Efter servicelovens § 112 skal kommuner under visse omstændigheder yde støtte til hjælpemidler til borgerne. Hvis kommunen har indgået en såkaldt ”leverandøraftale”, det vil sige, at kommunen bestemmer, at hjælpemidlet skal leveres af bestemte leverandører.
Borgerne har dog ret til selv at vælge, hvilken leverandør de ønsker at bruge (frit valg) mod eventuel betaling af difference.
Har kommunen ikke indgået en leverandøraftale, kan borgeren vælge leverandør, og støtten ydes efter regning, dog højst med et beløb svarende til prisen på det “bedst egnede og billigste hjælpemiddel”. For at identificere prisen på det “bedst egnede og billigste hjælpemiddel” må kommunen indhente pris(er) på de konkrete hjælpemidler, som anvendes som beregningsgrundlag for den støtte, som udbetales til borgerne.
Uanset hvilken af de to fremgangsmåder kommunen vælger, er der en række udbudsretlige overvejelser, som bør tages i betragtning.
Leverandøraftaler eller prisindhentninger – og hvad med udbudspligten?
Der synes i praksis at være enighed om, at en leverandøraftale skal udbydes. Det gælder også, selvom borgerne har frit valg og derfor kan vælge at bruge en anden leverandør end “primærleverandøren”.
Leverandøraftaler kan i mange tilfælde være et stærkt fundament for kommuners indkøb af hjælpemidler – og ikke mindst for samarbejdet med den eller de vindende leverandører. Udfordringen er, at det kan være vanskeligt at beskrive det ønskede sortiment af hjælpemidler uden at henvise til bestemte fabrikater.
Historisk set har kommuners prisindhentninger derimod været anset som ikke-udbudspligtige, da disse ikke er gensidigt bebyrdende aftaler. Rationalet har været, at kommunen alene indhenter priser for at identificere det støttebeløb, der skal udbetales til borgeren. Kommunen foretager således ikke et egentligt indkøb.
Den store styrke ved prisindhentninger uden udbud er, at kommuner kan indhente priser på præcis de (fabrikater af) hjælpemidler, som borgerne bruger. Derved bliver støttebeløbet som udgangspunkt retvisende for det behov, som borgerne faktisk har.
Tidligere har Klagenævnet for Udbud blåstemplet, at prisindhentninger sker uden udbud. Retten i Roskilde underkendte dog ved dom af 1. december 2017 en kendelse fra klagenævnet og fandt, at en konkret prisindhentning var udbudspligtig, idet prisindhentningen måtte sidestilles med en udbudspligtig leverandøraftale.
Dommen var konkret begrundet, og det er vores opfattelse, at præmisserne skal forstås i lyset af de særegne konkrete omstændigheder i sagen. Der hersker dog ikke tvivl om, at brugen af prisindhentninger er forbundet med en vis juridisk usikkerhed. Ikke desto mindre er det vores opfattelse, at prisindhentninger uden udbud fortsat kan anvendes – hvis de anvendes korrekt.
Gode råd til udbud af hjælpemidler
Ganske mange ordregivere vælger at udbyde indkøb af hjælpemidler (leverandøraftaler). I de udbud er der en række problemstillinger, som ofte går igen, og hvor det kan være nyttigt at huske følgende:
Husk dialogen med markedet
Hjælpemidler er komplekse varer, hvor de tekniske specifikationer ofte betyder utrolig meget for både varens kvalitet og arbejdet med udbudsmaterialet. Vejen til at kende dit marked går gennem leverandørerne!
Overvej tilbudslistens opbygning nøje, herunder vægtninger
Udbud af hjælpemidler indeholder ofte tilbudslister med mange varelinjer. Samspillet med leverandørernes prissætning (herunder taktiske overvejelser) og brugen af de enkelte støttebeløb for ydelserne er meget vigtig. Tænk derfor tilbudslistens opbygning igennem – både i funktionen som udbudsteknisk redskab, men også som støttefastsættende “facitliste”.