Udviklingsskader og byggetidens videns betydning for mangelansvar

De såkaldte udviklingsskader har i den seneste årrække været særligt aktuelt i forhold til brugen af MgO-plader (vindspærreplader indeholdende magnesiumoxid og magnesiumchlorid), som vandt indpas i byggeindustrien fra 2010-2014. Pladerne viste sig efterfølgende at være ustabile ved høj luftfugtighed, som medførte nedbrud af pladerne og omkringliggende bygningsdele. I en række rets- og voldgiftssager – de såkaldte MgO-sager – er det blevet fastslået, hvornår henholdsvis bygherre og entreprenørerne/rådgiverne bærer ansvaret for udviklingsskader som følge af brugen af MgO-plader.

I en ny sag for Voldgiftsretten, som Horten vandt på vegne af vores klient, blev der sat det, der kunne ligne et endeligt punktum i rækken af sager omhandlende MgO-plader, og nyhedsbrevet sætter fokus på netop dette.

Udviklingsskader og byggetidens viden

Udviklingsskader omhandler den situation, hvor der er truffet et materialevalg, som på tidspunktet for projekteringen og udførelsen af byggeriet er blevet anset for velegnet, men hvor materialerne efterfølgende viser sig ikke at være egnet til den tiltænkte funktion – Hvem bærer i sådan et tilfælde ansvaret for manglen?

Det klare udgangspunkt i entrepriseretten vedrørende ansvaret for materialevalg er:
Har entreprenøren frit materialevalg, eller foreskriver rådgiveren et bestemt materiale, så bærer henholdsvis entreprenøren og rådgiveren risikoen for, at materialet er egnet til det tilsigtede formål. Er der derimod foreskrevet et bestemt materiale af bygherren, bærer bygherren ansvaret.

Er valget truffet af entreprenøren eller rådgiveren, og er dette sket i overensstemmelse med "byggetidens viden" og med materialer, som på beslutningstidspunktet er anset som gennemtestede, så fraviges udgangspunktet dog. Viser det sig efterfølgende, at materialerne ikke var egnede, vil ansvaret for materialerne være bygherres, jf. AB 18 § 47, stk. 3, litra a.

Man har i AB-systemet valgt denne formulering for at sikre, at aktørerne i byggeriet "tør" inddrage nye (og oftest også bedre) materialer. Det er dog afgørende for vurderingen af entreprenørens/rådgiverens ansvarsfrihed, at der reelt er tale om et produkt, som på indførelsestidspunktet blev anset for egnet efter byggetidens viden og var "gennemprøvet".

MgO-sagernes betydning for retsstillingen

MgO-sagerne har været med til nærmere at afklare, hvornår et materialevalg må anses at være sket i overensstemmelse med byggetidens viden. Udfaldet af MgO-sagerne må i en vis grad anses at være generelt gældende.

Afgørelserne i MgO-sagerne har fastslået et "vindue", inden for hvilket entreprenøren/rådgiveren ikke bliver anset som ansvarlig for valget af pladerne med de uheldige egenskaber.
Højesteret og Voldgiftsretten for Byggeri og Anlæg har i afgørelserne fastslået, at bygherre bærer risikoen for udviklingsskader, hvis entreprenøren/rådgiveren godtgør, at materialernes egenskaber og egnethed var gennemprøvede, så de kan anses for forsvarlige og fornuftige til formålet. Dette kan dokumenteres ved:

1. At den konkrete entreprenør/rådgiver har sikret tilstrækkelige oplysninger om undersøgelser af materialets egenskaber i det tiltænkte miljø, som viser, at materialerne er egnede, eller
2. At der generelt i branchen er opnået erfaringer med produktet, samt at dette er blevet blåstemplet som "alment teknisk fælleseje", som f.eks. BYG-ERFA-blade.

Den første situation må anses for meget vanskelig at dokumentere, hvis det efterfølgende har vist sig, at materialet ikke var egnet til brugen, og materialet ikke var alment anerkendt.

For så vidt angår den anden situation medførte "blåstemplingen" af MgO-plader i BYG-ERFA-bladene i 2013, at entreprenører og rådgivere med ro i sindet kunne benytte pladerne og således indrette sig efter, at pladerne var gennemtestet. Det er imidlertid vigtigt at sikre sig, at man er fuldt ud opdateret på, om blåstemplingen ændres.

I en ikke-offentliggjort voldgiftskendelse fra februar 2024, som Horten førte for en entreprenør, blev det endeligt fastslået, at entreprenøren/rådgiveren er nødt til at holde sig opdateret om de blåstemplede produkter. "Vinduet" for ansvarsfrihed lukker nemlig i det øjeblik, at blåstemplingen trækkes tilbage, eller det bliver alment kendt, at der er problemer ved de pågældende produkter.

For MgO-pladerne lukkede det vindue den 5. maj 2015 på baggrund af et nyt BYG-ERFA-blad, som annullerede blåstemplingen. Det var herefter almindeligt kendt, at MgO-plader var uegnede i danske byggerier. Så selvom valget af materialet var ansvarsfrit for entreprenøren og rådgiveren, var den fortsatte brug af materialet, efter at vinduet lukkede, ikke ansvarsfritagende. Ligeledes har entreprenøren/rådgiveren pligt til at oplyse bygherren om konstaterede uhensigtsmæssigheder, så snart det er kommet til deres kendskab.

Ved kendelsen fra februar blev det videre fastslået, at hvis materialevalget er foretaget i det ansvarsfritagende vindue og entreprenøren/rådgiveren oplyser bygherre om problemerne med produktet (at blåstemplingen er annulleret), når dette bliver kendt, eller at bygherre selv opnår kendskab hertil, er bygherre pligtig til at reagere og beslutte, hvordan de nu ikke-egnede materialer skal håndteres.

Retsstillingen kan med baggrund i ovenstående beskrives således, at hvis der ikke foreligger et BYG-ERFA-blad eller lignende almen teknisk fælleseje som blåstempler materialet, så bærer entreprenøren/rådgiveren (i praksis) ansvaret for, at materialerne efterfølgende viser sig uegnede, hvorimod bygherre må bære risikoen herfor, hvis valg, projektering og udførelse er sket, mens blåstemplingen eksisterer.

Tidslinje for entreprenørens mulige ansvar ved byggetidens viden

Hvordan bør man konkret forholde sig til den foreliggende viden om anvendelsen af nye materialer?

Nye materialer bliver ofte inddraget i byggeriet – hvilket skaber en fremdrift og positiv udvikling – men vælges der nye materialer, skal både entreprenøren/rådgiveren og bygherre være opmærksom på ansvarsfordelingen opstillet ovenfor.