Passivitet i sager om mellemkommunal refusion

En kommune har pligt til at yde borgerne den hjælp, som de har ret til efter den sociale lovgivning. Når en borger flytter til en ny kommune, overtager den nye kommune som udgangspunkt handlepligten. Men hvis borgerens tidligere handlekommune har udvist passivitet og ikke har levet op til fx lovkrav på det sociale område, kan den nye kommune efter omstændighederne påberåbe sig passivitetsbestemmelsen i lov om retssikkerhed og administration (retssikkerhedsloven) § 9 c, stk. 6, og få dækket udgifterne i sagen af den tidligere handlekommune.

Artiklen ser nærmere på passivitetsbestemmelsen og den tunge bevisbyrde, som den nye kommune i givet fald skal løfte.

Passivitetsbestemmelsen i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6

Når en borger har brug for hjælp inden for det sociale område, udgør den kommunale del af udgiften ofte et betydeligt beløb. Derfor er det væsentligt for kommunerne at få fastslået, hvilken kommune der endeligt skal afholde udgiften.

Retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 6, giver mulighed for, at en handlekommune (dér, hvor borgeren bor og opholder sig) kan kræve, at borgerens tidligere handlekommune skal betale for udgifterne til hjælp. Det gælder, hvis den tidligere handlekommune havde kendskab til de forhold hos borgeren, som begrundede, at borgeren havde ret til hjælp inden for det sociale område – og alligevel undlod at gribe ind, altså har udvist passivitet. Det er et krav, at det var åbenbart for den tidligere handlekommune, at der skulle gribes ind.

Passivitetsbestemmelsen har oprindeligt to formål, som er beskrevet i bemærkningerne til lovforslaget om ændring af retssikkerhedsloven fra 2006, og som fortsat er relevante, når bestemmelsen skal fortolkes i dag.

For det første skal bestemmelsen virke præventivt i forhold til kommuner, som af hensyn til økonomien ellers muligvis ikke ville iværksætte den nødvendige hjælp til borgere i rette tid. Her skal bestemmelsen altså skabe et økonomisk incitament hos kommunerne til at tilbyde borgere den hjælp, som borgerne har ret til uden unødigt ophold. Kommunernes umiddelbare pligt til at betale for støtte følger jo af den relevante lovgivning – fx serviceloven – men understøttes altså her af reglerne om mellemkommunal refusion.

For det andet har bestemmelsen til formål at give borgerens aktuelle handlekommune økonomisk kompensation for udgifter til foranstaltninger, som kommunen uretmæssigt har måttet afholde, fordi en tidligere handlekommune har undladt at gribe ind og iværksætte eller opretholde påkrævede foranstaltninger.

”Tung” bevisbyrde

For at en kommune kan blive refusionspligtig efter passivitetsbe­stemmelsen, skal den tidligere handlekommune dels have været bekendt med de relevante forhold, der senere har begrundet et tilbud, dels skal det have været åbenbart, at der skulle gribes ind. Der skal altså foretages to vurderinger efter § 9 c, stk. 6, 1. pkt.

Derudover skal borgeren have fået ophold i et tilbud omfattet af bestemmelsen, eller der skal være iværksat foranstaltninger omfattet af bestemmelsen. Dette omfatter fx tvangsanbringelse, men også en række andre foranstaltninger.

Passivitetsbestemmelsen stiller store bevismæssige krav, både med hensyn til at det var åbenbart, at borgeren havde behov for et tilbud, og til at den tidligere kommune faktisk var bekendt med borgerens behov. Bevisbyrden for, at den tid­ligere handlekommune har udvist passivitet, som berettiger den nye handlekommune til refusion, er tung. En kommune, som påberåber sig passivitetsbestemmelsen, skal således føre et sikkert bevis for, at der har været en

Årsagen til den relativt snævre adgang til refusion i passivitetstilfælde er, at refusionen her har karakter af en form for erstatning for ”åbenbar” langsommelig sagsbehandling.

Refusion som følge af udvist passivitet kommer derfor kun på tale, hvis det efter en konkret vurdering forekommer klart, at den tidligere handlekommune har handlet retsstridigt.

Passivitet i sager om tvangsfjernelse af børn

Et eksempel på sagstyper, hvor spørgsmålet om refusionskrav i henhold til passivitetsbestemmelsen kan opstå, er sager om tvangsfjernelse af børn. Disse sager indeholder ofte et vanskeligt skøn, ligesom praksis inden for lovens rammer til en vis grad kan variere fra kommune til kommune.

Spørgsmålet om refusion som følge af passivitet hos den tidligere handlekommune kan typisk opstå, hvis den nye handlekommune forholdsvis hurtigt efter familiens flytning til kommunen vurderer, at børnene skal tvangsfjernes, og iværksætter tvangsfjernelse efter den sociale lovgivning. Den nye handlekommune kan i den forbindelse gøre krav på mellemkommunal refusion gældende, hvis kommunen mener, at den tidligere handlekommune har udvist passivitet i sagen; altså burde have grebet ind og tvangsfjernet børnene før flytningen.

Passivitetsvurderingen vil i sådanne sager bl.a. tage afsæt i, hvorvidt og hvordan den tidligere handlekommune har efterlevet de pligter, som kommunen er pålagt efter barnets lov og tidligere serviceloven. Efter barnets lov har offentligt ansatte en underretningspligt, hvis de får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år har behov for særlig støtte.

Kommunen skal herefter udarbejde en børnefaglig undersøgelse og ud fra undersøgelsen træffe nødvendige foranstaltninger. I det omfang, den tidligere handlekommune har begået fejl eller undladelser vedrørende disse pligter, vil det være forhold, som en ny handlekommune kan lade indgå i vurderingen af, om denne kommune vil påberåbe sig passivitetsbestemmelsen for at få dækket udgifterne til anbringelsen.