Baggrunden for ansvaret er i overordnede træk, at de dømte personer enten ved forsæt (den tidligere direktør) eller ved grov uagtsomhed gentagne gange havde tilsidesat de forpligtelser, som selskabsretligt og revisionsretligt påhvilede dem hver især, og at dette har ført til, at en række investorer led et betydeligt tab, som er anmeldt i konkursboet.
Retten i Roskilde afsagde den 31. marts 2020 dom i den civilretlige del af Hesalight-sagen, der omhandler ledelsens og revisors erstatningsansvar over for konkursboet. Byretten fandt, at såvel virksomhedens daværende direktør, bestyrelsesformanden, et bestyrelsesmedlem samt revisor hver især var erstatningsansvarlige for de krav, som virksomhedens investorer kunne anmelde i konkursboet, og at de hæftede solidarisk herfor. Samtidig fandt byretten, at den daværende direktør, bestyrelsesformanden og revisoren i det indbyrdes forhold skulle friholde bestyrelsesmedlemmet henset til graden af den udviste adfærd fra de øvrige tre personer.
Byretten fandt ikke anledning til at lempe de enkelte erstatningsansvarlige personers ansvar, herunder hverken efter reglerne i selskabsloven eller erstatningsansvarsloven. Konkursboet, som havde nedlagt påstand om 200 mio. kr., fik derfor medhold i sin påstand over for disse personer. Ét bestyrelsesmedlem blev frifundet.
Østre Landsret har efterfølgende afsagt dom i straffesagen mod Hesalights daværende direktør. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse, hvorefter den daværende direktør blev ikendt syv års ubetinget fængsel for bedrageri, dokumentfalsk, mandatsvig, skyldnersvig og momssvig.
Ansvarsgrundlaget
Såvel bestyrelsen som direktøren i et selskab kan ifalde erstatningsansvar i medfør af selskabslovens § 361, hvis de under udførelsen af deres hverv forsætligt eller ved uagtsomhed har tilføjet selskabet tab. Bestemmelsen gælder tilsvarende for revisors erstatningsansvar.
I tilfælde af, at flere personer er erstatningsansvarlige for det samme tab, hæfter de som udgangspunkt solidarisk herfor, medmindre der er grundlag for at pålægge én eller flere af de erstatningsansvarlige at bære det endelige ansvar for tabet
Forkerte årsrapporter og falske underskrifter på kontrakter skulle tiltrække investorer
Direktøren
Retten i Roskilde fandt det i Hesalight-sagen bevist, at direktøren forsætligt, ved hjælp af falske underskrifter og en ukorrekt medregning af usikre aftalegrundlag som aktiver i årsregnskaberne, havde bevirket, at en række obligationskøbere havde købt obligationer i Hesalight på et forfalsket grundlag. Retten fandt det endvidere bevist, at disse køb af obligationer ikke ville være sket, såfremt årsrapporterne havde været sandfærdige, og obligationskøberne derfor var blevet korrekt informeret om Hesalights økonomiske forhold. Direktøren var derfor erstatningsansvarlig for de tab, obligationskøberne ville kunne anmelde i konkursboet.
Derudover fandt byretten, at direktøren var erstatningsansvarlig for de tab, Hesalight havde lidt, bl.a. ved en række overførelser til sig selv, sin ægtefælle og deres ejendomme, samt det tab selskabet havde lidt ved misligholdelsen af nogle aftaler, som direktøren burde have indset, at selskabet ikke kunne overholde.
Af byrettens præmisser fremgår bl.a., at direktøren havde tilsidesat sine forpligtelser til som direktør at sikre en forsvarlig organisation af selskabets virksomhed og regnskabsaflæggelse, herunder bogføring, at direktøren havde forsømt at sikre de fornødne procedurer i forbindelse hermed, og at han endvidere ikke havde sikret en tilfredsstillende, formel forvaltning af selskabet på en betryggende måde.
Bestyrelsesformanden
Også bestyrelsesformanden er fundet erstatningsansvarlig, idet han gentagne gange og ved grov uagtsomhed havde forsømt at sikre sig en forsvarlig bogføring og regnskabsaflæggelse.
