Dommen er én i en række af afgørelser om ledelsesansvar i forbindelse med en række bankers konkurs efter finanskrisen. Hovedspørgsmålene i sagen var, om bankens daværende bestyrelse og direktion havde pådraget sig et erstatningsansvar over for banken for tab på to låneengagementer.
Højesteret stadfæstede landsrettens dom vedrørende det ene låneengagement. I relation til det andet låneengagement, hvor landsretten havde pålagt fire ledelsesmedlemmer at betale 28,6 mio. kr. i erstatning, fandt Højesteret, at ingen af ledelsesmedlemmerne havde handlet ansvarspådragende.
The Business Judgement Rule
Højesteret henviste i dommen til den retlige doktrin om ledelsens forretningsmæssige skøn ('The Business Judgement Rule'), hvorefter domstolene skal udvise forsigtighed med at tilsidesætte det forretningsmæssige skøn, ledelsen i en virksomhed har udøvet.
Derimod skal der ikke udvises forsigtighed med at tilsidesætte det forretningsmæssige skøn, hvis det må antages, at bevillingen ikke kun er foretaget ud fra forretningsmæssige hensyn, men også ud fra andre uvedkommende hensyn.
Højesteret har i Capinordic Bank-dommen (UfR 2019.1907H) opstillet fire kriterier, der indgår i vurdering af et låns forsvarlighed:
1. Formålet med lånet
2. Låntagers økonomiske forhold
3. Den stillede sikkerhed
4. Kundens evne til at drive sin virksomhed set i lyset af den almindelige økonomiske konjunktur.
Højesteret gentog anvendelsen af disse fire kriterier og foretog således en konkret vurdering af de to låneengagementer.
Særlig interessant er det dog, at Højesteret med sine præmisser i Eik Bank-sagen synes at udvide det forretningsmæssige skøn, idet der i præmisserne ikke blot henvises til det forretningsmæssige skøn i forhold til vurderingen af låneengagementerne, men også henvises til, ”at der må udvises forsigtighed med at tilsidesætte bankens ledelses vurdering af, om de foreliggende oplysninger udgør tilstrækkeligt grundlag for kreditvurderingen, eller om der er behov for at indhente f.eks. en ekstern sagkyndig vurdering.”
Højesteret tilkendegiver med denne præmis, at der også må indrømmes ledelsen et vist skøn i forhold til, hvad der er et tilstrækkeligt beslutningsgrundlag for de forretningsmæssige dispositioner. Dermed gøres det klart, at The Business Judgment Rule ikke blot giver adgang til et skøn i forhold til den konkret vurdering af forretningsmæssige dispositioner, men også i forhold til det beslutningsgrundlag, som danner grundlag for det forretningsmæssige skøn.
"Upsides" udgjorde ikke uvedkommende hensyn
Finansiel Stabilitet havde gjort gældende, at bankens anvendelse af "upsides" – en risikabel og resultatbaseret vederlagsmodel, hvor banken får del i låntagerens eventuelle overskud – udgjorde et uvedkommende hensyn, og at Højesteret derfor burde foretage en tættere prøvelse af ledelsesmedlemmernes forretningsmæssige skøn.
Højesteret bemærkede, at selvom der er grund til særlig opmærksomhed på kreditvurderingen, hvor der er aftalt "upsides", udgør disse et vederlag til banken, og altså ikke et uvedkommende hensyn. Derfor måtte forsigtighedsprincippet opretholdes i relation til Eik Bank.
De to udlånsengagementer
Højesteret foretog i første række en vurdering af lånebevillingerne i de to konkrete udlånsengagementer.
I det ene engagement havde Finansiel Stabilitet gjort gældende, at det var uforsvarligt at bevilge lån til finansiering af opførelse af en kontorejendom, da banken dels havde kendskab til, at den låntagende koncern i 1980'erne var blevet dømt for hashsmugling, og dels havde anvendt upsides. Højesteret afviste i den forbindelse, at disse forhold skulle medføre långivningens uforsvarlighed.
I det andet engagement havde Finansiel Stabilitet gjort gældende, at det var uforsvarligt at bevilge et risikabelt tillægslån til forbedring af låntagerens likviditet.
For begge udlånsengagementer lagde Højesteret til grund, at bevillingerne af udlån var sket på baggrund af kreditindstillinger, der indeholdt oplysninger om formålet med lånet, låntagerens økonomiske forhold, den stillede sikkerhed og låntagerens evne til at drive virksomhed. Højesteret fandt på den baggrund ikke grundlag for at tilsidesætte ledelsens forretningsmæssige skøn ved bevillingen af disse lån og slog derfor fast, at ledelsesmedlemmerne ikke havde handlet ansvarspådragende ved at bevilge lånene.
Uberettigede hævninger
Endelig gjorde Finansiel Stabilitet gældende, at der var sket uberettigede hævninger til projektet med opførelse af kontorejendomme i strid med bevillingen. Ligeledes var der ikke sket en opdeling af lånene mellem Eik Bank Danmark, Eik Bank Færøerne og Eik-fonden som ellers forudsat i bevillingen. Dette udgjorde ifølge Finansiel Stabilitet generelt uforsvarlige forhold, som var ansvarspådragende for ledelsen.
Højesteret fandt dog, at der ikke forelå generelt uforsvarlige forhold i banken, der kunne begrunde et erstatningsansvar. Derudover havde bankens bestyrelse allerede i henholdsvis september og november 2008 haft anledning til at rejse et erstatningskrav for den påståede bevillingsstridige hævning, som derfor var forældet.
Fortsatte tendenser
Eik Bank-sagen har fulgt de samme generelle tendenser, vi tidligere har beskrevet i forbindelse med EBH Bank-sagen, men har suppleret med en præmis, der udvider rammen for det forretningsmæssige skøn, som beskrevet ovenfor i afsnittet om The Business Judgment Rule.
Finansiel Stabilitet havde til forskel fra landsretssagen frafaldet anbringendet om, at ledelsen var ansvarlig for den generelle drift af Eik Bank. Dette er i tråd med tilskæringen i de øvrige banksager, der oprindeligt var indledt med påstande, som vedrørte ledelsens ansvar for hele bankens økonomiske sammenbrud. Det er således ikke lykkedes Finansiel Stabilitet at komme igennem med synspunktet om, at ledelsesmedlemmerne er erstatningsansvarlige som følge af generel uforsvarlig indretning og/eller generel uforsvarlig drift af banken.