EU-forordningen om udenlandske subsidier har medført en række procesregler for ordregivere ved offentlige udbud. I denne artikel stiller vi skarpt på reglerne samt disses betydning for offentlige udbudsprocedurer.

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog 14. december 2022 en forordning om udenlandske subsidier (”subsidieforordningen”), der giver Kommissionen beføjelser til at håndtere udenlandske subsidier, der kan fordreje konkurrencen på det indre marked. Kommissionen har hidtil kun haft beføjelser til at håndtere støtte givet fra EU-lande og således ikke støtte fra tredjelande. Subsidieforordningen trådte i kraft 12. juli 2023.

Subsidieforordningen og offentlige udbudsprocedurer

Offentlige udbud er omfattet af subsidieforordningens regler, når:

  1. den anslåede kontraktværdi af det offentlige udbud overstiger 250 mio. euro, og
  2. de økonomiske aktører (tilbudsgiver) har fået tildelt finansielle bidrag i de tre år forud for anmeldelsen på i alt mindst 4 mio. euro for hvert tredjeland.

Hvis udbuddet er opdelt i delkontrakter, er udbuddet ligeledes omfattet af anmeldelsespligten, hvis værdien af delkontrakten overstiger 125 mio. euro.
Er et udbud omfattet af subsidieforordningen, skal tilbudsgiver over for ordregiver enten erklære, at tilbudsgiver ikke har modtaget subsidier (over 4 mio. euro) i de seneste tre år, eller anmelde, at tilbudsgiver har modtaget subsidier (over 4 mio. euro) i de seneste tre år.

Tilbudsgivers anmeldelse eller erklæring sendes til ordregiver sammen med tilbuddet. Ved udbud med prækvalifikation indgives anmeldelsen eller erklæringen både sammen med ansøgningen om prækvalifikation og ved afgivelse af tilbud. Ordregiver har pligt til at videresende tilbudsgivers anmeldelse eller erklæring til Kommissionen.

Hvis det vindende tilbud er indgivet af en tilbudsgiver, som har anmeldt udenlandske subsidier, kan ordregiver først træffe tildelingsbeslutning, når Kommissionen har truffet beslutning om, at subsidierne ikke fordrejer konkurrencen. Hvis det vindende tilbud derimod er afgivet af en tilbudsgiver, der har indgivet en erklæring om ikke at have modtaget udenlandske subsidier, skal tildelingsbeslutning ikke afvente Kommissionen.

Ordregiver skal afvise tilbud fra tilbudsgivere,

  1. som enten har forsømt at anmelde udenlandske subsidier,
  2. hvor anmeldelsen er ufuldstændig, eller
  3. hvor Kommissionen finder, at tilbudsgiver har modtaget konkurrencefordrejende subsidier.

Forfattere

Vibeke Kristine Hammershøi

Erhvervsjuridisk rådgiver