Også byggeriet er berørt af COVID-19-situationen. Vi giver vores bud på, om COVID-19 kan karakterises som force majeure i AB92/AB18's forstand, herunder de tidsmæssige og økonomiske konsekvenser heraf.

Scenarierne er mange og udviklingen går stærkt, hvorfor der ikke kan gives entydige svar på alle spørgsmål i en generel nyhed. Det skal dog ikke afholde os fra at give vores vurdering af de overordnede retningslinjer.

Entreprenørens ret til tidsfristforlængelse

Der er ikke nogen fast juridisk definition af force majeure i dansk entrepriseret, men de grundlæggende betingelser er normalt, at der er (1) tale om udefrakommende omstændigheder, (2) som det på forhånd er klart, at entreprenøren ikke burde have forudset og (3) ikke kan afværge. Normalt skal der også være tale om en begivenhed af ekstraordinær karakter.

I AB18 § 39, stk. 1, litra c, er det formuleret på følgende måde (AB 92 § 24, stk. 1, nr. 3 er stort set enslydende):

"Entreprenøren har ret til forlængelse af tidsfrister, når arbejdets udførelse forsinkes som følge af: (…) c) krig, usædvanlige naturbegivenheder, brand, strejke, lockout, blokade, hærværk eller tilsvarende forhold, der opstår uden entreprenørens skyld, og som entreprenøren ikke er herre over."

Det er oplagt, at COVID-19 er opstået uden entreprenørens skyld, og at han ikke er herre over forholdet. De to første betingelser, må dermed anses som opfyldt. Spørgsmålet er derfor om COVID-19 kan sidestilles med de anførte eksempler i bestemmelsen, jf. formuleringen "eller tilsvarende forhold".

De klare anbefalinger og henstillinger fra myndighederne om karantæne til alle personer, der har været i kontakt med en person, der er smittet med COVID-19, henstillingen til at undgå alle sociale aktiviteter, lukning af skoler og institutioner mv. taler for, at der er tale om en helt ekstraordinær situation.

Det kan imidlertid diskuteres, om det er nok til at udgøre force majeure, så længe der kun er tale om anbefalinger, henstillinger og lignende. Den 12. marts 2020 vedtog Folketinget imidlertid ændringer af Epidemiloven, og den 17. marts 2020 vedtog sundhedsministeren COVID-19 bekendtgørelsen. Det er ikke utænkeligt, at disse ændringer samt COVID-19 bekendtgørelsen kan have indflydelse på entreprenørens ret til tidsfristforlængelse.

I lyset af myndighedernes henstillinger og de seneste ændringer af Epidemiloven er det samlet set vores vurdering, at der er mest, der taler for, at konsekvenserne af COVID-19 på nuværende tidspunkt har en så ekstraordinær karakter, at det i nogle tilfælde kan karakteriseres som en force majeure begivenhed i AB 18/92's forstand.

Bygherrens ret til tidsfristforlængelse

Det er imidlertid ikke kun entreprenøren, der kan opnå ret til tidsfristforlængelse, hvis der er tale om force majeure.

Bygherren kan tilsvarende opnå ret til tidsfristforlængelse ud fra de samme betingelser, hvis han bliver forhindret i at opfylde sine forpligtelser under entreprisekontrakten, jf. AB 18 § 42/AB 92 § 26.

Eksempler på bygherreforpligtelser, der kan tænkes forsinket som følge af foranstaltningerne mod COVID-19, kan være bygherreleverancer eller at tilsynet forhindres i at møde på byggepladsen.

Årsagssammenhæng og bevisbyrde

Men kan den forsinkede part så blot sige "COVID-19" og herefter læne sig tilbage uden at foretage sig yderligere? Nej.
Den forsinkede part skal foruden at reklamere rettidigt også løfte bevisbyrden for, at der er konkret sammenhæng mellem følgevirkningerne af COVID-19 og den tidsfristforlængelse, der påberåbes.

Desuden skal det dokumenteres, at man ikke kunne afbøde eller begrænse forsinkelsen med rimelige tiltag. Hvor store krav, der stilles til de tiltag en part er forpligtet til at foretage afhænger af de konkrete omstændigheder. Det antages dog normalt, at der ikke stilles lige så strenge krav i entrepriseforhold, som når det gælder almindelige køb.

Økonomiske konsekvenser

Hvis det lægges til grund, at en af parterne har ret til tidsfristforlængelse som følge af force majeure, leder det straks videre til spørgsmålet om, hvilke økonomiske konsekvenser tidsfristforlængelsen medfører for byggeriets parter.

Svaret herpå findes i AB92 § 27, stk. 3/AB18 § 43, stk. 3, litra a. Det følger af disse bestemmelser, at entreprenøren hverken er berettiget til godtgørelse eller erstatning i denne situation. Entreprenøren får tiden, men må selv bære omkostningerne.



Samlet vurdering af Covid-19's konsekvenser for byggeriet

Samlet set er det Hortens vurdering, at nogle af de følger COVID-19 har for byggeriet i skrivende stund må karakteriseres som force majeure, og dermed kan berettige både entreprenører og bygherre i igangværende byggerier til tidsfristforlængelse.

Der skal dog altid foretages en konkret vurdering og det er under alle omstændigheder en forudsætning, at den forsinkede part både reklamerer rettidigt og kan løfte bevisbyrden for, at konsekvenserne af COVID-19 har medført forsinkelse i det påståede omfang, herunder at han/hun har gjort, hvad der med rimelighed kan forventes for at minimere forsinkelsen.

Kontakt

Niels Jørgen Oggesen

Partner

Lars Gregersen

Partner