Her er først syv vigtige huskeregler om arbejdsskader og ansvarsvurdering:
1.
En arbejdsskade er enten en skade opstået ved en ulykke eller en sygdom eller lidelse, der skyldes arbejdet, eller de forhold, som arbejdet er foregået under (erhvervssygdom).
2.
En arbejdsskade skal anmeldes af arbejdsgiveren til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), og hvis skaden anerkendes af AES som en dækningsberettiget arbejdsskade efter arbejdsskadesikringsloven (ASL), vil den skadelidte arbejdstager modtage dækning af en række erstatningsposter efter ASL – uanset om arbejdsgiveren er ansvarlig for ulykken eller erhvervssygdommen.
3.
Der er stor forskel på de erstatningsposter, som dækkes i medfør af ASL, og de erstatningsposter, som en skadelidt arbejdstager kan kræve af en arbejdsgiver, der er erstatningsansvarlig for den skete skade, og som derfor erstattes efter erstatningsansvarsloven (EAL).
4.
Forskellen mellem erstatningskrav dækket af ASL og krav, der dækkes efter EAL, kaldes differencekrav. Et differencekrav kan først rejses af den skadelidte arbejdstager, når det er afgjort, hvilken erstatning arbejdstageren får efter ASL.
5.
Der er ikke sammenhæng eller lighedstegn mellem en arbejdsskade anerkendt af AES og et ansvar for en arbejdsgiver for de krav, som en skadelidt arbejdstager kan opgøre efter EAL. Der er således ikke automatik mellem en anerkendt arbejdsskade, og at arbejdsgiveren er erstatningsansvarlig for differencekrav.
6.
En arbejdsgiver er kun erstatningsansvarlig for en arbejdsskade, hvis det kan påvises, at arbejdsgiveren har handlet ansvarspådragende over for den skadelidte arbejdstager, og at denne har fået en skade, som har årsagssammenhæng med uheldet eller den arbejdssituation, som vedkommende i en periode har været udsat for.
7.
På grund af kravet til hjemmel kan en offentlig arbejdsgiver – i modsætning til en privat arbejdsgiver – ikke ud fra kulancemæssige synspunkter betale erstatning til skadelidte arbejdstagere. Der skal foretages en konkret vurdering, og kun hvor det skønnes, at der er et rimeligt grundlag for, at myndigheden er erstatningsansvarlig, kan erstatningspligten anerkendes.
Fysiske arbejdsskader – ansvarsvurdering
Det er en myte (eller misforståelse), at der gælder et strengt erstatningsansvar for en arbejdsgiver, hvis en medarbejder kommer til skade på grund af det fysiske arbejdsmiljø.
En gennemgang af mere end 30 års retspraksis viser, at kun hvor der er tale om arbejdsskader opstået ved udførelse af farligt arbejde – altså arbejde, som i sig selv generelt anses som farligt (fx med farlige maskiner) – eller hvis der tidligere er sket et uheld eller et næstenuheld ved arbejdet, vil arbejdsgiverens ansvar blive vurderet strengere af domstolene.
Et afgørende spørgsmål i en arbejdsskadesag er, om arbejdsgiveren eller en medarbejder, som arbejdsgiveren hæfter for, ved sin handlemåde eller undladelse har fraveget et anerkendt eller sædvanligt adfærdsmønster, og dette har forårsaget arbejdsskaden. I givet fald har arbejdsgiveren sandsynligvis pådraget sig et erstatningsansvar.
Om der ved en handlemåde eller en undladelse er handlet ansvarspådragende, afhænger i første omgang af, om der konkret er sket en overtrædelse af regler, vejledninger eller retningslinjer for arbejdets udførelse eller arbejdsstedets indretning mv.
Særligt betydende momenter
For alle andre typer af fysiske arbejdsuheld skal der ske en konkret vurdering af en række momenter, som ofte beskrives som særligt betydende momenter:
- Skadelidtes uddannelse – er skadelidte særligt uddannet (fx ved sidemandsoplæring eller mesterlære) til at udføre arbejdet, skal der mere til at ifalde et ansvar i forhold til en skadelidt, som ikke har gennemgået en særlig uddannelse.
- Skadelidtes erfaring/alder – har skadelidte længere erfaring med udførelse af arbejdet, og er skadelidte ikke helt ung, skal der mere til at ifalde et ansvar.
Kompliceret eller ukompliceret arbejdsproces – er arbejdsprocessen kompliceret, taler det mere for at ifalde et ansvar, end hvis arbejdsprocessen er ukompliceret.
- Sædvanlig eller usædvanlig arbejdsproces – er skaden opstået ved en arbejdsproces, som arbejdstageren ofte udfører, taler det mindre for at ifalde et ansvar, end hvis skaden er opstået ved usædvanligt arbejde.
- Forventelig eller uforventelig problemstilling opstået ved arbejdet – sker der noget ved udførelsen af arbejdet, der er forventeligt, taler det mindre for at ifalde ansvar, end hvis det, som forårsager arbejdsskaden, er en uforventelig problemstilling.
Differencekrav
Hvis en arbejdsskade anerkendes af AES, vil skaden kunne udløse en række krav efter ASL, hvoraf nogle også kan søges dækket efter EAL. En sådan dækning vil dog alene være relevant, hvis der opstår et differencekrav, eller hvis arbejdsskaden ikke anerkendes af AES, da det lovpligtige forsikringssystem er det primære og derfor skal søges først.
Ansvarsvurdering
Når det konkret skal vurderes, om en arbejdsgiver har givet tilstrækkelig instruktion, har ført et tilstrækkeligt tilsyn, har planlagt og tilrettelagt arbejdet hensigtsmæssigt, kan disse særligt betydende momenter bruges som tjekliste for at vurdere, om den offentlige arbejdsgiver har handlet ansvarspådragende i forbindelse med arbejdsskaden.
Hvis denne vurdering leder til, at ansvar ikke kan anerkendes, skal differenceerstatningskravet fra den skadelidte arbejdstager afvises. Viser vurderingen, at erstatningsansvaret skal anerkendes, skal det vurderes, om de rejste erstatningskrav derimod har årsagssammenhæng med skaden, herunder om det skyldes andre forudbestående lidelser hos den skadelidte arbejdstager, at erstatningskravet er opgjort som sket. Også ved denne vurdering skal en offentlig arbejdsgiver konkret vurdere, om erstatningskravene er opgjort korrekt.
Læs også
Ansvar for de psykiske arbejdsskader