Mellemkommunal refusion: Passivitet

Mellemkommunal refusion og passivitetsreglen

Reglerne om mellemkommunal refusion handler om, hvordan de økonomiske udgifter vedrørende borgere, der har et særligt behov, skal afholdes, hvis flere kommuner har været inde over borgerens sag.

Den kommune, som en borger aktuelt opholder sig i, er handlekommune og dermed som udgangspunkt betalingskommune i relation til sagens udgifter.

Reglerne om mellemkommunal refusion udgør en undtagelse til dette udgangspunkt. Herefter kan fx en tidligere handlekommune blive betalingskommune som en konsekvens af retssikkerhedslovens regler (lov om retssikkerhed og administration på det sociale område) om mellemkommunale forhold.

Reglerne har til formål at sikre, at den kommune, som borgeren aktuelt opholder sig i, ikke skal bære alle udgifter, hvis en anden kommune er nærmere til at afholde alle eller dele af udgifterne.

Reglerne finder fx anvendelse, hvis en tidligere kommune har medvirket til borgerens flytning, eller hvis en tidligere kommune har udvist passivitet i forhold til at iværksætte relevante tiltag i en social sag. Reglerne beskytter bl.a. “institutionskommuner” mod udgiftskrævende sager.

“Åbenbart-kriteriet”

Den tidligere handlekommune skal for at blive refusionspligtig have været bekendt med de forhold, der begrundede de tiltag, der skulle iværksættes over for borgeren. Derudover skal det have været åbenbart, at den tidligere handlekommune skulle have grebet ind.

Det fremgår af bemærkningerne til loven, at der er tale om en snæver adgang til refusion. Det skal være klart, at en tidligere handlekommune har opført sig forkert. Det er også sigende, at refusionskravet ikke omtales som et almindeligt betalingskrav, men nærmere har karakter af en erstatning.

Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at den tidligere handlekommune havde en “burde viden”. Men det er svært at afgrænse mere præcist, hvad der ligger i kriteriet. Retspraksis på området kan give et indtryk af, hvordan reglerne fortolkes af domstolene, og hvad der skal til, for at betingelserne for refusion anses for opfyldt.

Baggrunden for en retssag om passivitet

Den konkrete sag drejede sig grundlæggende om, hvorvidt en tidligere handlekommune skulle have tvangsanbragt børnene i en familie, inden familien flyttede til en ny kommune.

Den pågældende familie (mor og børn) havde inden flytningen til den nye handlekommune haft ophold på tre krisecentre i den tidligere handlekommune, som bl.a. havde iværksat en børnefaglig undersøgelse, uden at denne dog var blevet færdiggjort.

Den nye handlekommune gennemførte efter tilflytningen den børnefaglige undersøgelse og traf desuden – et par måneder efter tilflytningen – beslutning om tvangsanbringelse af børnene.

Den nye handlekommune anlagde herefter, med henvisning til passivitetsbestemmelsen, sag om betaling af mellemkommunal refusion fra den tidligere handlekommune. Den nye handlekommune gjorde navnlig gældende, at den tidligere handlekommune havde forholdt sig (for) passivt i sagen. Sagen blev først indbragt for Ankestyrelsen, der afviste kravet på mellemkommunal refusion. Sagen blev herefter indbragt for byretten.

Dommen i sagen

Byretten gennemgik sagsforløbet i den tidligere handlekommune, herunder opholdene på de tre krisecentre, for at vurdere, om “åbenbart-kriteriet” var opfyldt undervejs i sagsforløbet.

Byretten fandt imidlertid ikke, at sagens faktiske omstændigheder og de tiltag, der var iværksat af den tidligere handlekommune, medførte, at det havde været åbenbart for den tidligere handlekommune, at der skulle iværksættes mere indgribende tiltag, herunder fx anbringelse af børnene.

Retten bemærkede også, at den tidligere handlekommune ikke var bekendt med de forhold, som førte til tvangsanbringelse i den nye handlekommune.

Med andre ord var der tilgået nye oplysninger til sagen efter familiens flytning, og dette indgik som et væsentligt moment i byrettens vurdering af sagen.
Den tidligere handlekommune blev derfor frikendt for kravet om mellem-kommunal refusion.

Dommen er anket.

§ 9 c, stk. 6 (første punktum): Handlekommunen har ret til refusion for udgifter til hjælp efter de love, der er nævnt i stk. 1, og efter lov om social service og barnets lov, når en person får ophold i et tilbud som nævnt i stk. 2 og 5 eller der iværksættes foranstaltninger som nævnt i stk. 4 og den tidligere handlekommune var bekendt med de forhold, der begrunder tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind.