Horten har pr. 1. marts 2020 ansat Andreas Schønbeck som advokat i afdelingen for Energi, Forsyning & Infrastruktur.
Andreas blev advokat i 2012 og kommer fra en stilling som Lead Counsel og leder af afdelingen – Global Supply Chain (Legal) i dansk-japanske MHI Vestas Offshore Wind A/S. Inden da arbejdede Andreas fem år i Vestas Wind Systems A/S. Samlet har Andreas i ti år arbejdet fokuseret med transaktioner og komplekse kontrakter inden for energisektoren - både på salgs-, service- og indkøbssiden - og han har forhandlet kontrakter globalt, især i Asien, Europa og USA.
Andreas har derudover igennem syv år været ekstern lektor i erhvervsret og commercial law på Aarhus Universitet og har skrevet en række artikler om kontrakt- og produktansvarsretlige emner samt lærebøger om fortrolighedsaftaler og produktansvar. Desuden afholder Andreas kurser i produktansvar, internationale kontrakter og kontraktkoncipering og er kommentator på Karnov (Lov om Forretningshemmeligheder).
I 2018 blev Andreas udpeget til Berlingske Business Talent 100 i kategorien "rådgivere".