I denne artikel ser vi nærmere på, hvad kommunerne kan stille op over for støjgener fra forsamlingshuse. Artiklen fokuserer på handlemuligheder efter byggelovgivningen, planloven og miljøbeskyttelsesloven.
Vilkår i byggetilladelser
Byggelovgivningen regulerer ikke direkte emission af støj. Kommunen kan derfor ikke tage hensyn til eventuelle støjgener i en helhedsvurdering af et byggeri i forbindelse med meddelelse af byggetilladelse. Kommuners indgrebsmuligheder over for støj er derfor afgrænset til fastsættelse af vilkår i byggetilladelser, som kan have en afledt effekt på emission af støj i form af fx isoleringskrav eller brandtekniske krav i forhold til antallet af personer, der må opholde sig i bygningen. Tilsidesættelse af sådanne vilkår i byggetilladelser vil kunne håndhæves af kommunen.
Ingen indgrebsmuligheder over for eksisterende lovlig anvendelse
Kommunalbestyrelsen kan ikke vedtage et nyt plangrundlag, som indskrænker eksisterende lovlig anvendelse og brug af et forsamlingshus. Dette er et grundlæggende planretligt princip. Kommunerne har derfor ikke planretlige muligheder over for støjgener fra forsamlingshuse, hvis det konstateres, at anvendelsen til forsamlingshus er lovlig.
Øvrige planretlige muligheder
Kommune- og lokalplaner kan ikke indeholde regulerende bestemmelser om, hvordan og hvor meget enkelte kilder må udsende af støj, eller hvor meget områder må modtage af støj.
Planloven giver dog mulighed for, at kommunen gennem kommune- og lokalplanlægning kan forebygge støjproblemer ved at sikre en hensigtsmæssig arealanvendelse. Fx fremgår det af planlovens § 15 a, stk. 1, at en lokalplan kun må udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, hvis planen med bestemmelser om etablering af afskærmningsforanstaltninger mv. kan sikre den fremtidige anvendelse mod støjgener. Kommunen har således en række præventive tiltag, der kan anvendes i planlægningen.
Miljøbeskyttelseslovens § 42
Støj reguleres hovedsageligt af miljøbeskyttelsesloven samt bekendtgørelser og vejledninger udstedt med hjemmel heri.
Forsamlingshuse er som klart udgangspunkt ikke listevirksomheder i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 35. Kommunernes håndhævelsesmuligheder over for forsamlingshuse i miljøbeskyttelsesloven skal derfor findes i lovens § 42, som giver kommunalbestyrelsen (som tilsynsmyndighed) mulighed for under visse forudsætninger at meddele påbud:
- over for erhvervsvirksomheder, som medfører uhygiejniske forhold eller væsentlig forurening eller nærliggende risiko herfor (stk. 1, og 2)
- over for idrætsanlæg, fritidsklubber eller lignende fritidsaktiviteter, som medfører væsentlige støjulemper for omgivelserne (stk. 3).
Begrebet ”erhvervsvirksomhed” skal forstås meget bredt. Enhver form for aktivitetsudfoldelse er omfattet, og det er dermed ikke afgørende, om en virksomhed er erhvervsmæssig eller drives uden noget erhvervsmæssigt formål, eller om den er offentlig og/eller privat.
”Lignende fritidsaktiviteter” tager sigte på aktiviteter, der er organiseret under faste former, fx af det offentlige eller af private organisationer. Mere tilfældige eller uorganiserede aktiviteter er derfor ikke omfattet af bestemmelsen.
Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af, om et forsamlingshus kan meddeles et påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 som enten erhvervsvirksomhed eller ”lignende fritidsaktivitet”.
Er der tale om en erhvervsvirksomhed, kan kommunen meddele påbud om, at forureningen skal nedbringes, herunder påbud om gennemførelse af bestemte foranstaltninger. Over for ”lignende fritidsaktiviteter” kan kommunen give påbud om, at der skal foretages afhjælpende foranstaltninger. Det er desuden en mulighed at nedlægge forbud mod virksomheden eller aktiviteten, hvis ulemperne ikke kan afhjælpes.
Krav om væsentlige støjgener – Miljøstyrelsens vejledninger
Hvis et forsamlingshus er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 42 enten som erhvervsvirksomhed eller lignende fritidsaktivitet, er det afgørende for kommunernes håndhævelsesmuligheder, om der er tale om væsentlige støjgener. Dette vurderes på baggrund af Miljøstyrelsens vejledninger, herunder Miljøstyrelsens vejledning nr. 5/1984 om ekstern støj fra virksomheder.
Vejledning nr. 5/1984 indeholder bl.a. vejledende grænseværdier for støjbelastning. Overskrider støjbelastningen fra et forsamlingshus de vejledende grænseværdier, er der som klart udgangspunkt tale om væsentlige støjgener, som kan håndhæves efter miljøbeskyttelseslovens § 42.
Lokale forskrifter efter miljøaktivitetsbekendtgørelsen
Miljøaktivitetsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 844 af 23. juni 2017 om miljøregulering af visse aktiviteter) indeholder et andet håndhævelsesmiddel for kommunerne. Efter bekendtgørelsens § 20, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen for at ”forebygge forurening eller uhygiejniske forhold” udstede lokale forskrifter, eventuelt inden for nærmere angivne geografiske områder i kommunen.
Det er ikke nærmere reguleret, hvilke konkrete krav der kan fastsættes i en lokal forskrift. Af bestemmelsen fremgår dog, at der kan udstedes forskrifter om ”indretning og drift” af andre virksomheder. Det må antages, at kommunerne er overladt et bredt skøn med hensyn til at vurdere og fastsætte de krav, som er egnet til at regulere emission af støj.
Fastsætter kommunalbestyrelsen lokale forskrifter for støjgener, og overskrides disse støjkrav, kan kommunen anvende miljøbeskyttelseslovens håndhævelsesbestemmelser, fx miljøbeskyttelseslovens §§ 68 og 69, til at udstede påbud eller forbud. Overtrædelser af underordnet betydning kan dog ikke håndhæves.
Udfordringer
Selvom miljøbeskyttelseslovens § 42 og miljøaktivitetsbekendtgørelsen i princippet giver kommunerne en række håndhævelsesmuligheder over for støjgener fra forsamlingshuse, er anvendelsen af disse i realiteten begrænset. Årsagen er, at støjgener ofte er forbigående og vanskelige at dokumentere. Dette har stor betydning, da der alene kan udstedes påbud/forbud, hvis kommunalbestyrelsen kan dokumentere, at der er tale om væsentlige støjulemper eller overskridelse af lokale forskrifter. Som lovgivningen er udformet i dag, er der derfor store bevismæssige og administrative krav knyttet til kommunernes håndhævelsesmuligheder over for støjgener, også når de stammer fra forsamlingshuse.