Det er efterhånden almindeligt kendt, at det er nødvendigt at screene projekter, som er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2. Men det er knap så kendt, hvilke oplysninger man som myndighed (lovligt) kan inddrage i grundlaget for en screeningsafgørelse. Vi giver dig her konkrete råd, der sikrer, at der kun lægges relevante oplysninger til grund for screeningsafgørelsen.
Før et projekt, som er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, kan etableres, udvides eller ændres, skal bygherren sende en skriftlig ansøgning til den relevante myndighed, jf. miljøvurderingslovens § 19, stk. 1. Det er som udgangspunkt bygherrens ansvar at vurdere, om et påtænkt projekt er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, og dermed om bygherren skal indsende en ansøgning. Myndigheden vil dog være forpligtet til at vejlede bygherren om det.
Et projekt, der er omfattet af miljøvurderingslovens bilag 2, må ikke påbegyndes, før den kompetente myndighed ved en screeningsafgørelse har meddelt bygherren, at projektet ikke forventes at kunne få væsentlig negativ indvirkning på miljøet. Kan en myndighed ikke udelukke, at projektet kan have en væsentlig miljøpåvirkning, skal projektet underkastes en miljøvurdering.
Screeningsafgørelsen skal kunne træffes på baggrund af indholdet af bygherrens ansøgning. Ifølge miljøvurderingslovens § 19 skal bygherren i sin ansøgning oplyse om projektets karakteristika, dets forventede væsentlige indvirkninger på miljøet samt tilgængelige resultater af andre relevante vurderinger af projektets indvirkninger på miljøet, som er foretaget i medfør af EU-lovgivning. Herudover er der i miljøvurderingsbekendtgørelsens bilag 1 fastlagt krav til minimumsindholdet i en ansøgning.
Undlad at indsamle supplerende oplysninger
I tvivlstilfælde kan det være nærliggende for en myndighed at bede bygherren om at foretage supplerende undersøgelser eller bede om yderligere oplysninger om et ansøgt projekt for at vurdere, om miljøpåvirkningerne er væsentlige. Den fremgangsmåde er dog ofte problematisk.
Lovens krav til bygherrens ansøgning må forstås sådan, at screeningsafgørelsen skal kunne træffes på grundlag af de minimumsoplysninger, loven kræver.
Det er derfor alene i de tilfælde, hvor ansøgningen ikke allerede lever op til kravene i miljøvurderingsloven, at en myndighed vil kunne efterspørge supplerende oplysninger.
Hvis myndigheden på baggrund af indholdet i ansøgningen (med indhold svarende til kravene i miljøvurderingsloven) ikke vurderer, at det kan udelukkes, at projektet kan få en væsentlig indvirkning på miljøet, vil myndigheden være forpligtet til at kræve, at projektet undergår en egentlig miljøvurdering.
Hvis miljøvurderingsmyndigheden beder om flere oplysninger end de oplysninger, der kan stilles krav om efter miljøvurderingslovens § 19 og bilag 1, vil det i sig selv indikere, at det ikke på forhånd kan udelukkes, at projektet kan få væsentlig indvirkning på miljøet. Projektet er dermed ikke egnet til at undergå en screeningsproces, men må i stedet undergå en egentlig miljøvurdering, før projektet kan sættes i gang.
Indsamling af oplysninger ud over minimumskravene må i den situation sidestilles med en påbegyndt miljøvurdering.
Overoplysning af projektets karakteristika skal ikke tillægges vægt
I praksis sker det ofte, at bygherren indsender flere oplysninger om det ansøgte end minimumskravene til ansøgningen dikterer. Det kan i sig selv være udemærket for at forstå projektet, men det kan også risikere at vanskeliggøre miljøvurderingsmyndighedens arbejde.
Hvis det på baggrund af minimumsoplysningerne ikke kan vurderes, om det konkrete projekt kan forventes at få væsentlig indvirkning på miljøet, er det nødvendigt at foretage en miljøvurdering.
Derfor kan miljøvurderingsmyndigheden ud fra et omgåelsessynspunkt heller ikke lægge vægt på fremsendte oplysninger om projektet, der ligger ud over lovens minimumskrav til ansøgningen. Bygherren kan med andre ord ikke undgå miljøvurdering af projektet ved at overoplyse om projektet i screeningsprocessen.