I forbindelse med en udviklingshæmmet beboers vredesudbrud gik en omsorgsmedhjælper ind i beboerens lejlighed og tog fat i beboerens håndled i et forsøg på at fastholde vedkommende, der sad i sin lænestol og kastede med inventar. Episoden blev observeret af en kollega, der under sagen oplyste, at beboeren bl.a. havde forsøgt at sparke sig fri af medarbejderens greb, og at beboeren hverken havde været til fare for sig selv eller andre.
Omsorgsmedhjælperen gjorde under sagen gældende, at det var kutyme blandt medarbejderne på bostedet at anvende fysisk berøring for at komme i kontakt med den pågældende beboer, når vedkommende fra tid til anden fik et raserianfald. På den baggrund mente medarbejderen ikke selv, at han havde foretaget en magtanvendelse i servicelovens forstand, og derfor var han også af den opfattelse, at han heller ikke havde været forpligtet til at indberette det.
Fra ledelsens side blev det under sagen forklaret, at man bl.a. gennem kurser og løbende møder mellem ledelsen og medarbejderne havde undervist i reglerne om magtanvendelse, og at personalet i den forbindelse specifikt var blevet instrueret om, at de ikke måtte gribe ind i den pågældende beboers vredesudbrud, medmindre vedkommende udsatte sig selv eller andre for fare.
Rettens begrundelse
På baggrund af de oplysninger, der kom frem i sagen, lagde retten for det første vægt på, at omsorgsmedhjælperen måtte have været bekendt med, hvornår en handling var omfattet af reglerne om magtanvendelse, og at en magtanvendelsesepisode altid skal indberettes til ledelsen straks og senest dagen efter, at den har fundet sted.
Retten fandt, at der i det konkrete tilfælde var udøvet magtanvendelse, da omsorgshjælperen havde fastholdt den udviklingshæmmede beboer. Der blev i den forbindelse ikke lagt vægt på, at medarbejderne på bostedet generelt havde for vane at placere en hånd på beboerens skulder eller håndled, når vedkommende udviste tegn på et begyndende vredesudbrud. Derudover fandt retten ikke, at betingelserne for at foretage en magtanvendelse som følge af nærliggende fare for vedkommende selv eller andre havde været til stede.
På den baggrund havde en magtanvendelse fundet sted, og da medarbejderen havde undladt at indberette dette, havde han væsentligt misligholdt sit ansættelsesforhold. Arbejdsgiveren var derfor berettiget til at bortvise ham.
Magtanvendelse er indgreb i den personlige frihed
Reglerne om magtanvendelse udøvet af omsorgspersonale er udtryk for undtagelser til grundlovens § 71 om den personlige frihed, og en magtanvendelse må derfor kun ske med direkte hjemmel i lov, og kun når det er absolut nødvendigt.
Da reglerne om indberetning er til for at skabe gennemsigtighed om de magtanvendelser, der foretages i den sociale sektor, er det særligt vigtigt, at medarbejderne altid indberetter dem, så der også ud fra et samfundsmæssigt hensyn kan arbejdes på at mindske antallet af magtanvendelser.
Dommen viser, at der – berettiget – ses med relativt strenge øjne på ulovlige magtanvendelser, navnlig når der ikke efterfølgende sker den nødvendige indberetning.
Herudover er dommen et godt eksempel på, hvor vigtigt det er for arbejdsgivere at kunne bevise, at de har tilkendegivet, hvilken adfærd medarbejderne forventes at udvise på arbejdspladsen – ikke mindst for også at overholde gældende lovgivning. I det konkrete tilfælde kunne ledelsen dokumentere, at der for bostedets medarbejdere havde været afholdt flere kurser og personalemøder om reglerne for magtanvendelse. Medarbejderen kunne derfor ikke være i tvivl om sine forpligtelser efter serviceloven, og arbejdsgiveren var derfor berettiget til at bortvise vedkommende. Horten førte sagen for arbejdsgiveren.