Bestyrelsesformanden havde således, på trods af kendskab til direktørens privatøkonomiske forhold, ikke gjort noget for at undersøge omstændighederne omkring udbetalinger og et lån på 25 mio. kr. til direktøren, ligesom han ikke havde reageret på flere eksterne og interne advarsler herom.
Derudover burde bestyrelsesformanden have indset, at der i årsrapporten for 2013/2014 (forud for børsnoteringen) var medregnet kontrakter som aktiver, der ikke skulle have været medregnet, hvorved årsrapporten blev ukorrekt og misvisende. Idet han burde have indset, at årsrapporten var af afgørende betydning for obligationskøberne/-ejerne, fandt byretten, at han var erstatningsansvarlig for det tab, disse havde lidt og anmeldt i konkursboet, ved ikke at have iagttaget sine forpligtelser til at undersøge dette nærmere og reagere herpå.
Forpligtelserne, der påhvilede bestyrelsesformanden efter selskabslovens § 115 til løbende at modtage fornøden rapportering om virksomhedens finansielle forhold og sikre sig et forsvarligt kapitalberedskab, var endvidere tilsidesat af bestyrelsesformanden.
Således havde bestyrelsesformanden på grov vis gentagne gange både aktivt og passivt tilsidesat de forpligtelser, som påhvilede ham.
Det menige bestyrelsesmedlem, som var erstatningsansvarlig
Det menige bestyrelsesmedlem fandtes også erstatningsansvarlig som følge af, at han havde forholdt sig passivt og dermed ikke reageret på faresignaler, som han burde have opfattet og reageret på i relation til driften af Hesalight. Således forholdt han sig passivt til det forhold, at der eksempelvis ikke blev afholdt generalforsamlinger i 2015 og, at han ikke kunne få svar på sine spørgsmål om aktiviteter og økonomiske transaktioner. Derudover havde han stemt for at bevilge et lån på 25 mio. kr. til direktøren, uden at have gjort noget for at undersøge grundlaget herfor samt, hvorvidt der var indgået aftale om tilbagebetaling.
Retten fandt derfor, at bestyrelsesmedlemmet ved sin passivitet havde tilsidesat sine forpligtelser som bestyrelsesmedlem til at sikre en forsvarlig organisation af selskabet og at påse, at bogføring og regnskabsaflæggelse foregik tilfredsstillende, at der var de fornødne procedurer for risikostyring og interne kontroller, løbende rapportering om finansielle forhold og et forsvarligt beredskab. På denne baggrund fandtes bestyrelsesmedlemmet også at være erstatningsansvarlig for konkursboets tab.
Byretten fandt ikke grundlag for at lempe de tre personers erstatningsansvar for konkursboets tab.
Det menige bestyrelsesmedlem, som ikke var erstatningsansvarlig
En af de sagsøgte i sagen var indtrådt som bestyrelsesmedlem ultimo 2015, hvor der tillige blev holdt et bestyrelsesmøde.
Retten har vurderet, at der ikke var holdepunkter for en antagelse om, at dette bestyrelsesmedlem på tidspunktet for indtrædelsen og under hans tid i bestyrelsen skulle have gennemskuet, at flere af de øvrige personer i bestyrelsen misbrugte ham til svigagtige forhold, herunder til at stemme for et ulovligt udlån til direktøren på 25 mio. kr.
Retten fandt heller ikke grundlag for at konkludere, at dette bestyrelsesmedlem kunne ifalde ansvar for fortsættelsen af Hesalights drift ud over håbløshedstidspunktet, idet det pågældende bestyrelsesmedlem havde modtaget ukorrekte og misvisende regnskabsoplysninger/regnskaber.
Igennem sin tid som bestyrelsesmedlem var han blevet vildledt og besveget af særligt direktøren og bestyrelsesformanden i Hesalight, og da han via omverdenen blev bekendt med potentielle kritiske forhold i Hesalight, reagerede han herpå og udtrådte af bestyrelsen, idet han ikke egenrådigt mod den øvrige bestyrelses ønske kunne kræve driften af Hesalight standset.
