Udførelsen af et bygge- og anlægsarbejde vil oftest være reguleret af standardvilkår som AB18 samt udbudsreglerne. Der opstår derfor et krydsfelt mellem de to regelgrundlag. Få vores gode råd til processen.

Når en offentlig ordregiver ønsker at få udført et bygge- og anlægsarbejde, skal dette udbydes i henhold til udbudsreglerne. Vi dykker i denne artikel ned i, hvad man som offentlig bygherre skal være opmærksom på ved indgåelse af bygge- og anlægskontrakter.

Udbud af bygge- og anlægsarbejder

Bygge- og anlægsarbejder er underlagt EU-udbudsreglerne og skal udbydes i henhold til procedurereglerne i udbudslovens afsnit II, hvis den samlede kontraktværdi overskrider tærskelværdien på 41.212.688 kr. ekskl. moms. Gennemførelsen af udbudsprocessen er herudover underlagt de grundlæggende udbudsretlige principper om ligebehandling, gennemsigtighed og proportionalitet. Dette kan indebære, at ordregiver underlægges en række begrænsninger ved indgåelsen af bygge- og anlægskontrakten.

Overordnet om AB-aftalekomplekset

AB-aftalekomplekset er almindelige betingelser inden for bygge- og anlægsvirksomhed. AB-aftalekomplekset består bl.a. af AB18, der regulerer arbejder og leverancer, ABR18, der vedrører rådgivning, og ABT18, der vedrører totalentreprise. Overordnet regulerer AB-aftalekomplekset bl.a. udførelse, betaling, forsinkelse og mangler i entrepriseforhold.

Det er en betingelse for anvendelsen af AB-aftalekomplekset, at dette er aftalt mellem parterne. Indgår fx AB18 i udbudsmaterialet, anses AB18 herefter for at være aftalt mellem parterne, hvorefter samtlige bestemmelser i det relevante AB-aftalekompleks gælder, medmindre det tydeligt og udtrykkeligt angives, at visse bestemmelser fraviges.

AB-vilkår i en udbudssammenhæng

Udbudsreglerne er som hovedregel kun relevante i forbindelse med gennemførelsen af selve udbudsprocessen. Forholdene efter udbudsprocessens gennemførelse er derfor som udgangspunkt udbudsreglerne uvedkommende. For at sikre at udbudsreglerne ikke omgås ved at ændre den indgåede bygge- og anlægskontrakt, efter udbudsprocessen er afsluttet, indeholder udbudsreglerne en række bestemmelser, der begrænser ændringsmulighederne. På denne måde får udbudsreglerne alligevel betydning for bygge- og anlægskontrakten efter udbudsprocessens afslutning. Entreprisen er derfor reelt både underlagt udbudsreglerne og de vedtagne AB-vilkår.

Kontraktændringer

Selvom en bygge- og anlægskontrakt er indgået på AB-vilkår, er der i entrepriseretlig henseende ikke noget til hinder for, at parterne aftaler ændringer af den allerede indgåede bygge- og anlægskontrakt. Fx hvis parterne undervejs bliver enige om, at en anden udførelsesmetode er mere hensigtsmæssig.

Udbudsreglerne begrænser dog parternes aftale- og ændringsfrihed. Hvis en bygge- og anlægskontrakts grundlæggende elementer ændres, er ordregiver forpligtet til at gennemføre et nyt udbud. Udbudsloven giver dog mulighed for ændringer, hvis der allerede ved offentliggørelse af udbuddet er fastsat ændringsklausuler, hvis ændringerne falder under en fastsat bagatelgrænse, eller hvis ændringerne skyldes forhold, som ikke kunne forudses af en påpasselig ordregiver.

Bygherre har efter AB18 § 23 en ensidig ret til at kræve ændringer i arbejdet, forudsat at disse har en naturlig sammenhæng med de aftalte ydelser. Denne ret er dog ikke ubegrænset, da udbudslovens regler om ændringer fortsat skal overholdes. Ligeledes har en bygherrerådgiver efter ABR 18 § 26 fuldmagt til at foretage ændringer på bygherres vegne op til 50.000 kr. pr. ændring og højst 5 % af entreprisesummen. Fuldmagten kan udvides efter aftale, men det er vigtigt at sikre, at ændringerne ikke overstiger bagatelgrænsen i udbudsreglerne.

Faktaboks

Gode råd

  1. Tænk samspillet mellem udbudsreglerne og AB-aftalekomplekset ind fra starten.
  2. Overvej, om der skal sikres fleksibilitet ved at indsætte ændringsklausuler i kontrakten.

Forfattere

Andreas Christensen

Partner (H)

Rikke Munk Rye Andersen

Director, advokat