiveren og ikke handelsagenten.
Har pengeinstituttet imidlertid stillet kreditfacilitet med virksomhedspant til rådighed for en kunde, hvis primære aktiv er handelsagentaftaler, og har pengeinstituttet ydet kredit ud fra en forventning om, at pantet omfatter en eventuel godtgørelse efter handelsagentlovens § 25, bør det overvejes at gennemgå engagementet og sikkerhedspakken for at klarlægge, om pengeinstituttets risiko er dækket af.
Horten har stor erfaring i rådgivning om etablering og anvendelse af virksomhedspant, herunder i nedbrudsscenarier.
Landsretssagen blev ført af advokat Stefan Simmelsgaard Hansen med sparring fra juniorpartner Bo Christensen og advokatfuldmægtig Clara Sneholm Bruhns.