På denne baggrund frifandt byretten dette bestyrelsesmedlem for erstatningsansvar.
Urigtig rådgivning og tilsidesættelse af god revisorskik
Byretten har vurderet, at det regnskabsprincip, der var anvendt i forbindelse med Hesalights årsrapporter, var ulovlig og ikke retvisende, idet der var medregnet indtægter, der endnu ikke var indtjent. Den statsautoriserede revisor, der forestod udarbejdelsen af og påtegnede selskabets regnskaber og årsrapporter, havde derfor ikke rådgivet selskabets bestyrelse korrekt efter årsregnskabslovens regler, og han havde endvidere forsømt at påtegne årsrapporterne med oplysning om, at regnskaberne ikke var retvisende. Dette var en tilsidesættelse af god revisorskik og tilmed ansvarspådragende for revisor, idet han måtte have været klar over, at obligationskøberne lagde vægt på årsrapporterne. Revisor kunne dermed have afværget det tab, som obligationskøberne havde lidt ved købet af obligationerne på det ukorrekte og falske grundlag, og han fandtes derfor erstatningsansvarlig for det heraf følgende tab.
Det fremgår endvidere af byrettens præmisser, at revisionen var udført på en lemfældig måde, at der var ulovlige selskabslån samt andre ulovligheder, og at revisor enten vidste dette, accepterede dette eller direkte have tilskyndet til det.
Som følge af grovheden af den af revisor udviste adfærd og karakteren af de ansvarspådragende forhold fandt byretten revisor erstatningsansvarlig for konkursboets tab, og byretten fandt endvidere ikke grundlag for at lempe eller begrænse ansvaret.
Ikke grundlag for at nedsætte eller udelukke erstatning
De sagsøgte havde gjort gældende, at obligationsejerne ikke havde krav på erstatning, idet disse var professionelle og havde investeret i Hesalight uden at foretage selvstændige undersøgelser og vurderinger (due diligence) af, hvilke informationer de fik fra selskabet og uden at sikre sig yderligere forsikring eller lignende. De sagsøgte gjorde på denne baggrund gældende, at den del af kravet, der angik erstatning til obligationsejerne, ikke var berettiget og måtte bortfalde.
Derudover gjorde de sagsøgte gældende, at konkursboet kunne inddrive yderligere aktiver end allerede sket, og at erstatningen derfor skulle nedsættes (manglende iagttagelse af tabsbegrænsningspligten).
Byretten lagde til grund, at der, på trods af at en dybdegående due diligence kunne have afsløret de underliggende forhold, der medførte obligationsejernes tab, ikke var grundlag for at udelukke erstatning til obligationsejerne. Baggrunden herfor var bl.a., at direktøren og bestyrelsesformanden havde gjort sig umage for at få investorerne til at tro på de tal, de blev præsenteret for, og at det ville have krævet en ganske udførlig due diligence-proces at opdage de underliggende problemer.
Selv i det omfang, at konkursboet kunne inddrive yderligere aktiver, ville den sum, de sagsøgte var erstatningsansvarlige for, langt overstige kravet på 200 mio. kr., hvorfor der ikke var grundlag for at nedsætte erstatningen med henvisning til dette forhold.
Den indbyrdes fordeling
Såvel direktøren som bestyrelsesformanden, bestyrelsesmedlemmet og revisoren blev fundet erstatningsansvarlige for tab svarende til det af konkursboet fremsatte krav på 200 mio. kr.
Over for konkursboet fandt byretten, at alle fire personer hæfter solidarisk.
I det indbyrdes forhold mellem de erstatningsansvarlige skal direktøren, bestyrelsesformanden og revisor endeligt bære 1/3 hver af erstatningskravet og dermed friholde det menige bestyrelsesmedlem henset til graden af den af de erstatningsansvarlige udviste skyld.
Dommen er anket til landsretten, og vi holder naturligvis øje med sagens videre forløb.