Miljø­forhold på konkurs­­ramte ejendomme

En virksomhed skal på begæring erklæres konkurs, hvis virksomheden ikke kan opfylde sine forpligtelser, efter­hånden som de forfalder, medmindre betalingsudygtigheden må antages at være forbigående (insolvenskravet). Ved afsigelse af konkursdekret over en virksomhed opstår der et konkursbo, som skal afbalancere og afvikle virksomhedens aktiver og passiver.

Konkursens hovedvirkning er, at den konkursramte virksomhed mister retten til at råde over sin aktivmasse. Fra konkursdekretets afsigelse overgår rådigheden over virksomhedens aktiver til konkursboets kurator, men ansvaret for fx miljøproblemer følger ikke nødvendigvis med.

Kurator har til opgave at afvikle boet. I sit virke skal kuratoren varetage boets, det vil sige kreditorernes, interesser og her­under sikre boets aktiver, omstøde uberettigede dispositioner over aktiverne foretaget forud for konkursen samt repræsentere boet i enhver henseende.

Risiko for oprydningsudgifter

I tilfælde af, at virksomheder, der mod­tager, oparbejder og oplagrer miljø­farligt affald, går konkurs, og konkurs­ boet ikke driver virksomheden videre,
påhviler der miljømyndighederne en pligt til at bortskaffe den konkursramte virksomheds affald.

Miljømyndighederne kan med forskellige instrumenter forsøge at få afdækket risikoen for eventuelle oprydnings­udgifter, herunder bl.a. ved at:

• Stille vilkår om sikkerhedsstillelse ved miljøgodkendelse af virksomheden,
• Anmelde kravet i konkursboet, eller
• Afsøge muligheden for at rejse et erstatningskrav mod den ansvarlige ledelse i den nu konkursramte virksomhed, jf. Prom-dommen.

Vilkår om sikkerhedsstillelse ved miljøgodkendelse

Risikoen for, at oprydningsudgifterne ender hos miljømyndighederne, er i nogle typer af virksomheder søgt afværget ved miljøbeskyttelseslovens § 39 a.

Miljøbeskyttelseslovens § 39 a giver mulighed for at fastsætte vilkår om sikkerhedsstillelse i forbindelse med godkendelse af visse affaldsbehandlende listevirksomheder. Sikkerhedsstillelsen skal dække tilsynsmyndighedens udgifter til videretransport og destruktion eller anden håndtering af affald ved en selvhjælpshandling.

Bestemmelsen indebærer, at det er obligatorisk at stille krav om fornøden sikkerhedsstillelse i forbindelse med godkendelse af visse særlige typer af listevirksomheder, herunder blandt andet virksomheder, der udvinder metaller af kabler, og virksomheder, der modtager affald for at kunne udtage anvendelige dele med henblik på videresalg, samt virksomheder, der foretager mekanisk fragmentering af affald.

Bestemmelsen indebærer desuden, at det er muligt at stille krav om etablering af sikkerhed overfor alle typer liste­virksomheder, der ejes eller drives af selskaber eller personer, der har mistet miljøansvarlighed, jf. miljø­beskyttelses­lovens § 40a.

En lignende bestemmelse findes i rå­stof­lovens § 10, stk. 1, nr. 2, der foreskriver, at en råstofindvindings­tilladelse skal indeholde vilkår om, at der stilles sikkerhed for, at indvindings­området bliver efterbehandlet. Sikkerhedsstillelsen skal dække regions­rådets udgifter til efterbehandling ved en selvhjælpshandling.

Frigivelse af sikkerhedsstillelse

En eventuel sikkerhedsstillelse kan kun kræves udbetalt, hvis der foreligger en situation, hvor tilsynsmyndigheden er berettiget og eventuelt forpligtet til at udføre en selvhjælpshandling efter reglerne i miljøbeskyttelseslovens §§ 69 eller 70.

