Kommunen blev frifundet, fordi den ifølge landsretten ikke vidste eller burde have vidst, at sagsøger blev udsat for krænkelsen.
Krænkelse af artikel 3
I sagen var parterne enige om, at sagsøgeren i en periode på to uger havde været udsat for mishandling fra en voksen ven til sagsøgers mor, som udgjorde en krænkelse af artikel 3. Landsretten skulle derfor tage stilling til, om kommunen vidste eller burde have vidst, at sagsøgeren var i risiko for at blive udsat for mishandling.
Med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis bemærkede landsretten indledningsvis, at kommuner har et særligt ansvar over for børn og andre sårbare personer, når det kommer til at beskytte dem mod krænkelser.
Efter vurdering af sagens konkrete omstændigheder fandt landsretten imidlertid, at kommunen ikke burde have indset risikoen for overgrebet. Landsretten lagde i den forbindelse vægt på, at den voksne mand, der havde mishandlet sagsøgeren, ikke havde været tilmeldt adressen hos sagsøger og dennes mor og kun havde opholdt sig i sagsøgerens hjem i få måneder. Personen var kendt af politiet som voldsmand og akut eftersøgt.
Under de omstændigheder fandt landsretten det ikke godtgjort, at kommunen vidste eller burde have vidst, at der var risiko for, at sagsøgeren ville blive udsat for mishandling. Derfor havde kommunen heller ikke tilsidesat sin positive forpligtelse til at sørge for, at sagsøgeren ikke blev udsat for behandling i strid med EMRK artikel 3.
EMRK art. 3:
”Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.”
Andre forhold i sagen?
Landsretten fandt det ikke godtgjort, at sagsøgeren – ud over mishandlingen i den omhandlede to ugers periode – havde været udsat for krænkelser af artikel 3. Dette uagtet at landsretten efter bevisførelsen lagde til grund, at sagsøgeren under sin opvækst til tider havde levet under meget uhygiejniske forhold. De beskrevne forhold udgjorde dog ikke i sig selv et brud på artikel 3.
Derfor var det ikke relevant for landsretten at vurdere, hvorvidt kommunen i øvrigt var eller burde have været bekendt med forholdene i sagsøgers barndomshjem, ligesom det heller ikke var relevant at undersøge, hvilke tiltag kommunen iværksatte i den forbindelse.
|
I sager vedrørende kommuners ansvar for krænkelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 er tre forhold groft sagt centrale:
- Det skal vurderes, om sagsøgeren har været udsat for behandling, som er i strid med artikel 3.
- Hvis dette besvares bekræftende, skal det herefter vurderes, om kommunen vidste eller burde have vidst, at sagsøgeren blev udsat for eller var i risiko for at blive udsat for denne behandling.
- Hvis dette også er tilfældet, skal det vurderes, om kommunen ved at iværksætte de nødvendige foranstaltninger har iagttaget sin positive forpligtelse efter artikel 3 – har kommunen gjort det nødvendige i sagen?
|