Med innovationskonkurrencen Circular Construction Challenge vil foreningen Realdania reducere mængden af affald. Projektet GENTRÆ er blandt de tre vindere af konkurrencen. Bag projektet står Golder Associates, Solum og STARK, og Horten er juridisk rådgiver.

Verdens ressourcer af råstoffer er ved at slippe op, og fremtidens bæredygtige byer skal derfor bogstaveligt talt bygges af affald. Det er målet med Realdanias innovationskonkurrence Circular Construction Challenge, hvor danske virksomheder sammen med innovatører fra hele verden har konkurreret om at opfinde løsninger, der genanvender affald til byggeriet.

I denne uge blev de tre vinderløsninger fundet. De omfatter dyrkning af svampesporer i affald til brug for isolering, akustikplader eller konstruktionsmateriale, et byggesystem til skure af affald fra tagrenovering og – som i projekt GENTRÆ - renset affaldstræ fra byggepladser til salg i byggemarkeder.

GENTRÆ - Golder Associates, Solum og STARK

Gentræ er et system, hvor træ fra midlertidige konstruktioner på byggepladser bliver indsamlet, renset hos Solum og videresolgt til samme formål via byggemarkedet STARK. Det løser et logistisk problem ift. både håndtering og transport af affald på byggepladser. Holdet har allerede fem store entreprenører med, der vil give adgang til indsamling af affald på deres byggepladser. Løsningen kan skaleres og udvides til at omfatte andre materialer, eks. plast eller gips, og andre steder med midlertidige konstruktioner, eks. festivaler.

Maria Ekblad, Project and HSQE Manager, Golder Associates:
”At vinde Circular Construction Challenge giver os muligheden for i de kommende seks måneder at udføre en grundig analyse af hele den cirkulære værdikæde med det formål at designe den optimale miljømæssige, sociale og økonomiske løsning for introduktion af GENTRÆ, og på sigt andre genbrugsmaterialer i byggemarkeder.”

Kontakt

Henriette Soja

Partner (H)