Konkurrencerådet har fastslået, at kommuner ved afregning af friplejeleverandører skal sikre, at afregningspriserne løbende opdateres og afspejler de faktiske gennemsnitlige langsigtede omkostninger.

Konkurrencerådet traf i december 2024 en principiel afgørelse om, at en kommune havde overtrådt konkurrencelovens § 11 b, da kommunen havde fastsat sine afregningspriser over for en privat plejehjemsleverandør i strid med friplejeboligloven.

Konkurrencelovens § 11 giver hjemmel til at undersøge, om afregning af priser for ydelser omfattet af frit valg er fastsat korrekt efter reglerne i anden regulering, og til at påbyde efterbetaling til den private leverandør.

Afgørelsen har stor betydning for betalingen for friplejeboligydelser. Det fastslås, at private leverandører skal have rimelige og forudsigelige vilkår sammenlignet med kommunale tilbud, og at økonomien til at levere ydelser skal være ens, uanset om plejen udføres af kommunale eller private aktører.

Den konkrete sag

Efter en henvendelse fra en privat udbyder undersøgte Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, om en kommunes afregning var i overensstemmelse med reglerne i friplejeboligloven.

I 2021 havde kommunen beregnet afregningsprisen med udgangspunkt i et rammebudget. Budgettet var baseret på de gennemsnitlige langsigtede omkostninger for driften af tilsvarende kommunale tilbud. I løbet af året var de faktiske omkostninger til løn og vikarydelser ved driften af de kommunale tilbud dog højere end forventet i rammebudgettet.

Konkurrencerådet fandt, at kommunen havde overtrådt reglerne om afregning, da:

  • Kommunen havde undladt at indregne samtlige gennemsnitlige omkostninger i afregningsprisen.
  • Kommunen havde efterreguleret afregningsprisen for sent til at sikre ligestilling mellem den kommunale leverandør og friplejeboligleverandøren.
  • Kommunen ikke tog udgangspunkt i antallet af plejedøgn for 2021, som den burde, da kommunen i 2023 foretog efterreguleringen.

Konkurrencerådet gav kommunen et påbud om at genberegne afregningsprisen for 2021 og foretage efterbetaling til leverandøren.

Fokuspunkter for kommunerne

Som følge af afgørelsen bør kommuner være opmærksomme på følgende i sin praksis:

1. Alle relevante indirekte omkostninger

Kommunen skal indregne alle relevante indirekte omkostninger, når afregningsprisen beregnes. Kommunerne skal tage højde for ændringer i løbet af året, når forskellen mellem kommunens budgetterede og faktiske omkostninger skal opgøres i efterreguleringen. Det er ikke tilstrækkeligt at anvende en metode til beregning af indirekte omkostninger, som baserer sig på en andel af de direkte omkostninger.

2. Løbende efterberegning

Kommunen skal efterregulere løbende. Det sikrer, at afregnings-prisen tilpasses, i takt med, at der sker ændringer i kommunens gennemsnitlige langsigtede omkostninger. Formålet er at sikre ligestilling mellem den kommunale leverandør og den private leverandør.

3. Antal plejedøgn i afregningsåret

Når der sker efterregulering af afregningsprisen, skal kommunen tage udgangspunkt i det antal plejedøgn, som friplejeboligleverandøren modtager betaling for, og som var gældende i det år, betalingen vedrører.


Forfattere

Rikke Søgaard Berth

Partner

Marie Løvbjerg

Director, advokat

Mathias Grønkjær

Advokatfuldmægtig