Håndterer I produktansvaret?

I forhandlinger af kontrakter om leverancer af produkter eller tjenesteydelser vil parterne i de fleste tilfælde være opmærksomme på at regulere ansvaret for mangler. Med mangler forstås ansvaret for, at det, der leveres (genstande, råmaterialer, anlæg, maskiner, services, mv.), ikke lever op til det aftalte.

Parterne vil typisk sørge for at definere, hvad der udgør en mangel, hvor hurtigt der skal reklameres over en mangel, samt hvor længe der kan reklameres. Der vil hyppigt også blive aftalt en ansvarsbegrænsning, der dækker mangelsansvaret.

Reguleringen af mangelsansvaret giver ofte parterne en opfattelse af, at risikoen i kontraktforholdet er tilstrækkeligt håndteret. Men det gælder ikke, hvis reguleringen af produktansvaret er glemt. Mangelsansvar og produktansvar er nemlig ikke det samme, og de udgør derfor forskellige risikoområder. Ansvarsområderne er underlagt forskellige regler, og man har mulighed for at forsikre sig mod produktansvaret, mens dette som udgangspunkt ikke kan ske for mangelsansvaret.

Forskellen på mangelsansvar og produktansvar

Mangelsansvaret opstår, når selve produktet ikke lever op til det aftalte (solcellepanelet knækker, maskinen havarerer, reparationen ligger under den faglige standard, osv.). Hvis man som leverandør har reguleret sit ansvar for mangler, er man godt på vej i forhold til sin risikohåndtering. Men risikohåndteringen er ikke fuldendt.

Produktansvaret er betegnelsen for den skade, et produkt forvolder på personer eller ting, fordi produktet har en utilsigtet eller manglende virkning. Produktansvaret handler altså om et produkts beskadigelse af noget andet end sig selv (batteriet eksploderer i hånden, kranen kollapser og rammer en bygning, strømafbryderen virker ikke, så bygningen brænder ned, osv.).

Reglerne for produktansvar

Produktansvaret kan ifaldes efter forskellige regelsæt. Dels produktansvarsloven og dels regler om produktansvar, der er udviklet gennem retspraksis. Regelsættene overlapper i visse tilfælde, mens de i andre tilfælde har hver deres dækningsområde.

Også andre parter end ens direkte modpart i kontrakten kan potentielt rette krav mod én som følge af produktansvar. Det kan være tilfældet, hvis det produkt, man har solgt til sin modpart i kontrakten, videresælges til tredjemand, hvorefter det forvolder skade. Risikoen for sådanne krav bør også håndteres i kontrakten.

Derfor kan den kontraktuelle regulering af produktansvaret og risikoen for dette ansvar blive ret kompleks. I takt med at denne kompleksitet stiger, bliver behovet for håndtering større. Håndteringen bør som minimum bestå af tre hovedpunkter:

• For det første bør man finde ud af, hvilke regler om produktansvar man vil være underlagt. Det kan nemlig variere afhængig af den konkrete kontekst for ens leverance.
• For det andet bør man få overblik over alle de produktansvarstilfælde, der kan opstå i relation til ens leverance, så risikoen ved alle disse kan reguleres i kontrakten.
• For det tredje bør man sikre sig, at reguleringen af risikoen beskrives rigtigt, klart og præcist i kontrakten. Det skal stå klart for parterne, hvad der er aftalt, hvis det bagefter skulle gå galt, og der faktisk bliver brug for kontrakten til at finde ud af, hvad der gælder.