Hvis konkursboet ikke fører virksomheden videre, kan en etableret sikkerheds­stillelse derfor kun frigives, når:

• Tilsynsmyndigheden før konkursen har givet påbud om at bringe det ulovlige forhold til ophør, og på­­buddet ikke efterkommes, hvorfor de påbudte foranstaltninger er udført af tilsynsmyndigheden, eller
• Tilsynsmyndigheden har foretaget fareafværgende foranstaltninger i tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundheden og i tilfælde, hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge væsentlig forurening eller forureningens udbredelse, selvom der ikke er givet forudgående påbud.

Sikkerhedsstillelse efter miljø­beskyttelses­lovens § 39 a dækker dog kun tilsyns­myndighedens udgifter til videre­transport og destruktion eller anden håndtering af affaldet ved en selv­hjælps­handling. Andre udgifter, herunder fx udgifter til genopretning af den forurenende virksomheds ejendom, dækkes derfor ikke af sikkerheds­stillelsen.

Anmeldelse af krav i konkurs­boet

Miljømyndighedernes udgifter til håndtering af affaldet kan desuden anmeldes som krav i konkursboet.

Krav mod et konkursbo inddeles i konkurs­klasser afhængigt af kravenes type. Miljømyndighedernes krav på betaling af oprydningsudgifter kategoriseres som simple krav, og passer derfor ind i den næstsidste konkursklasse i konkursordenen. Det betyder, at miljømyndighedernes krav kun fyldestgøres, hvis der er midler tilbage i konkursboet, når alle krav i de højere konkursklasser er fyldestgjort. Der er sjældent tilstrækkelige midler i konkursboet til fyldestgørelse af sådanne simple krav, men en vis dividende bliver sommetider udbetalt.

Erstatningskrav mod ledelsen

Et tredje alternativ er, at miljø­myndigheden retter et erstatningskrav mod ledelsen i den konkursramte virksomhed.

Ledelsesmedlemmer kan ifalde et erstatningsansvar, hvis disse under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet tredjemand skade, og hvis de øvrige erstatnings­betingelser er opfyldt.

Ledelsesmedlemmers ansvar for myndighedernes udgifter til bort­skaffelse af affald var omdrejnings­punktet i Prom-sagen, hvor Miljøstyrelsen rettede et erstatningskrav mod to direktører i den konkursramte virksomhed H & C Prom Kemi ApS. Erstatningskravet vedrørte udgifter til bortskaffelse af kemikalie­affald fra virksomheden og dennes forgænger, Proms Kemiske Fabrik A/S.

Højesteret konkluderede, at de to direktører var erstatningsansvarlige for omkostningerne til fjernelse af det nye affald, som blev oparbejdet og oplagret af H & C Prom Kemi ApS.

Hvad er perspektiverne?

Ofte er ingen af de førnævnte veje farbare – fx fordi sikkerhedsstillelse ikke kan kræves etableret, fordi sikkerheds­stillelse ikke kan kræves indfriet, eller fordi der ikke er tilstrækkelige midler til at fyldestgøre simple krav mod konkurs­boet.

Disse udfordringer, der betyder, at miljø­myndighederne i tilfælde af konkurser ofte har ansvaret for at håndtere den konkursramte virksomheds affald, med­fører i stigende grad et behov for en lovændring. En mulig ændring kunne være at udbrede sikkerheds­stillelses­metoden i miljøbeskyttelseslovens § 39 a til at omfatte flere typer af særligt miljøbelastende virksomheder. En anden mulig ændring kunne være at lempe betingelserne for, at miljømyndighederne kan få en etableret sikkerhedsstillelse frigivet.

Til trods for den øgede bevågenhed på området, der følger af sagen om DanWEEE Recycling A/S, er der dog ikke lovændringer i sigte.

Miljømyndighederne kan derfor med fordel overveje at indføre et skærpet tilsyn med virksomheder med oplagringsaktiviteter. Dette med henblik på at sikre, at ulovlige forhold opdages på et tidligt tidspunkt, og at udgifterne til håndtering af affaldet på ejendommen dermed begrænses mest muligt i tilfælde af en konkurs.