Habitatdirektivets regler er i stigende omfang genstand for klagesager i klagenævnene. På baggrund af klagenævnsafgørelserne bør der i endnu højere grad stilles skarpt på de foranstaltninger, som 1. instansen skal inddrage, når der gennemføres planer og projekter; og ikke mindst hvornår inddragelsen skal ske.
Habitatdirektivets regler om miljøvurdering i art. 6(3)-(4) finder anvendelse ved gennemførelsen af både planer og projekter. Derfor skal der indledningsvis foretages en screening for at klarlægge, om den pågældende plan eller det pågældende projekt kan have en væsentlig indvirkning på lokaliteten. Hvis en væsentlig indvirkning ikke kan udelukkes, må der udarbejdes en konsekvensvurdering. Og hvis den viser, at planen eller projektet vil skade lokalitetens integritet, vil det være nødvendigt at benytte undtagelsen i art. 6(4). Undervejs i disse trin kan spørgsmålet opstå, om den kompetente myndighed kan inddrage en given foranstaltning i sin vurdering.
Foranstaltninger
Efter habitatdirektivet arbejdes der med to typer af foranstaltninger: Den afværgende foranstaltning og den kompenserende foranstaltning. Når man overvejer en given foranstaltning, må formålet med foranstaltningen altid inddrages i overvejelserne. Formålet med afværgeforanstaltningen er at reducere eller undgå projektets skadelige virkninger, mens en kompenserende foranstaltning er kendetegnet ved, at den forsøger at opveje en skade, som fx ikke har kunnet afværges. Sidstnævnte vil typisk være tilfældet, hvor der er tale om etablering af erstatningsnatur.
Hvornår anvendes foranstaltninger?
Foranstaltningens karakter er med andre ord afgørende for, hvornår i sagsbehandlingen en foranstaltning kan inddrages. I den forbindelse kan flere af EU-Domstolens tidligere afgørelser være en hjælp i vurderingen. Fx fremgår det af sag C-323/17, at der i screeningen ikke kan inddrages afværgeforanstaltninger. Det bagvedliggende hensyn er, at screeningsfasen ikke må svækkes, idet den netop skal hvile på en vurdering af objektive kriterier og lokalitetens subjektive betingelser. Inddragelsen af en afværgeforanstaltning vil således i sig selv tale for, at en given aktivitet isoleret set medfører en væsentlig påvirkning af lokaliteten.
Med hensyn til stadiet for konsekvensvurderingen belyses dette emne i sagen C-521/12, Briels. Her afviste EU-Domstolen, at der kunne inddrages kompenserende foranstaltninger og udtalte, at der måtte inddrages afværgeforanstaltninger. På dette stadie forventes myndigheden at have viden om negative virkninger og kan herefter forsøge at afværge dem ved hjælp af foranstaltningerne.
De kompenserende foranstaltninger er derimod kun mulige at inddrage ved anvendelsen af undtagelsesbestemmelsen i art. 6(4).
Enkel problemstilling, men problematiske afgørelser
Problemstillingen i forhold til foranstaltninger efter habitatdirektivet er relativ enkel og kan let håndteres. Ikke desto mindre ser vi desværre stadig flere nye nævnsafgørelser, hvor problematikken ikke håndteres, og hvor der tillades en inddragelse af en given foranstaltning på et forkert vurderingsstadie.
Når spørgsmålet opstår, om en given foranstaltning kan inddrages på det pågældende vurderingsstadie, må den kompetente myndighed efter habitatdirektivet indledningsvis få overblik over, hvilket vurderingsstadie, der konkret er tale om. Herefter må det overvejes, om der er tale om en foranstaltning og i givet fald hvilken type. Hvis foranstaltningen ikke kan inddrages, må den holdes uden for vurderingen.