Regeringen og forligspartierne indgik i foråret 2024 ”Aftale om forenkling og målretning i sygedagpengesystemet”, der sigter efter en mere individuel vurdering af borgeren. Her er de ti initiativer i aftalen.

Aftalen kan ses som første skridt mod en større ændring af beskæftigelsesindsatsen. Målet med aftalen er således at løse en række udfordringer på kort sigt, mens større strukturelle ændringer afventer reformen af hele beskæftigelses­indsatsen.

Med aftalen lægges der op til en mere konkret og individuel vurdering med borgeren i fokus; det skal være muligt at tilrettelægge et sygedagpengeforløb ud fra den enkelte borgers behov og ønsker.

Det forventes, at den indgåede aftale bliver fulgt op af et lovforslag i november 2024, og at lovforslaget træder i kraft og får virkning fra 1. januar 2025.

Færre samtaler med sygemeldte, der har et job

Kravet om afholdelse af mindst fire samtaler det første halve år afskaffes for sygemeldte med kortvarige og ukomplicerede forløb, som har et job at vende tilbage til.

Kommunerne skal i de tilfælde kunne undlade at følge op, når den sygemeldte har haft én samtale med sin arbejdsgiver med mulighed for at aftale flere.

Fleksibel brug og sammensætning af rehabiliteringsteams

I dag består rehabiliteringsteamet af en tværfaglig sammensætning af repræsentanter fra flere forskellige områder i kommunen. Fx repræsentanter fra beskæftigelsesforvaltningen og sundhedsforvaltningen, jf. regler om det i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen.

Aftaleparterne vil lempe kravene og øge fleksibiliteten for rehabiliteringsteamets sammensætning. Det vil heller ikke længere være et krav med inddragelse af rehabiliteringsteamet i sager, hvor det ikke vurderes nødvendigt.

Den nye ordning skal gælde for samtlige sager, der skal behandles i rehabiliteringsteamet, og det kommende lovforslag får dermed også stor betydning for fx sager om ressourceforløb, fleksjob og førtidspension.


Ti initiativer i aftalen:

  1. Fleksibel brug af rehabiliterings­teams
  2. Fleksibel sammensætning af rehabiliteringsteams
  3. Mestringsforløb skal gives ud fra en faglig vurdering
  4. Forenkling af visitationskategorierne
  5. Færre krav til sygemeldte fra beskæftigelse
  6. Styrket fokus på kommunens kontakt med alvorligt syge
  7. Forenkling af ”Mit sygefravær”
  8. Mulighed for at vise lægeattester for sygemeldte borgere
  9. Afskaffelse af generelt krav om lægeattester
  10. Undersøge mulighed for at ændre i kommunens anmodning om lægeattester

Forfattere

Anne Sophie Kierkegaard Vilsbøll

Partner (H)

Bo Juul Jensen

Advokat (L)

Janne Bach Stisen

Advokatfuldmægtig