Der findes i dansk ret en almindelig adgang til på visse betingelser at gennemtvinge modregning, hvis man bliver mødt af et krav fra en part, som man selv har et krav mod. Denne mulighed kan især virke fristende, hvis den anden part er gået konkurs, men for at kunne sikre, at det konkursretlige lighedsprincip overholdes, er modregning i denne specifikke situation reguleret i konkursloven.
Modregning i konkurs
Modregningsadgangen i konkurs er reguleret af fristdagen, som i de fleste tilfælde vil være den dag, hvor skifteretten har modtaget konkursbegæringen, men også kan være dagen for indledning af rekonstruktion. Hvis man på fristdagen havde et krav mod den konkursramte part, kan man efter konkurslovens § 42, stk. 1, benytte dette til modregning over for et krav, som den konkursramte part samtidigt måtte have mod én.
Bestemmelsens stk. 2 angiver derudover, at der kan ske modregning mellem krav, som begge er stiftet i perioden mellem fristdagen og konkursdekretets afsigelse. Der kan således kun ske modregning mellem krav, som er opstået på samme side af fristdagen.
Konnekse krav
Krav, der udspringer af det samme retsforhold, har en så nær sammenhæng, at der opstår en udvidet modregningsadgang efter dansk rets almindelige regler om tvungen modregning. Dette betegnes konneksitet.
Modregning af konnekse krav i konkurs
Efter konkurslovens § 42 kan der som sagt kun ske modregning med krav, som er stiftet på samme side af fristdagen, og der gives efter ordlyden ikke en udvidet modregningsadgang for konnekse krav.
Det har dog været antaget i teori og praksis, at der også i konkurs gælder en udvidet adgang til modregning med konnekse krav efter dansk rets almindelige regler, som derfor fungerer ved siden af konkurslovens § 42 og giver adgang til at modregne på tværs af fristdagen. Dette er også nævnt i Betænkning nr. 983/1983 om betalingsstandsning, som blev afgivet i forbindelse med vedtagelsen af konkursloven af 1984.
Nærmere fastlæggelse af hvornår der foreligger konneksitet, som kan føre til en udvidet modregningsadgang, er dog ikke medtaget i bestemmelsen, og udvalget har i betænkningen overladt det til domstolene at tage stilling til dette. Spørgsmålet har herefter været, hvornår der foreligger krav, der har en så nær sammenhæng, at de giver mulighed for modregning på tværs af fristdagen.
Der er ganske lidt trykt retspraksis vedrørende dette spørgsmål.
Vestre Landsrets dom af 17. december 2019
I den nye sag for Vestre Landsret var det en aftale om distribution og lagerføring af hårde hvidevarer mellem de to parter B og D, der dannede grundlag for kravene. Der blev indledt rekonstruktionsbehandling af B, og aftalen med D blev videreført med rekonstruktørens samtykke. B blev dog kort herefter erklæret konkurs, og konkursboet afkrævede D betaling for arbejdet efter rekonstruktionens indledning.
Boets krav var derfor stiftet efter fristdagen. D meddelte herefter, at man ønskede at modregne med et erstatningskrav mod B, som vedrørte lagersvind i forbindelse med aftalen i en periode inden indledning af rekonstruktionen. D's krav var derfor stiftet inden fristdagen.
Parterne var enige om, at kravene var stiftet på hver sin side af fristdagen. D mente dog alligevel godt, at der kunne ske modregning, da kravene var konnekse.
Konkursboet mente omvendt, at modregning ville være i strid med lighedsprincippet i konkurslovens § 10 c og hensynet bag konkurslovens § 12 o om videreførelse af aftaler under rekonstruktion og henviste til, at adgangen til modregning med konnekse krav i konkurs er op til domstolenes vurdering og dermed ikke absolut.
Landsretten fandt, at der var tale om krav, som udsprang af den samme aftale, og at de derfor var konnekse. Derudover var der efter landsrettens mening en så nær forbindelse mellem kravene, at der kunne ske modregning på tværs af fristdagen.
Der er med landsrettens afgørelse dermed sket en tilføjelse til de tilfælde, som den sparsomme retspraksis indtil nu har vurderet, giver adgang til modregning med konnekse krav på tværs af fristdagen.
Modregningsadgangen er fortsat op til domstolenes konkrete vurdering, men afgørelsen må siges at indikere, at krav, der udspringer af den samme aftale, som udgangspunkt må antages at have en så nær sammenhæng, at der kan modregnes på tværs af fristdagen.